Most Searched
Den korte og nyttige vejledning for muslimer
Bogen taler om islams grundlægende principper på en kortfattet og dækkende måde. Den forklarer læserne fundamenterne for den korrekte tilbedelse, og hvad det vil sige, at tro på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans profeter, dommerdagen og skæbnen. Bogen starter med at fortælle om, hvor stor en velsignelse Islam er, og vigtigheden af at kende Allah, Hans smukke navne og Egenskaber. Derefter kommer den ind på Islams fem søjler og Imans seks søjler, og redegøre for betydningen af Ihsan og hvilken indflydelse den har på den troende. Det der gør denne bog speciel, er at dens indhold er baseret på…
Den korte og nyttige vejledning for muslimer
I Allāhs Navn, Den mest Nådige Den mest Barmhjertige
Forord
Al lovprisning tilhører Allāh, verdenernes Herre. Fred og velsignelse være over den ædle profet og sendebud, vores profet Muhammad, samt over hans familie og alle hans ledsagere
En af Allāhs – Den Ophøjede – største velsignelser mod mennesket er at velsigne det med islām, give det fasthed i troen og hjælpe det med at handle i overensstemmelse med dens love og forskrifter. I denne bog lærer muslimerne de grundlæggende principper, der styrker deres tro, på en kortfattet måde, der tydeliggør de vigtige aspekter af denne store religion. Dette øger deres viden om deres Herre – Den Ophøjede – deres religion, islam, og deres Profet, Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – så de kan tilbede Allāh – Den Ophøjede – med indsigt og viden
Visdommen bag menneskets skabelse:
Allāh – Den Ophøjede – skabte os med en stor visdom, og det er at tilbede Ham alene, uden nogen partnere, som Han – Den Lovpriste –siger: "Og Jeg har kun skabt djinn og mennesker for at de skal tilbede Mig." [Sūrah Adh-Dhāriyāt:51:56] Det betyder: at de skal tilbede Ham alene, uden nogen partner. Dette store formål ligger til grund for alle vores handlinger og mål i denne verden, som Den – Den Lovpriste – siger: "Troede I, at Vi skabte jer uden formål, og at I ikke vil blive bragt tilbage til Os? "Ophøjet er Allāh, Den Sande Konge! Der er ingen Gud ud over Ham, Han er Herren over den Ærefulde Trone." [Sūrah Al-Muʾminūn:23:115-116]
Min Gud er Allāh:
Allāh – Den Ophøjede – siger: "O, I mennesker! Tilbed jeres Herre (Allāh), som skabte jer og dem før jer, så I kan blive gudfrygtige." [Sūrah Al-Baqarah:2:21].
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Han er Allāh, derer ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham." [Sūrah Al-Ḥashr:59:22].
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Der er intet som Ham, og Han er Den Althørende, Den Altseende" [Sūrah Ash-Shūrā:42:11].
Allāh er min Herre og alle tings Herre, (Han er) Kongen, Skaberen, Forsyneren, Disponenten af alt.
Han alene fortjener at blive tilbedt. Der er ingen Rabb (Herre) foruden Ham, og der er ingen gud [værdig til tilbedelse] udover Ham.
Ham tilhører de smukkeste Navne og de mest ophøjede Egenskaber, som Han har bekræftet for Sig Selv, og som Hans Profet ﷺ har bekræftet for Ham; de har nået fuldkommenhed i skønhed og perfektion. Intet er som Ham, og Han er Den Althørende, Den Altseende.
Nogle af Hans Navne er:
Forsyneren, Den Nådige, Den Almægtige, Kongen, Den Althørende, Fredens Kilde, Den Altseende, Den Betroede, Skaberen, Den Blide, Den Tilstrækkelige, Den Tilgivende.
Forsyneren: Han er Den, som forsyner sin skabelse med den næring som er nødvendig for deres hjerte (sjæl) og krop.
Den Nådige: Han er Den Nådigste, hvis nådighed omfatter alt.
Den Almægtige: der besidder fuldkommen magt og evne, og som aldrig rammes af afmagt, svaghed eller svækkelse af Sin kraft.
Kongen: Han er Den, som er beskrevet med de mægtigste og dominerende attributter; Han ejer og leder alt.
As-Samī‘(Den Althørende): Den, der hører alle ting – både det skjulte og det åbenlyse – og hører Sin tjeneres påkaldelser og ydmyge overgivelse til Ham.
As-Salām (Den Ufejlbarlige): Den, der er fri for enhver mangel, skavank og brist.
Al-Baṣīr (Den Altseende): Han er Den, hvis syn omfatter alt, uanset hvor småt eller fint det måtte være. Han har en dyb indsigt i tingene og en grundig forståelse af deres indre væsen.
Al-Wakīl (Den, der beskytter og sørger for): Han er Den, der sørger for skabelsen, varetager deres interesser og beskytter sine venner. Han letter vejen for dem mod lethed, beskytter dem mod vanskeligheder og giver dem tilstrækkelig hjælp i alle anliggender.
Al-Khāliq (Skaberen): Han er Den, der bringer tingene til eksistens og skaber dem uden nogen forudgående model at følge.
Al-Laṭīf (Den Venlige): Han er Den, der er gavmild mod sine tjenere, og han viser dem barmhjertighed og giver dem, hvad de beder om.
Al-Kāfī (Den Tilstrækkelige): Han er Den, der forsyner sine tjenere med alt, hvad de har behov for; den, hvis hjælp alene er tilstrækkelig til at dække deres behov, og som gør dem uafhængige af andre.
Al-Ghafūr (Den Al-Tilgivende): Han er Den, der beskytter sine tjenere mod de skadelige konsekvenser af deres synder og ikke straffer dem for dem
Min Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham.
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Der er sandelig kommet et Sendebud til jer fra jeres egne [Profeten Muḥammad]. Det er bedrøvende for ham, når I har modgang. Han er bekymret for jer. Overfor de troende er han medfølende, [og] barmhjertig." [Sūrah At-Tawbah:9:128]
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Og Vi har kun sendt dig [O Muḥammad] som en barmhjertighed for verdenerne." [Sūrah Al-Anbiyā’:21:107]
Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – den skænkede barmhjertighed:
Han er Muḥammad Ibn ʿAbdullāh Ibn ʿAbdul-Muṭṭalib Ibn Hāshim. Hāshim var af Quraysh, og Quraysh var af araberne.
Hans moder var Āminah Bint Wahb, og hans amme var Ḥalīmah as-Saʿdiyyah. Han – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – ægtede elleve hustruer og døde fra ni af dem.
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – fik syv børn: tre sønner og fire døtre. Sønnerne: al-Qāsim, ʿAbdullāh og Ibrāhīm. Døtrene: Zaynab, Ruqayyah, Umm Kulthūm og Fāṭimah.
Det er påbudt at adlyde ham i det, han befalede; at tro ham i det, han berettede; at undgå det, han forbød og afviste; og at Allāh kun tilbedes gennem det, han foreskrev.
Hans budskab, og budskabet fra alle profeterne før ham – var kaldet til ʿibādah (tilbedelse) af Allāh alene, uden nogen som helst sharīk (partner). Allāh – Den Ophøjede – siger: Og Vi sendte ikke noget sendebud før dig, uden at Vi åbenbarede til ham: ”Der er ingen gud undtagen Mig. Så tilbed Mig.” [Sūrah Al-Anbiyā’:21:25].
Han, fred og velsignelser være med ham, er den sidste af Profeterne og Sendebuddene, som Allāh – Den Lovpriste – har stadfæstet. "Muḥammad er ikke fader til en eneste af jer mænd, men han er Allāhs Sendebud og den Sidste af Profeterne. Og Allāh er Vidende om alt." [Sūrah Al-Aḥzāb:33:40].
Allāh – Den Lovpriste – sendte ham med religionen islām til alle mennesker, som Han – Den Lovpriste – siger: ”Og Vi har ikke sendt dig [O Muḥammad], undtagen som en bærer af det glædelige budskab og en formaner til hele menneskeheden, men de fleste mennesker ved det ikke.” [Sūrah Saba': 34:28]
Og han – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har store rettigheder over enhver muslim, heriblandt:
1. Tro på hans profetskab, hans sandfærdighed, og at det store shar‘ (lov), han er kommet med, er ufejlbarligt – samt at adlyde og følge ham deri. ”Og han taler ikke af [egen] lyst." [Det er] intet andet end en åbenbaring, der åbenbares [til ham].” [Sūrah An-Nadjm:53:3-4]
2. Pligten til at elske ham – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – og sætte denne kærlighed over kærligheden til én selv, sine børn og hele skabningen. Og det, denne kærlighed nødvendiggør, er at følge Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – i hans hady (vejledning), adlyde ham i det, han har befalet, og afholde sig fra det, han har forbudt og frarådet.
