Hvad er den korrekte etikette for Du‘ā’ (påkaldelse)?
- الباب / الفصل
- قسم الآداب الإسلامية
السؤال
س٢٦: ما آداب الدعاء؟
Spørgsmål 26: Hvad er den korrekte etikette for Du‘ā’ (påkaldelse)?
الجواب
ج:١. البدء بحمد الله والثناء عليه.
- الصلاة على النبي صلى الله عليه وسلم.
- في الحديث عن النبي صلى الله عليه وسلم:
«إذا صليت، فقعدت، فاحمد الله بما هو أهله، وصل عليَّ ثم ادعه»
رواه الترمذي.
- رفع اليدين أثناء الدعاء.
- قال رسول الله صلى الله عليه وسلم:
«إن ربكم تبارك وتعالى حيي كريم يستحيي من عبده إذا رفع يديه إليه أن يردهما صفرًا»
رواه الترمذي وأبو داود.
- التوبة والاعتراف بالذنب.
- في دعاء موسى عليه السلام:
﴿قَالَ رَبِّ إِنِّي ظَلَمۡتُ نَفۡسِي فَٱغۡفِرۡ لِي فَغَفَرَ لَهُۥٓۚ إِنَّهُۥ هُوَ ٱلۡغَفُورُ ٱلرَّحِيمُ﴾
[القصص ١٦].
- الإلحاح في الدعاء، يعني إكثاره وتكراره.
- عدم استعجال الإجابة.
- لا تدع بإثم أو قطيعة رحم.
- في الحديث:
«لا يزال يستجاب للعبد ما لم يدع بإثم أو قطيعة رحم، ما لم يستعجل. قيل: يا رسول الله، ما الاستعجال؟ قال: يقول: قد دعوت، وقد دعوت، فلم أر يستجيب لي. فيستحسر عند ذلك، ويدع الدعاء»
رواه البخاري ومسلم.
- خفض الصوت في الدعاء.
- قال تعالى:
﴿ٱدۡعُواْ رَبَّكُمۡ تَضَرُّعٗا وَخُفۡيَةًۚ﴾
[الأعراف: ٥٥].
- حضور القلب أثناء الدعاء.
«ادعوا الله وأنتم موقنون بالإجابة، واعلموا أن الله لا يستجيب دعاء من قلب غافل لاه»
- الإخلاص لله تعالى، وسؤال الله وحده في الشدّة والرخاء.
﴿وَأَنَّ ٱلۡمَسَٰجِدَ لِلَّهِ فَلَا تَدۡعُواْ مَعَ ٱللَّهِ أَحَدٗا﴾
[الجن: ١٨].
- التوسّل إلى الله بأسمائه الحسنى وصفاته.
﴿وَلِلَّهِ ٱلۡأَسۡمَآءُ ٱلۡحُسۡنَىٰ فَٱدۡعُوهُ بِهَاۖ﴾
[الأعراف: ١٨٠].
- استقبال القبلة.
في الحديث:
«فما زال يهتف بربه مادًّا يديه مستقبل القبلة، حتى سقط رداؤه عن منكبيه»
رواه مسلم.
- إطابة المأكل والملبس.
«ثم ذكر الرجل يطيل السفر أشعث أغبر يمد يديه إلى السماء: يا رب يا رب، ومطعمه حرام، ومشربه حرام، وملبسه حرام، وغذي بالحرام، فأنى يستجاب لذلك»
Svar: 1. At begynde med at lovprise og prise Allāh, den ophøjede.
- At send velsignelser over Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham.
I en ḥadīth, fra Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde han:
"Når du har afsluttet din Ṣalāh og sidder ned, så lovpris Allāh, sådan som Han er værdig til, og send derefter velsignelser over mig, og påkald derefter din Herre."
[Berettet af At-Tirmidhi].
- At hæve hænderne under Du‘ā’ (påkaldelse).
Profeten - fred være med ham - sagde:
"Jeres Herre – velsignet og ophøjet – er gavmild og beskeden. Han skammer Sig over at afvise Sin tjener tomhændet, når han løfter sine hænder mod Ham."
[Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]
- At angre og erkende sine synder.
Som I Profeten Mūsās (Moses’), fred være med ham, Du‘ā’ (påkaldelse):
"Han sagde: 'Min Herre, jeg har gjort uret mod mig selv, så tilgiv mig.' Så tilgav Han ham. Sandelig Han, Han er den evigt tilgivende, den mest barmhjertige.”
[Sūrah Al-Qaṣaṣ:28:16].
- At udvise vedholdenhed og gentagelse i Du‘ā’.
- At undlade hastværk og utålmodighed.
- At undgå at bede om syndige ting eller noget, der fører til brud på familiebånd.
I en Hadīth blev følgende fortalt:
"En tjener får fortsat svar på sin bøn, så længe han ikke beder om synd eller brud på slægtskabsbånd og ikke er utålmodig." De spurgte: "O Allāhs Sendebud, hvad er utålmodighed?" Han svarede: "Det er, når man siger: 'Jeg har bedt og bedt, men ser intet svar', og så giver han op og holder op med at bede Du‘ā’ (påkaldelse).”
[Berettet af Al-Bukhāri and Muslim].
- At nedsætte stemmen under Du‘ā’ (påkaldelse).
Allah den Almægtige sagde:
”Påkald jeres Herre ydmygt og i det skjulte.”
[Surat al-A‘rāf: 31].
- At have fuld tilstedeværelse af hjertet under bønnen (duʿāʾ).
"Påkald Allāh, mens I er overbeviste om, at Han vil besvare jer, og vid, at Allāh ikke besvarer en bøn fra et uopmærksomt og uengageret hjerte."
- At være oprigtig over for Allāh, den ophøjede, og udelukkende rette sin Du‘ā’ til Ham, i både trange og lette tider.
”Og Masādjid (moskéerne) tilhører Allāh. Så påkald ingen andre ved siden af Allāh.”
[Sūrah Al-Djinn:72:18].
- At påkalde Allah ved Hans smukke navne og egenskaber.
”Og til Allāh tilhører de smukkeste navne, så påkald Ham ved dem.”
- At vende sig mod Qiblah (retningen mod Ka‘bah).
"Han blev ved med at påkalde sin Herre, hævede sine hænder, vendt mod Qiblah, indtil hans overklæde faldt ned fra hans skuldre."
[Berettet af Muslim].
- At sikre, at ens ernæring og påklædning er tilladt og ren.
"Så nævnte han en mand, som har været på lang rejse, støvet og pjusket, som løfter hænderne mod himlen og siger: 'O min Herre! O min Herre!', men hans føde er harām, hans drikke er harām, hans klæder er harām, og han er næret med det, der er harām – hvordan skal hans Du‘ā’ så blive besvaret?"