3. Pligten til at vise ham – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – ærbødighed, støtte ham, ophøje og højagte ham.
4. At sende ṣalāh (velsignelser) over ham – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – hvilket vil sige: at prise ham – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – og anråbe Allāh om at ophøje hans omtale og forøge hans ære og ophøjethed. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Den, der sender ṣalāh (velsignelser) over mig én gang, over ham sender Allāh ṣalāh ti gange." [Ṣaḥīḥ Muslim].
5. Forbud mod at overdrive i hans – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – status og ophøje ham over den rang, som Allāh har givet ham. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – advarede kraftigt imod dette, idet han – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: ”I må ikke overdrive i min ros, sådan som de kristne overdrev i deres ros af Marias søn [ ‘Īsā (Jesus)]. For jeg er blot Hans [Allāhs ] tjener. Sig derfor: ‘Abdullāh [Allāhs tjener] og Hans Sendebud.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī]
Blandt hans – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – egenskaber er:
Sanddruhed, barmhjertighed, overbærenhed, tålmodighed, mod, gavmildhed, smuk karakter, retfærdighed, ydmyghed og tilgivelse.
Den ædle Koran er min Herres Ord
Allāh – Den Ophøjede – siger: "O mennesker! Der er sandelig kommet til jer et klart bevis fra jeres Herre, og Vi har sendt et klart lys ned til jer." [Sūrah An-Nisā’:4:174]
Den ædle Koran er Allāhs – Den Ophøjede – Ord, som Han talte i sandhed og åbenbarede til Sin Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – for at føre menneskene ud af mørket og ind i lyset og lede dem til aṣ-Ṣirāṭ al-Mustaqīm (den rette vej). Den, der reciterer den, vil opnå en stor belønning, og den, der følger dens vejledning, vil betræde den rette vej. Overleveret af ‘Abdullāh Ibn Mas‘ūd – må Allāh være tilfreds med ham – Han berettede: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Den, der reciterer ét bogstav fra Allāhs Bog, får én god gerning, og den gode gerning mangedobles til ti. Jeg siger ikke, at 'alif lām mīm' er ét bogstav, men 'alif' er et bogstav, 'lām' er et bogstav, og 'mīm' er et bogstav." [Djām‘i At-Tirmidhī].
Allāh – Den Ophøjede – har bevaret den fra forandring og forvanskning og gjort den til et evigt tegn indtil Opstandelsens Dag. Allāh – Den Lovpriste –siger: "Vi har sandelig sendt påmindelsen [Koranen] ned, og sandelig, det er Vi, der vil bevare den." [Sūrah Al-Ḥidjr:15:9] Enhver, der hævder, at Koranen er mangelfuld eller forvansket, er en løgner, der har beskyldt Allāh – Den Ophøjede – og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – for løgn, og han står uden for islām.
Den ædle Koran rummer, hvad de tidligere skrifter rummede – og mere til – hvad angår guddommelige krav og moralske dyder, og den bekræfter sandheden i dem. I denne tid findes der ingen bog fra Allāh – Den Ophøjede – som må følges, æres, reciteres og leves efter, undtagen den ædle Koran.
Min Dīn (religion) er Islām
Ad-Dīns (religionens) niveauer er tre: Islām, īmān og iḥsān.
Første niveau: Islām
Islām er underkastelse til Allāh gennem tawḥīd (Allāhs enhed), hengivelse til Ham i lydighed og frasigelse af shirk (sætte partnere ved siden af Allāh) og dets følger.
Søjlerne i Islām
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Islām er bygget på fem [søjler]: Vidnesbyrdet om, at der ikke er nogen gud [der er værdig til tilbedelse], undtagen Allāh, og at Muḥammad er Hans tjener og Sendebud; at opretholde aṣ-Ṣalāh (bønnen); at give az-Zakāt (den obligatoriske almisse); at faste i måneden Ramaḍān (aṣ-Ṣawm); og at udføre al-Ḥadjdj (pilgrimsfærden) til Huset." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
Søjlerne i Islām er ‘ibādāt (tilbedelseshandlinger), der påhviler enhver muslim, og en persons islām er ikke gyldig, medmindre han anerkender deres forpligtelse og udfører dem; for Islām er bygget på dem – derfor kaldes de Islāms søjler.
Og disse arkān (søjler) er:
Første søjle: Vidnesbyrdet om, at der ikke er nogen gud [der er værdig til tilbedelse], undtagen Allāh, og at Muḥammad er Hans tjener og Sendebud.
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Så vid [O Muḥammad], at der er ingen gud [der er værdig til tilbedelse], undtagen Allāh." [Sūrah Muḥammad:47:19].
Og Allāh – Den Ophøjede – siger: "Der er sandelig kommet et Sendebud til jer fra jeres egne [Profeten Muḥammad]. Det er bedrøvende for ham, når I har modgang. Han er bekymret for jer. Overfor de troende er han medfølende, barmhjertig." [Sūrah At-Tawbah:9:128]
Betydningen af vidnesbyrdet: Lā ilāha illā Allāh: Der findes ingen ḥaqq (sand) guddom, der er værdig til ‘ibādah (tilbedelse) undtagen Allāh.
Betydningen af vidnesbyrdet: Muḥammadun Rasūl Allāh: Adlyde ham i det, han befalede; at tro ham i det, han berettede; at undgå det, han forbød og afviste; og at Allāh kun tilbedes gennem det, han foreskrev.
Anden søjle: At etablere Ṣalāh (bøn).
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Og oprethold aṣ-Ṣalāh (bønnen)." [Sūrah Al-Baqarah:2:110]
At etablere ṣalāh sker ved at udføre den på den måde, som Allāh – Den Ophøjede – har foreskrevet, og som Hans Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har lært os.
Tredje søjle: At give Zakāt
Allāh – Den Ophøjede – siger: "og giv az-Zakāt (obligatorisk almisse)" [Sūrah Al-Baqarah:2:110]
Allāh – Den Ophøjede – har foreskrevet Zakāt som en prøve på muslimens oprigtighed i īmān, som tak til hans Herre for, hvad Han har skænket ham af rigdommens velsignelse, og som hjælp til de fattige og trængende.
At give Zakāt sker ved, at den gives til dem, der er berettigede til den.
Det er en forpligtet ret i formue, når den når en vis niṣāb (grænse). Den gives til otte kategorier nævnt i den noble Koran – heriblandt al-faqīr (den nødlidende) og al-miskīn (den trængende).
At give zakāt vidner om barmhjertighed og omsorg, renser muslimens karakter og ejendom, bringer tilfredshed til de fattige og styrker båndene af kærlighed og broderskab i det muslimske samfund. Derfor giver den retskafne muslim den med et villigt sind, glad over dens udøvelse, fordi den bringer glæde til andre end ham selv.
Mængden af zakāt på opsparet formue er 2,5 %, gældende for guld, sølv, pengesedler og handelsvarer beregnet til køb og salg med profit som formål – hvis værdien når niṣāb, og der er gået ét helt år (ḥawl).
Zakāt er også obligatorisk for den, der ejer et bestemt antal husdyr (kameler, køer og får), hvis de græsser frit det meste af året og ikke fodres af ejeren.
Zakāt er ligeledes obligatorisk for det, der udvindes fra jorden, såsom rikāz – begravede skatte fra før-islamisk tid – samt korn, frugter og mineraler, når de når et fastlagt minimum.
Fjerde søjle: Ṣawm (faste) i Ramaḍān-måneden.
Allāh – Den Ophøjede – siger: "O, I, der tror! Fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den var blevet foreskrevet dem før jer, for at I måtte blive gudfrygtige." [Sūrah Al-Baqarah:2:183]
Ramaḍān er årets niende måned i den Hidjri-baserede kalender. Det er en ophøjet måned for muslimer, og den har en særlig status i forhold til årets øvrige måneder. At faste den fuldt ud er en af Islāms fem søjler.
Ṣawm i Ramaḍān er: at tilbede Allāh ved at afholde sig fra mad, drikke, intimt samvær og alt andet der leder til mufṭirāt (der bryder fasten) – fra daggry til solnedgang – hver dag i den velsignede måned Ramaḍān.
Femte søjle: Pilgrimsfærd til Allāhs hellige Hus.
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Og som en forpligtelse over for Allāh, er menneskene forpligtede til at udføre Ḥadjdj (pilgrimsfærden) til Huset (Makkah), for den der er i stand til at drage dertil." [Sūrah Āl-‘Imrān:3:97]
Ḥadjdj udføres én gang i livet for den, der har evne og mulighed dertil. Det er at rejse til det hellige Hus og de hellige steder i Makkah Al-Mukarramah for at udføre bestemte tilbedelser i et fastlagt tidsrum. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – udførte Ḥadjdj, ligesom andre Profeter før ham. Allāh befalede Ibrāhīm (Abraham –fred være med ham –) at kalde menneskene til Ḥadjdj, som Allāh – Den Ophøjede – har informeret om i den noble Koran: “Og kald menneskene til al-Ḥadjdj (pilgrimsfærd); de vil komme til dig til fods og på enhver mager kamel; de vil komme gennem hvert et dybt bjergpas.” [Sūrah Al-Ḥadjdj:22:27]
Det andet niveau: Īmān (Tro)
Īmān (Tro): er bekræftelsen, den faste tro og den fuldstændige anerkendelse af alt, hvad Allāh og Hans Sendebud har befalet os at tro på, og lydighed, både udadtil og indadtil. Det er hjertets bekræftelse og dets overbevisning, der omfatter hjertets handlinger og kroppens handlinger. Dette omfatter hele religionen, stigende med lydighed og aftagende med ulydighed.
Arkān al-Īmān (Troens søjler)
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – blev spurgt om Īmān (Tro), og han sagde: ”At du tror på Allāh, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den sidste dag, og tror på skæbnen, både den gode og den dårlige.”
Arkān al-Īmān er hjertets tilbedelseshandlinger, som påhviler enhver muslim. En persons Islām er ikke gyldig uden tro på dem og handling i overensstemmelse med dem. Derfor kaldes de Īmāns søjler. Forskellen mellem Īmāns søjler og Islāms søjler er, at Islāms søjler er ydre handlinger, udført med kroppen – såsom udtalen af shahādatan (de to vidnesbyrd), aṣ-Ṣalāh (bøn) og az-Zakāt (den obligatoriske almisse). Īmāns søjler derimod er indre handlinger, udført med hjertet – såsom troen på Allāh, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebud.
Den Første Søjle: Al-Īmān (Troen) på Allāh
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Sandelig, de sande troende er kun dem, som tror på Allāh." [Sūrah An-Nūr:24:62].
Vi tror på Allāhs eksistens og bekræfter Hans Tawḥīd (Enhed) i: Hans Rubūbiyyah (Herredømme), Hans Ulūhiyyah (Guddommelighed) og Hans Asmā’ waṣ-Ṣifāt (Navne og Egenskaber). Īmān på Allāh omfatter følgende:
Al-Īmān (Troen) på Hans – Den Lovpriste og Den Ophøjede – Eksistens.
Al-Īmān (Troen) på Hans – Den Lovpriste og Den Ophøjede – Rubūbiyyah (Herredømme) – at Han alene er Ejer, Skaber, Forsørger og Forvalter af altings affærer.
Al-Īmān (Troen) på Hans – Den Lovpriste– Ulūhiyyah (Guddommelighed), og at Han alene er værdig til tilbedelse, uden nogen partner i noget af den såsom ṣalāh (bøn), du‘ā’ (påkaldelse), an-nadhr (selvpålagt løfte over for Allāh), adh-dhabḥ (rituelt slagtning), al-isti‘ānah (at anråbe om hjælp), al-isti‘ādhah (at søge tilflugt), og al anden tilbedelse.
Tro på Hans Asmā’ Al-Ḥusnā waṣ-Ṣifāt Al-‘Ulā (smukke navne og sublime egenskaber), sådan som Han har bekræftet dem for Sig Selv, eller Hans Profet – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har bekræftet dem for Ham – og benægtelse af det, Han Selv har benægtet, eller som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har benægtet om Ham – og at Hans Navne og Egenskaber er fuldendte i skønhed og perfektion, og at intet er som Ham, og Han er Den Althørende, Den Altseende.
Den anden søjle: Īmān (Troen) på englene
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Al lovprisning tilkommer Allāh, himlenes og jordens Ophav, der gjorde engle til sendebud; med vinger, to, tre eller fire. Han tilføjer til skabelsen, hvad Han vil. Sandelig, Allāh er i stand til at gøre alt.” [Sūrah Fāṭir:35:1]
Vi tror på, at englene tilhører al-‘ālam al-ghaybī (den usete verden), og at de er Allāhs tjenere, skabt af lys, og at Han har gjort dem fuldkomment lydige og ydmyge over for Sig. Herefter:
De er en mægtig skabning, hvis styrke og antal kun kendes af Allāh – Den Ophøjede. Hver af dem har egenskaber, navne og opgaver, som Allāh har givet dem. Blandt dem er Djibrīl (Gabriel) – fred være med ham – som var betroet al-Waḥy (åbenbaringen), som han bragte ned fra Allāh – Den Ophøjede – til Hans sendebud.
Den tredje søjle: Īmān (Troen) på de åbenbarede bøger
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Sig [O I troende]: ”Vi tror på Allāh og det, der er sendt ned, [af åbenbaringen], til os. Og det, der blev sendt ned, [af åbenbaringen], til Ibrāhīm (Abraham) og Ismā‘īl (Ishmael) og Isḥāq (Isak) og Yā‘qūb (Jakob) og stammerne . Og det, der blev givet til Mūsā (Moses) og ‘Īsā (Jesus), og det, der blev givet til Profeterne fra deres Herre. Vi skelner ikke mellem nogen af dem, og vi underkaster os Ham.” [Sūrah Al-Baqarah:2:136]
Vi tror på, at Allāh – Den Ophøjede – har åbenbaret bøger til Sine Sendebud som et bevis mod menneskeheden og som en vejledning for dem, der følger vejen. Gennem dem underviste profeterne i visdom og rensede folk.
Da Allāh sendte Sin Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – til hele menneskeheden, ophævede Han med hans lovgivning alle tidligere lovgivninger og gjorde al-Qur’ān al-Karīm (den noble Koran) til vogter over de foregående åbenbaringer og ophæver af dem. Allāh – Den Ophøjede – har forpligtet Sig til at bevare al-Qur’ān al-Karīm (den noble Koran) fra enhver ændring eller forvanskning. Han – Den Ophøjede – siger: ”Sandelig, det er Vi – Vi har sendt påmindelsen [Koranen] ned, og Vi er sandelig dens beskytter.” [Sūrah Al-Ḥidjr:15:9] Al-Qur’ān al-Karīm (den noble Koran) er den sidste af Allāhs – Den Ophøjede – bøger til menneskeheden, og Hans Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – er den sidste af sendebuddene, og religionen islām er den religion, som Allāh har valgt for menneskeheden frem til Dommedag. Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Sandelig, ad-Dīn (religionen) hos Allāh er islām.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:19].
De himmelske bøger, som Allāh – Den Ophøjede – har nævnt i Sin Bog, er:
Al-Qur’ān al-Karīm (den noble Koran): Allāh har sendt den ned til Sin Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham.
at-Tawrāh (Toraen): Allāh har sendt den ned til Sin Profet Mūsā (Moses) – fred være med ham.
Al-Indjīl (Evangeliet): Allāh har sendt den ned til Sin Profet ‘Īsā (Jesus) – fred være med ham.
Az-Zabūr (Salmerne): Allāh har sendt den ned til Sin Profet Dāwūd (David) – fred være med ham.
Ṣuḥuf Ibrāhīm (Abrahams Skriftruller): Allāh har sendt den ned til Sin Profet Ibrāhīm (Abraham) – fred være med ham.
Den fjerde søjle: Īmān (Troen) på Sendebuddene
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Og Vi har sandelig sendt et sendebud til ethvert fællesskab [med budskabet]: ”Tilbed Allāh og hold jer fra Ṭāghūt (falske guder).” [Sūrah An-Naḥl:16:36].
Vi tror på, at Allāh – Den Ophøjede – sendte sendebud til Sin skabelse, som kaldte dem til at tilbede Allāh alene, uden nogen sharīk (partner), og til at fornægte alt, hvad der tilbedes ved siden af Ham – Den Ophøjede.
Og at de alle var mennesker – mænd – tjenere af Allāh. De var sandfærdige og blev bekræftet [i deres sandhed], fromme og betroede, vejledere og selv vejledte. Allāh styrkede dem med tegn, der bevidnede deres sanddruhed. De viderebragte alt, hvad Allāh havde sendt dem med, og de var alle på den klare sandhed og den tydelige vejledning.
Deres kald var enstemmigt, fra den første til den sidste, i religionens grundlæggende kerne: Tawḥīd – at erklære Allāh – Den Ophøjede og Glorificerede – Én i tilbedelsen, og ikke sætte nogen ved Hans side.
Den femte søjle: Īmān (Troen) på al-Yawm al-Ākhir (den yderste dag).
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Allāh, der er ingen gud, [der har ret til at blive tilbedt] undtagen Ham. Han vil visselig samle jer på opstandelsens dag, hvorom der ikke hersker tvivl. Og hvem er mere sandfærdig i tale end Allāh?” [Sūrah An-Nisā’:4:87]
Vi tror på al-Yawm al-Ākhir (den yderste dag), som er Yawm al-Qiyāmah (opstandelsens dag) – dagen efter hvilken ingen dag følger. Og vi tror på alt, hvad der relaterer sig til den – hvad end vor Herre – Den Ophøjede og Den Glorificerede – har berettet i Sin noble Bog, eller hvad vor Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har fortalt os. Såsom: menneskets død, genopvækkelsen, opstandelsen, forbønnen, vægtskålen, opgørelsen, al-Djannah (Paradiset), an-Nār (Ilden) – og alt andet, der knytter sig til al-Yawm al-Ākhir.
Den sjette søjle: Īmān (Tro) på Qadar (forudbestemmelse), både den gode og den dårlige
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Sandelig, Vi har skabt alle ting med Qadar (forudbestemmelse).” [Sūrah Al-Qamar:54:49]
Vi tror på al-Qadar (forudbestemmelse) – både den gode og den dårlige. Det er Allāhs – Den Ophøjede – bestemmelse af alle skabte væsener, i overensstemmelse med Hans forudgående viden og Hans visdom. Og at alt, hvad der rammer de skabte i denne verden af begivenheder, sker ved Allāhs viden, Qadar og styring – Den Lovpriste og Den Ophøjede – alene, uden nogen partnere. Og at disse forudbestemmelser blev nedskrevet før menneskets skabelse. Og at mennesket har en vilje og en beslutningsevne. Og at han i sandhed er udøver af sine handlinger. Men alt dette falder stadig inden for Allāhs viden, vilje og beslutning.
Īmān (Troen) på Qadar (forudbestemmelse) hviler på fire grundlæggende niveauer:
For det første: Troen på Allāhs fuldstændige og altomfattende viden.
For det andet: Troen på Allāhs nedfældelse af alt, hvad der vil finde sted, indtil Yawm al-Qiyāmah (Dommedag).
For det tredje: Troen på at Allāhs gennemtrængende vilje og fuldkomne magt: Alt, hvad Han vil, sker – og hvad Han ikke vil, sker ikke.
For det fjerde: Troen på, at Allāh er Skaberen af alt – uden nogen partner i Sin skabelse.
Tredje niveau: Al-Iḥsān
Al-Iḥsān er at tilbede Allāh, som om du ser Ham. For selv om du ikke ser Ham – så ser Han visselig dig. Allāhs – Den Ophøjede – siger: ”Sandelig, Allāh er med dem, der udviser ærefrygt [for Ham], og dem, der handler godt.” [Sūrah An-Naḥl:16:128]
Renselse
Allāh – Den Ophøjede – siger: ”Sandelig, Allāh elsker dem, der angrer sig meget, og [Allāh] elsker dem, der renser sig meget.” [Sūrah Al-Baqarah:2:222]
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: ”Den, der udfører wuḍū’ (rituel afvaskning) ligesom denne min wuḍū’, og derefter beder to rak‘ah (to enheder af Ṣalāh (bøn)) uden at tale til sig selv deri, ham vil Allāh tilgive det, der er gået forud af hans synd.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī]
Af aṣ-Ṣalāhs (bønnens) ophøjede status er det, at Allāh har foreskrevet ṭahārah (rituel renhed) før den, og gjort den til en betingelse for dens gyldighed. Den er nøglen til aṣ-Ṣalāh, og bevidstheden om dens fortrin vækker hjertet til længsel efter bøn. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: ”Ṭuhūr (renhed) er halvdelen af Īmān (tro). Al-ḥamdulillāh (al lovprisning tilkommer Allāh) fylder vægtskålen, og SubḥānAllāh (Hævet er Allāh over ufuldkommenhed) og al-Ḥamdulillāh fylder (eller fylder op) det, der er mellem himlene og jorden. Aṣ-Ṣalāh er et lys, aṣ-Ṣadaqah (frivillig almisse) er et bevis, aṣ-Ṣabr (tålmodighed) er en oplysning, og Koranen er et argument – enten for dig eller imod dig. Hver eneste menneske begynder dagen og handler med sin sjæl: enten frigør det den [fra helvedes straf ved at adlyde Allāh] eller fordømmer den [ved at følge satan].” [Ṣaḥīḥ Muslim].
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: ”Den, der udfører wuḍū’ og gør det vel, hans overtrædelser vil udgå fra hans krop, indtil de kommer frem under hans negle.” [Ṣaḥīḥ Muslim].
Tjeneren træder frem for sin Herre renset – fysisk med wuḍū’, og åndeligt med udførelsen af denne tilbedelse – oprigtigt for Allāh – Den Ophøjede – i henhold til Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – vejledning.
Det, som wuḍū’ (rituel afvaskning) kræves for:
1. Ṣalāh (bøn) – uanset om den er obligatorisk eller frivillig.
2. Ṭawāf (gå i cirkelbevægelse) omkring Ka‘bahen.
3. At berøre Muṣḥaf (den fysiske Koran).
Man udfører wuḍū’ (rituel afvaskning) og ghusl (rituelt bad) med rent vand:
Al-Māʾ aṭ-Ṭahūr (rent og rensende vand): Alt vand, der er nedkommet fra himlen eller udspringet fra jorden, og som har bevaret sin oprindelige tilstand, uden ændring i en af dets tre egenskaber – farve, smag og lugt – af noget, der ophæver dets evne til at rense.
Wuḍū’ (rituel afvaskning)
Trin 1: Niyyah (intention) – dens sted er hjertet. Betydningen af niyyah er hjertets beslutning om at udføre tilbedelse som en tilnærmelse til Allāh – Den Ophøjede.
Trin 2: Man siger: ”Bismillāh” (I Allāhs navn).
Trin 3: Vask af hænderne – tre gange.
Trin 4: Maḍmaḍah (skylning af munden) – tre gange.
Maḍmaḍah er: at føre vand ind i munden, skylle det rundt og spytte det ud.
Trin 5: Istinshāq og Istinthār – tre gange. Istinshāq er: at trække vand op i næsen helt til næsebenet.
Istinthār er: at udstøde vand og slim fra næsen med udånding.
Trin 6: Vask af ansigtet – tre gange.
Grænserne for ansigtet:
Ansigtet: Alt, hvad der naturligt vender fremad af al-wadjh ( ansigtet).
Dens bredde: fra øre til øre.
Dens længde: fra den almindelige hårgrænse i panden til spidsen af hagen.
At vaske ansigtet omfatter alt fint hår på ansigtet, såvel som al-bayāḍ og al-ʿidhār.
Al-Bayāḍ: området mellem al-ʿidhār og øreflippen.
Al-ʿIdhār: håret på det fremstående kindben, parallelt med øregangen og ned mod øreflippen.
At vaske ansigtet omfatter ligeledes alt synligt tykt skæghår og det, der hænger ned fra det.
Trin 7: Vask af armene – fra fingerspidserne til og med albuer – tre gange.
Albuerne er inkluderet i den obligatoriske vask af armene.
Trin 8: Masḥ (våd aftørring) af hele hovedet med begge hænder – én gang – inklusive ørerne.
Man begynder fra panden, fører hænderne til baghovedet og fører dem tilbage igen.
Pegefingrene indsættes i ørerne, og tommelfingrene føres på ydersiden – så både indersiden og ydersiden af ørerne vædes.
Trin 9: Vask af fødderne – fra tæernes begyndelse til anklerne – tre gange. Anklerne indgår i den obligatoriske vask af fødderne.
Anklerne (al-kaʿbān) er de to fremspringende knogler nederst på skinnebenet.
Trin 10: Det er Sunnah, at en muslim efter at have udført wuḍū’ (rituel afvaskning) siger: " Ashhadu an lā ilāha illā Allāh, waḥdahu lā sharīka lah, wa-ashhadu anna Muḥammadan ʿabduhū wa-rasūluh. Allāhumma-djʿalnī mina at-tawwābīn, wadjʿalnī mina al-mutaṭahhirīn. Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh. Han er Ene. Han har ingen partner og jeg bevidner, at Muḥammad er Hans tjener og Sendebud. O Allāh, gør mig blandt dem, der igen og igen angrer sig, og gør mig blandt, dem der igen og igen renser." Dette er baseret på Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – udsagn: " Den, der udfører wuḍū’ (rituel afvaskning) og udfører den godt, og derefter siger: Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh. Han er Ene. Han har ingen partner og jeg bevidner, at Muḥammad er Hans tjener og Sendebud. O Allāh, gør mig blandt dem, der igen og igen angrer sig, og gør mig blandt, dem der igen og igen renser, vil få Paradisets otte porte åbnet for sig, og han kan træde ind gennem den, han vil." [Djām‘i At-Tirmidhī]
Wuḍū’ (rituel afvaskning) ophæves ved følgende:
1. Det, der udgår fra de to åbninger – såsom urin, afføring, luft, manī (sæd) og madhī (præ-sædvæske).
2. Tab af fornuft ved dyb søvn, besvimelse, beruselse eller vanvid.
3. Alt, hvad der forpligter til ghusl (rituel helkropsvask) – såsom djanābah (større rituel urenhed), menstruation og nifās (postpartum-blødning).
Når et menneske har forrettet sin nødtørft, påhviler det ham at fjerne nadjāsa (urenhed), enten med ṭahūr (rensende vand) – hvilket er det bedste – eller med andet end ṭahūr, som kan fjerne urenheden, såsom sten, blade, stof og lignende, forudsat det sker med mindst tre rensende aftørringer og med noget rent og tilladt.
Al-Masḥ (rituel strygning) over khuffayn (lædersokker) og djawrabayn (sokker)
Når khuffayn eller djawrabayn er påført, er det tilladt at stryge over dem uden at vaske fødderne, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:
1. At de er taget på efter fuldstændig renselse fra både mindre og større ḥadath (rituel urenhed).
2. At de er rene og ikke nadjis (urene).
3. At masḥ udføre inden for den fastsatte tidsramme.
4. At de er tilladte (ḥalāl) – ikke stjålne eller uretmæssigt tilegnede.
Khuffayn er det, der bæres på fødderne af tyndt læder eller lignende, som sko, der dækker hele foden. Djawrabayn er det, som bæres på fødderne af stof eller lignende – som det, man i daglig tale kalder sokker.
Visdommen bag tilladelsen til masḥ over khuffayn er lettelse og formildelse for muslimer, for hvem det er byrdefuldt at tage dem af og vaske fødderne – særligt i vintertider, stærk kulde og under rejse.
Varighed af masḥ: for en fastboende: Ét døgn (24 timer). For en rejsende: Tre døgn (72 timer).
Tiden regnes fra første masḥ efter forekomsten af ḥadath (rituel urenhed).
Sådan foretages masḥ over khuffayn (lædersokker):
1. Hænderne fugtes.
2. Hånden stryges over fodens overside – fra tæernes spidser til begyndelsen af skinnebenet.
3. Højre fod stryge med højre hånd, venstre med venstre hånd.
Det, der ophæver masḥ: 1. Det, der nødvendiggør ghusl (den store rituelle helkropsvask). 2. Udløb af masḥ-periodens varighed.
Ghusl (rituel helkropsvask)
Hvis en mand eller kvinde har intimt samvær – selv uden inzāl (sædafgang) – eller hvis al-manī (sæd) udskilles med begær i vågen tilstand eller under søvn, påhviler det dem at udføre ghusl, før de kan udføre Ṣalāh (bøn) eller noget andet, som kræver ṭahārah (rituelt renhedsniveau). Ligeledes er ghusl obligatorisk for kvinden, når hun er blevet renset for ḥayḍ (menstruation) eller nifās (postpartumblødning), før hun kan udføre ṣalāh eller noget andet, der forudsætter ṭahārah.
Proceduren for ghusl er som følger:
At hele kroppen gennemvædes med vand – uanset hvordan – og at dette inkluderer maḍmaḍah (mundskylning) og istinshāq (næseskylning). Når kroppen er fuldstændig overhældt med vand, ophæves den store urenhed (ḥadath akbar), og renhed er opnået.
Der findes en mere fuldstændig fremgangsmåde, som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – plejede at følge. Den er som følger:
1. Niyyah (intention) om at ophæve ḥadath (stor urenhed).
2. At sige Bismillāh, vaske hænderne tre gange og derefter vaske private dele.
3. At udføre fuldstændig wuḍūʾ (mindre rituel afvaskning), som til Ṣalāh (bøn).
4. At hælde vand over hovedet tre gange, så hårrødderne gennemvædes.
5. At gennemvæde hele kroppen med vand, begyndende med højre side og dernæst venstre, mens man gnider kroppen med hænderne, så vandet når alle steder.
Det er forbudt for en person i tilstanden af djanābah (stor rituel urenhed) at:
01. Udføre Ṣalāh.
02. Ṭawāf (gå i cirkelbevægelse) omkring Ka‘bahen.
03. Opholde sig i en moské – det er dog tilladt at passere igennem uden ophold.
04. Berøre al-Muṣḥaf (den fysiske Koran).
05. Recitere Koranen.
Tayammum (Tør rituel renselse)
Hvis en muslim ikke finder vand, hvormed han kan rense sig, eller ikke kan anvende vand grundet sygdom eller lignende, og frygter, at bønnetiden vil forløbe, udfører han tayammum med jord.
Fremgangsmåden er, at man slår én gang med hænderne og derefter tørrer sit ansigt og sine håndflader med dem – og det kræves, at jorden er ren.
Tayammum ophæves ved følgende:
1. Tayammum ophæves af det, som ophæver wuḍūʾ (rituel afvaskning).
2. Hvis vand findes, før påbegyndelsen af den tilbedelseshandling, tayammum blev udført for.
Aṣ-Ṣalāh (bønnen)
Allāh har foreskrevet muslimer fem ṣalawāt i døgnet: al-Fadjr, aẓ-Ẓuhr, al-‘Aṣr, al-Maghrib og al-‘Ishā’.
Forberedelse til Ṣalāh (bøn)
Når tiden for Ṣalāh (bøn) indtræder, renser en muslim sig for både ḥadath aṣghar (mindre urenhed) og ḥadath akbar (større urenhed), hvis han er i tilstanden af sidstnævnte.
Al-ḥadath al-akbar er det, der påbyder ghusl (rituel helkropsvask).
Al-ḥadath al-aṣghar er det, der påbyder wuḍū’ (rituel afvaskning).
En muslim udfører ṣalāh i rent tøj, på et sted frit for nadjāsa (fysiske urenheder), mens hans ‘awrah (intime dele) er tildækket.
En muslim ifører sig anstændigt tøj under ṣalāh og dækker sin krop hermed; det er ikke tilladt for en mand at blotlægge noget mellem navlen og knæene under Ṣalāh.
Det er obligatorisk for en kvinde at dække hele sin krop under Ṣalāh undtagen ansigt og hænder.
En muslim taler ikke under ṣalāh, undtagen med dens egne ord. Han lytter opmærksomt til imamen og vender sig ikke bort under Ṣalāh. Hvis han ikke formår at huske ṣalāh-ens ord, ihukommer han Allāh og lovpriser Ham, indtil Ṣalāh er afsluttet. Han er forpligtet til straks at lære ṣalāh og dens udsagn.
For at udføre ṣalāh korrekt – med Allāhs tilladelse – følger og vedligeholder man følgende trin:
Trin 1: Niyyah (intentionen) for den obligatoriske Ṣalāh (bøn), som man ønsker at udføre. Niyyah har sit sted i hjertet.
Efter at have udført wuḍū’ (rituel afvaskning), vender man sig mod qiblah (bederetningen) og beder stående – hvis man fysisk er i stand til at stå oprejst.
Trin 2: Man løfter hænderne ud for skuldrene og siger: "Allāhu Akbar" med intentionen om at træde ind i Ṣalāh-ens tilstand.
Trin 3: Man reciterer du‘ā’ al-istiftāḥ (den indledende påkaldelse), f.eks.: Subḥāna-kAllāhumma wa bi-ḥamdika, wa tabārak-as-muka, wa taʿālā djadduka, wa lā ilāha ghayruk. "Ophøjet er Du, O Allāh, og lovprist er Du, Æret er Dit navn, Ophøjet er Din Majestæt, og der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Dig."
Trin 4: Man søger tilflugt hos Allāh fra den forbandede Satan og siger: "A'ūdhu bil-lahi min-ash-shay-tā-nirr-radjīm." "Jeg søger tilflugt hos Allāh fra den forbandede Satan."
"Trin 5: Man reciterer Sūrah Al-Fātiḥah i hver rak'ah (enhed): Al-ḥamdu liLlāhi Rabbi-l-ʿālamīn "Al pris tilkommer Allāh, verdnernes Herre." Ar-Raḥmāni-r-Raḥīm "Den mest Nådige, Den mest Barmhjertige." Māliki Yawmi-d-Dīn "Ejeren af dagen for regnskabet." Iyyāka naʿbudu wa iyyāka nastaʿīn "Dig alene tilbeder vi, og Dig alene anråber vi om hjælp." Ihdinā-ṣ-ṣirāṭa-l-mustaqīm "Retled os på den rette vej" Ṣirāṭa-l-ladhīna anʿamta ʿalayhim. Ghayri-l-maghḍūbi ʿalayhim wa la-ḍ-ḍāllīn "Den vej, som dem, Du har skænket [Din] gunst [følger] – ikke dem, som har påkaldt [Din] vrede , ej heller de vildfarne."
"Man siger derefter: "Āmīn", som betyder: O Allāh, besvar [min bøn].
Man reciterer derefter, i den første og anden rakʿah af hver Ṣalāh, hvad man kan af Koranen ud over Sūrah al-Fātiḥah. Det er ikke en pligt, men at gøre det medfører stor belønning.
Trin 6: Man siger: "Allāhu akbar", og går derefter i rukūʿ (foroverbøjning), indtil ryggen er vandret, og hænderne hviler på knæene med spredte fingre. I rukūʿ siger man tre gange: Subḥāna Rabbīya-l-ʿAẓīm "Lovprist være min Herre, Den Almægtige"
Trin 7: Man retter sig op fra rukūʿ og siger: SamiʿaLlāhu liman ḥamidah "Allāh hører den, der lovpriser Ham", mens man løfter hænderne til skulderhøjde. Når kroppen er ret og oprejst, siger man: Rabbanā wa lak-al-ḥamd "O Vor Herre! Dig tilkommer al lovprisning".
Trin 8: Man siger: "Allāhu akbar", og går ned i sudjūd (knæfald), med panden, næsen, begge hænder, knæ og tæer i berøring med jorden. I sudjūd siger man tre gange: Subḥāna Rabbīya-l-Aʿlā "Lovprist være min Herre, Den Højeste."
Trin 9: Man siger: "Allāhu akbar", og rejser sig fra sudjūd, indtil ryggen er ret, siddende på venstre fod, mens højre fod står oprejst. Man siger tre gange: Rabbī-ghfir lī Min Herre! Tilgiv mig."
Trin 10: Man siger: "Allāhu akbar", og udfører endnu et sudjūd, som det første.
Trin 11: Man rejser sig fra sudjūd, siger: "Allāhu akbar", og står oprejst. De resterende rakʿāt (bønneenheder) udføres på samme vis som den første rakʿah.
Efter anden rak'ah af aẓ-Ẓuhr, al-‘Aṣr, al-Maghrib og al-‘Ishā’- bønnerne sætter man sig og reciterer den første tashahhud, som lyder: At-taḥiyyātu liLlāhi, waṣ-ṣalawātu waṭ-ṭayyibāt. As-salāmu ʿalayka ayyuhā-n-Nabiyyu wa raḥmatuLlāhi wa barakātuh. As-salāmu ʿalaynā wa ʿalā ʿibādiLlāhi-ṣ-ṣāliḥīn. Ash-hadu an lā ilāha illaLlāh, wa ash-hadu anna Muḥammadan ʿabduhū wa rasūluh. "Al verbal, kropslig og materiel tilbedelse tilkommer Allāh. Fred være med dig, O Profet, og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelse. Fred være med os og Allāhs retskafne tjenere. Jeg bevidner, at der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh, og jeg bevidner, at Muḥammad er Hans tjener og Hans Sendebud." Derefter rejser man sig til den tredje rakʿah (enhed).
Efter den sidste rak'ah i enhver Ṣalāh (bøn) sætter man sig og reciterer den afsluttende tashahhud, som lyder: At-taḥiyyātu liLlāhi, waṣ-ṣalawātu waṭ-ṭayyibāt. As-salāmu ʿalayka ayyuhā-n-Nabiyyu wa raḥmatuLlāhi wa barakātuh. As-salāmu ʿalaynā wa ʿalā ʿibādiLlāhi-ṣ-ṣāliḥīn. Ash-hadu an lā ilāha illaLlāh, wa ash-hadu anna Muḥammadan ʿabduhū wa rasūluh. Allāhumma ṣalli ʿalā Muḥammad wa ʿalā āli Muḥammad, kamā ṣallayta ʿalā Ibrāhīm wa ʿalā āli Ibrāhīm, innaka Ḥamīdun Madjīd. Allāhumma bārik ʿalā Muḥammad wa ʿalā āli Muḥammad, kamā bārakta ʿalā Ibrāhīm wa ʿalā āli Ibrāhīm, innaka Ḥamīdun Madjīd. "Al verbal, kropslig og materiel tilbedelse tilkommer Allāh. Fred være med dig, O Profet, og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelse. Fred være med os og Allāhs retfærdige tjenere. Jeg bevidner, at der ingen gud er undtagen Allāh, og jeg bevidner, at Muḥammad er Hans tjener og Hans Sendebud." "O Allāh, send velsignelser over Muḥammad og Muḥammads slægt, som Du sendte velsignelser over Ibrāhīm og Ibrāhīms slægt – sandelig, Du er Den Lovpriste, Den Majestætiske. O Allāh, velsign Muḥammad og Muḥammads slægt, som Du velsignede Ibrāhīm og Ibrāhīms slægt – sandelig, Du er Den Lovpriste, Den Majestætiske."
Derefter siger man "Assalāmu ’alaykum wa raḥmatullāh" (Allāhs fred og barmhjertighed være med jer) – drejende hovedet mod højre, og derpå: As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh" – drejende hovedet mod venstre, med intentionen om at træde ud af Ṣalāh. Dermed er bønnen fuldendt.
Den muslimske kvindes Ḥidjāb
Allāh – Den Ophøjede – siger: "O Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og de troendes kvinder, at de skal trække deres djalābīb (overklædning) ned over sig. Det er mere tilbørligt til, at de bliver genkendt og ikke forulempes. Og Allāh er evigt Tilgivende, mest Barmhjertig." [Sūrah Al-Aḥzāb:33:59]
Allāh har pålagt den muslimske kvinde at bære ḥidjāb og at dække sin ‘awrah samt hele sin krop over for mænd, som ikke er hendes maḥram, ved brug af det i hendes land sædvanlige dækkende klæde. Det er ikke tilladt for hende at fjerne ḥidjāb, undtagen i nærvær af sin ægtefælle eller af sine maḥārim – dvs. dem, som det er hende varigt forbudt at gifte sig med – såsom: faderen (selv hvis han er en opstigende slægtning), sønnen (selv hvis han er en nedstigende slægtning), farbrødre, morbrødre, brødre, brodersønner, søstersønner, mors ægtemand, svigerfaderen (selv hvis han er en opstigende slægtning), mandens søn (selv hvis han er en nedstigende slægtning), raḍā‘ah-brødre og ammemoderens mand. Alt hvad der er forbudt på grund af blodsbånd, er ligeledes forbudt på grund af amning.
En muslimsk kvinde skal i sin beklædning overholde følgende betingelser:
1. At hele kroppen dækkes.
2. At beklædningen ikke er af den type, kvinder bærer for at pynte sig i nærvær af ikke-maḥram mænd.
3. At den ikke er gennemsigtig og afslører kroppens form eller farve.
4. At den er løs og ikke tætsiddende, så den beskriver nogen del af kroppen.
5. At den ikke er parfumeret, hvis hun passerer forbi ikke-maḥram mænd, som kan opfatte duften.
6. At den ikke ligner mænds beklædning.
7. At den ikke ligner ikke-muslimske kvinders tøj, når de er i deres religiøse ritualer eller fejrer deres højtider.
At den ikke er en beklædning, man bærer for at vække opsigt (libās ash-shuhrah).
Nogle af de troendes egenskaber
Allāh – Den Ophøjede – siger: "Sandelig, de troende er kun dem, hvis hjerter bæves, når Allāh nævnes, og når Hans Āyāt (vers) bliver reciteret for dem, øger det dem i troen. Og de sætter deres lid til deres Herre." [Sūrah Al-Anfāl:8:2]
- Han er sandfærdig i sin tale og lyver ikke.
- Han holder sin aftale og sit løfte.
- Han er ikke udsvævende eller uærlig i tvister.
- Han opfylder betroet ansvar og bevarer amānah.
- Han elsker for sin muslimske bror, hvad han elsker for sig selv.
- Han er gavmild.
- Han gør godt mod mennesker.
- Han opretholder slægtsbånd.
- Han er tilfreds med Allāhs bestemmelse og takker Ham i tider med velstand og er tålmodig i tider med modgang.
- Han besidder ḥayā’ (beskedenhed).
- Han viser barmhjertighed mod skabningerne.
- Hans hjerte er fri for had og nag, og han forhindrer sine lemmer i at krænke andre.
- Han tilgiver mennesker.
- Han hverken forbruger eller handler med ribā (åger).
- Han begår ikke zinā (intimt samvær udenfor ægteskabet).
- Han indtager ikke khamr (Alt der bedøver og slører forstanden, ikke kun vin; også moderne rusmidler som alkohol, stoffer m.v. er inkluderet).
- Han er god mod sine naboer.
- Han hverken undertrykker eller forråder.
- Han hverken stjæler eller bedrager.
- Han er pligtopfyldende over for sine forældre, selv hvis de ikke er muslimer, og adlyder dem i det, der er retmæssig og passende.
- Han opdrager sine børn til dyd, påbyder dem religiøse forpligtelser og forbyder dem last [enhver form for skammelig, umoralsk eller nedværdigende adfærd, som modsiger den islamiske dydsetik] og det forbudte.
- Han efterligner ikke ikke-muslimer i deres særskilte religiøse kendetegn eller skikke, der er blevet deres symbol.
- Han vender sig i anger til Allāh og søger Hans tilgivelse for sine forsømmelser og synder.
Vigtige principper i den muslimske trosbekendelse
01. Allāh er vor Herre. Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham. Der er ingen Rabb (Herre) foruden Ham, og der er ingen gud [værdig til tilbedelse] udover Ham. Intet ligner Ham, og intet undslipper Ham. Han er Den Althørende, Den Altseende.
02. Allāh – Den Lovpriste og Den Ophøjede – er i himlen, ophøjet over hele Sin skabelse, adskilt fra dem. Hans ophøjethed er absolut i enhver henseende: ophøjet i Væsen, ophøjet i Rang, ophøjet i Magt. Og – Den Lovpriste og Den Ophøjede – omfatter alt.
03. Vi bekræfter alt det, som Allāh – Den Ophøjede – har bekræftet for Sig Selv, eller hvad Hans Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har bekræftet for Ham af Navne og Egenskaber. Og vi benægter alt det, som Allāh har benægtet for Sig Selv, eller som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – har benægtet for Ham.
04. Allāh – Den Ophøjede – besvarer bønner, opfylder behov og ejer alting. Ingen skader eller gavner undtagen Ham. En tjener kan ikke undvære Ham, selv ikke et øjeblik. Det er ikke tilladt for en muslim at søge nogen anden end Allāh – Den Ophøjede – i nogen form for ‘ibādah (tilbedelse), såsom du‘ā’ (påkaldelse), Ṣalāh (bøn), an-nadhr (selvpålagt løfte over for Allāh), adh-dhabḥ (rituelt slagtning), frygt, håb, tillid andre former for ydre eller indre tilbedelse. Enhver, der vier nogen form for ‘ibādah (tilbedelse) til andre end Allāh – Den Ophøjede – er en mushrik (en, der tillægger Allāh partnere).
05. Den største synd og den alvorligste af de store synder er at begå shirk (polyteisme). Den, der dør i en tilstand af shirk, har Allāh gjort Paradis forbudt for, og hans tilholdssted er Ilden. Det er den synd, Allāh ikke tilgiver, hvis tjeneren dør uden at have omvendt sig fra den.
06. Det, som gik en tjener forbi, var aldrig bestemt til ham, og det, som ramte ham, kunne ikke være undgået. En muslim skal tro på Allāhs qaḍā’ (bestemmelse) og qadar (forudbestemmelse), være tilfreds med Allāhs – Den Ophøjede – afgørelser, og lovprise og takke Ham i enhver tilstand.
07. Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – er vor Profet – den bedste blandt menneskeheden og den sidste af profeterne. Han er den, der går i forbøn, og hvis forbøn vil blive godtaget på Dommens Dag. Allāh tog ham som khalīl (ven), ligesom Han tog Ibrāhīm (Abraham) – fred være med ham – som khalīl.
10. Vores Bog er den noble Koran – den mirakuløse, utvivlsomt autentiske og hvis recitation i sig selv er en tilbedelseshandling. Allāh – Den Ophøjede – har åbenbaret den til vores Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – gennem Djibrīl (Gabriel) – fred være med ham – den bedste af englene. Allāh – Den Ophøjede – har bevaret den fra enhver forvanskning eller ændring, som Han, Den Lovpriste, siger: ”Sandelig, det er Vi – Vi har sendt påmindelsen [Koranen] ned, og Vi er sandelig dens beskytter.” [Sūrah Al-Ḥidjr:15:9]
11- De mennesker, der er tættest på Allāh, er dem, der er mest lydige mod Ham og mest trofaste i deres efterlevelse af Hans lov. Der er ingen overlegenhed for en araber over en ikke-araber, og heller ikke for en ikke-araber over en araber; ej heller for en hvid over en sort eller en sort over en hvid – undtagen i taqwā (gudfrygtighed). Menneskeheden stammer fra Ādam, og Ādam blev skabt af jord. Allāh – Den Lovpriste – siger: ”Sandelig, den mest noble blandt jer hos Allāh er den mest gudfrygtige blandt jer.” [Sūrah Al-Ḥudjurāt:49:13]
12. Muslimer tror på de ærefulde skrivende engle, tror på deres eksistens og på, at de er skabte tjenere, som Allāh – Den Ophøjede – har skabt af lys. De er en del af Allāhs – Den Ophøjede – skaberværk. Blandt dem er Djibrīl (Gabriel), der er betroet åbenbaringen; Mikāīl (Michael), der har ansvaret for regn; Isrāfīl, som er ansvarlig for at blæse i basunen; og Dødens Engel, der er betroet opgaven at tage Hans tjeneres sjæle.
13. Muslimer tror på Timens (Dommedagens) tegn: fremkomsten af al-Masīḥ ad-Dajjāl (Antikrist); ‘Īsā Ibn Maryams (Jesus Marias søn) – fred være med ham – nedstigning fra himlen i de sidste tider; samt at solen en dag vil stå op fra vest.
14. Muslimer tror på gravens pine for dem, der fortjener det, og dens lyksaligheder for dem, der er værdige til det. De tror på, at englene Munkar og Nakīr vil udspørge den døde i hans grav om hans Herre, hans religion og hans Profet. Graven vil være enten en have blandt Paradisets haver eller et hul blandt Helvedes huller.
15. Muslimer tror på genopstandelsen og gengældelsen for handlinger på Dommedag. De tror, at både Paradis og Helvede er skabte og aldrig vil ophøre med at eksistere.
16. Magi er en form for vantro mod Allāh. Det er forbudt at lære det, og det er ikke tilladt at opsøge magikere eller charlataner. En muslim må ikke tro på spåmænd eller sandsigere, for den, der tror på dem, har fornægtet det, der blev åbenbaret til Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham.
17. En muslim elsker Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – ledsagere, elsker dem, der elsker dem, og hader dem, der hader dem – for deres kærlighed er tro og velgerning, mens had til dem er vantro og hykleri. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Fornærm ikke mine ledsagere." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]. Enhver, der bagtaler eller nedgør nogen af ledsagerne – må Allāh være tilfreds med dem – er en mubtadi‘ ḍāll (vildfaren nyskaber).
16- En muslim anerkender kalifatet efter Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham og hans familie, først til Abū Bakr aṣ-Ṣiddīq – må Allāh være tilfreds med dem – i anerkendelse af hans fortrin og overlegenhed over hele ummah. Derefter til ‘Umar Ibn al-Khaṭṭāb – må Allāh være tilfreds med ham – derefter til ‘Uthmān – må Allāh være tilfreds med ham – derefter til ‘Alī Ibn Abī Ṭālib – må Allāh være tilfreds med ham. De er de retledte kaliffer og de vejledende imamer.
17- Tilbedelseshandlinger er underlagt guddommelig autoritet. Det er ikke tilladt at tilbede Allāh – Den Ophøjede – med en tilbedelseshandling, medmindre den er stadfæstet i Allāhs Bog eller Hans Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – Sunnah. Enhver tilbedelsesform, som folk indfører efter Profetens (– må Allāhs velsignelser og fred være med ham – død, og som ikke følger hans vejledning, er en forkastelig bid‘ah (nyskabelse). Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Enhver, der indfører noget i denne sag (vores religion), som ikke hører dertil, vil få det afvist." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī]
18 - Accept af tilbedelse afhænger af to grundlæggende betingelser: (1) Ikhlāṣ – oprigtighed i tilbedelsen af Allāh – Den Ophøjede, og (2) at handlingen er i overensstemmelse med Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – vejledning. En tilbedelseshandling accepteres ikke, hvis den ikke udføres udelukkende for Allāhs skyld, og den accepteres ikke, hvis den ikke er i overensstemmelse med Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – Sunnah.
Min lykke finder jeg i min religion Islam.
Allah den Almægtige sagde: "Enhver der handler retfærdigt, mand eller kvinde, og er troende, vil Vi skænke det et godt liv. Og Vi vil give dem deres belønning for det bedste de udøvede." [Sūrah An-Naḥl:16:97].
Af de største ting der giver glæde, åbenhed og lykke i en muslims hjerte er hans/hendes direkte forbindelse til sin Herre uden et mellemled fra de levende eller de afdøde eller fra statuer af afguder. Allāh – Den Ophøjede – har nævnt i sin hellige Bog, at Han altid er nær sine tjenere, Han hører dem og svarer på deres bønner, hvilket Han – Den Lovpriste – siger i følgende vers: "Når Mine tjenere spørger dig om Mig, så fortæl dem, Jeg er nær, Jeg svarer på kaldet for enhver kaldende, der påkalder mig. Så lad dem adlyde Mig og tro på Mig, således at de måtte blive retledede." [Sūrah Al-Baqarah:2:186] Han – Den Lovpriste – har befalet os, at påkalde Ham og har gjort det til en af de mægtigste tilbedelseshandlinger, hvormed en muslim kan tilnærme sig sin Herre, som Han – Den Ophøjede og Glorificerede – også siger: "Jeres Herre siger: "Påkald Mig og Jeg vil svarer jer." Sandelig vil de som er hovmodige til at tjene Mig, komme i helvedet ydmyget." [Sūrah Ghāfir:40:60]. Den retfærdige muslim, har altid brug for sin Herre, vil altid påkalde Ham i bøn, og vil tilnærme sig Ham i de gode tilbedelser.
Sandelig har Allah (Den Almægtige) skabt os i dette univers til stor visdom. Han skabte os ikke forgæves. Denne visdom er tilbedelsen af Ham alene uden en partner. Han lovgav en omfattende guddommelig religion til os, der organisere alle vores livs private og offentlige anliggender. Og i denne retfærdige lov har Han bevaret livets nødvendigheder hvilket er; vores religion, os selv, vores ære, vores sind og vores penge. Den som lever efter de religiøse påbud og undgår det forbudte har sandelig bevaret disse nødvendigheder og vil uden tvivl leve et lykkeligt og betryggende liv.
Muslimens bånd til sin Herre er dybt og indgyder sindsro og psykisk velvære, en følelse af fred, tryghed og glæde – samt en bevidsthed om Herrens – Majestætisk er Hans Højhed – nærvær, omsorg og venskabelige beskyttelse af Sin tjener. Den Ophøjede siger: "Allāh er de troendes ven. Han fører dem fra mørket ud i lyset." [Sūrah Al-Baqarah:2:257].
Denne mægtige relation er en følelsesmæssig tilstand, der opmuntrer til at nyde tilbedelsen af Den Barmhjertige, samt at længes efter at møde Ham. Den får ens hjerte til at svæve op i lykkens himmel ved at fornemme troens sødme.
Den sødme, hvis nydelse kun kan beskrives af dem, der smager den på grund af lydighed og undgår dårlige gerninger, så siger Profeten Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham: "Hvem end der er tilfreds med Allāh som sin Herre, med Islam som sin religion og med Muḥammad som sit Sendebud, har smagt troens sødme." [Ṣaḥīḥ Muslim]
Ja, hvis et menneske fornemmer sin permanente nærværelse i sin Skabers hænder og kender ham ved Hans navne og smukke attributter og tilbeder Ham, som om han ser Ham, og er oprigtig i sin tilbedelse af Gud, (en tilbedelse) som kun er henvendt til Gud den Almægtige, så vil han/hun leve det gode og lykkelige liv i denne verden og få et godt endeligt i det hinsides.
Selv de prøvelser, som rammer den troende i livet, vil deres smerte blive lindret af den indre ro, der kommer fra stærk tro, accept af Allāh vilje og taknemmelighed for både de gode og de svære prøvelser, og en fuld tilfredshed med det, Allāh har bestemt
Det, som en muslim bør bestræbe sig på for at øge sin lykke og indre fred, er at opmærksom på at nævne Allāh – Den Ophøjede – og læse Koranen. Som Allāh – Den Ophøjede – siger i Koranen: "De der tror, og hvis hjerter finder ro i ihukommelse af Allāh. Sandelig i Allāhs ihukommelse finder hjerterne ro." [Sūrah Ar-Raʿd:13:28] Og jo mere en muslim ihukommer Allāh og reciterer Koranen, jo stærkere bliver hans forbindelse til Allāh – Den Ophøjede –, hans sjæl bliver renset, og hans tro bliver styrket.
Derfor bør en muslim sørge for at lære sin religion fra pålidelige kilder, så han kan tilbede Allāh – Den Ophøjede – med viden og indsigt. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "At søge viden er en pligt for enhver muslim." [Sunan Ibn Mādjah]. Og en muslim bør være fuldstændig underkastet og lydig overfor Allāhs – Den Ophøjede – befalinger, Han som har skabt ham eller hende, uanset om man forstår visdommen bag dem eller ej. Som Allāh – Den Ophøjede – siger i sin ædle Bog: "Det tilfalder ingen troende mand eller kvinde, når Allāh og Hans Sendebud har besluttet en sag, at de skal vælge frit i deres sag. Den der trodser Allāh og Hans Sendebud befinder sig i åbenlys vildfarelse." [Sūrah Al-Aḥzāb:33:36].
Må Allāhs fred og velsignelse være over vores profet Muhammad og hans familie og hans ledsagere.
Related books
All books
Ḥiṣn al-Muslim (Muslimens Fæstning) – adhkār (ihukommelser af Allāh/bønner) fra Koranen og Sunnah57 languagesḤiṣn al-Muslim (Muslimens Fæstning) – adhkār (ihukommelser af Allāh/bønner) fra Koranen og Sunnah
Bogen samler adhkār (ihukommelser af Allāh) fra Koranen og Sunnah for at lette gentagelsen af dem på forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder. Den omfatter adʿiyah (påkaldelser) ved opvågning, wuḍūʾ (rituel afvaskning), ṣalāh (bøn), rejse og andet, hvilket hjælper muslimen med at værne sig selv, så han er under Allāhs beskyttelse og omsorg.
Det, som en muslim ikke må være uvidende om78 languagesDet, som en muslim ikke må være uvidende om
Bogen "Det, som en muslim ikke må være uvidende om” er et fornemt værk, hvis linjer er skrevet med blækket fra viden og klarhed. Den samler det, som en muslim ikke må være uvidende om – de grundlæggende principper i ʿaqīdah (troslære), islāms regler og love samt adab (etikette) – på en gennemført måde, der oplyser indsigten og beroliger hjerterne, forædler forståelsen og retter praksis. Den er med rette en nøgle til frelsen og en vejviser for den, der vandrer ad lydighedens og videns stier.
أنا مسلم
Thalāthatu al-uṣūl wa-adillatuhā (de tre principper og deres beviser)73 languagesThalāthatu al-uṣūl wa-adillatuhā (de tre principper og deres beviser)
Bogen handler om de grundlæggende principper, som en muslim skal tilegne sig: at kende Allāh, at kende islām som religion og at kende Profeten Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Den fremhæver vigtigheden af disse principper i opbygningen af tro (īmān) og retskafne handlinger, baseret på klare beviser fra Koranen og Sunnah.