Skip to content

Hvad er den korrekte etikette for Du‘ā’ (påkaldelse)?

الباب / الفصل
قسم الآداب الإسلامية

السؤال

س٢٦: ما آداب الدعاء؟

Spørgsmål 26: Hvad er den korrekte etikette for Du‘ā’ (påkaldelse)?

الجواب

ج:١. البدء بحمد الله والثناء عليه.

  1. الصلاة على النبي صلى الله عليه وسلم.
  • في الحديث عن النبي صلى الله عليه وسلم:

«إذا صليت، فقعدت، فاحمد الله بما هو أهله، وصل عليَّ ثم ادعه»

رواه الترمذي.

  1. رفع اليدين أثناء الدعاء.
  • قال رسول الله صلى الله عليه وسلم:

«إن ربكم تبارك وتعالى حيي كريم يستحيي من عبده إذا رفع يديه إليه أن يردهما صفرًا»

رواه الترمذي وأبو داود.

  1. التوبة والاعتراف بالذنب.
  • في دعاء موسى عليه السلام:

﴿قَالَ رَبِّ إِنِّي ظَلَمۡتُ نَفۡسِي فَٱغۡفِرۡ لِي فَغَفَرَ لَهُۥٓۚ إِنَّهُۥ هُوَ ٱلۡغَفُورُ ٱلرَّحِيمُ﴾

[القصص ١٦].

  1. الإلحاح في الدعاء، يعني إكثاره وتكراره.
  2. عدم استعجال الإجابة.
  3. لا تدع بإثم أو قطيعة رحم.
  • في الحديث:

«لا يزال يستجاب للعبد ما لم يدع بإثم أو قطيعة رحم، ما لم يستعجل. قيل: يا رسول الله، ما الاستعجال؟ قال: يقول: قد دعوت، وقد دعوت، فلم أر يستجيب لي. فيستحسر عند ذلك، ويدع الدعاء»

رواه البخاري ومسلم.

  1. خفض الصوت في الدعاء.
  • قال تعالى:

﴿ٱدۡعُواْ رَبَّكُمۡ تَضَرُّعٗا وَخُفۡيَةًۚ﴾

[الأعراف: ٥٥].

  1. حضور القلب أثناء الدعاء.

«ادعوا الله وأنتم موقنون بالإجابة، واعلموا أن الله لا يستجيب دعاء من قلب غافل لاه»

  1. الإخلاص لله تعالى، وسؤال الله وحده في الشدّة والرخاء.

﴿وَأَنَّ ٱلۡمَسَٰجِدَ لِلَّهِ فَلَا تَدۡعُواْ مَعَ ٱللَّهِ أَحَدٗا﴾

[الجن: ١٨].

  1. التوسّل إلى الله بأسمائه الحسنى وصفاته.

﴿وَلِلَّهِ ٱلۡأَسۡمَآءُ ٱلۡحُسۡنَىٰ فَٱدۡعُوهُ بِهَاۖ﴾

[الأعراف: ١٨٠].

  1. استقبال القبلة.

في الحديث:

«فما زال يهتف بربه مادًّا يديه مستقبل القبلة، حتى سقط رداؤه عن منكبيه»

رواه مسلم.

  1. إطابة المأكل والملبس.

«ثم ذكر الرجل يطيل السفر أشعث أغبر يمد يديه إلى السماء: يا رب يا رب، ومطعمه حرام، ومشربه حرام، وملبسه حرام، وغذي بالحرام، فأنى يستجاب لذلك»

Svar: 1. At begynde med at lovprise og prise Allāh, den ophøjede.

  1. At send velsignelser over Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham.

I en ḥadīth, fra Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde han:

"Når du har afsluttet din Ṣalāh og sidder ned, så lovpris Allāh, sådan som Han er værdig til, og send derefter velsignelser over mig, og påkald derefter din Herre."

[Berettet af At-Tirmidhi].

  1. At hæve hænderne under Du‘ā’ (påkaldelse).

Profeten - fred være med ham - sagde:

"Jeres Herre – velsignet og ophøjet – er gavmild og beskeden. Han skammer Sig over at afvise Sin tjener tomhændet, når han løfter sine hænder mod Ham."

[Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]

  1. At angre og erkende sine synder.

Som I Profeten Mūsās (Moses’), fred være med ham, Du‘ā’ (påkaldelse):

"Han sagde: 'Min Herre, jeg har gjort uret mod mig selv, så tilgiv mig.' Så tilgav Han ham. Sandelig Han, Han er den evigt tilgivende, den mest barmhjertige.”

[Sūrah Al-Qaṣaṣ:28:16].

  1. At udvise vedholdenhed og gentagelse i Du‘ā’.
  2. At undlade hastværk og utålmodighed.
  3. At undgå at bede om syndige ting eller noget, der fører til brud på familiebånd.

I en Hadīth blev følgende fortalt:

"En tjener får fortsat svar på sin bøn, så længe han ikke beder om synd eller brud på slægtskabsbånd og ikke er utålmodig." De spurgte: "O Allāhs Sendebud, hvad er utålmodighed?" Han svarede: "Det er, når man siger: 'Jeg har bedt og bedt, men ser intet svar', og så giver han op og holder op med at bede Du‘ā’ (påkaldelse).”

[Berettet af Al-Bukhāri and Muslim].

  1. At nedsætte stemmen under Du‘ā’ (påkaldelse).

Allah den Almægtige sagde:

”Påkald jeres Herre ydmygt og i det skjulte.”

[Surat al-A‘rāf: 31].

  1. At have fuld tilstedeværelse af hjertet under bønnen (duʿāʾ).

"Påkald Allāh, mens I er overbeviste om, at Han vil besvare jer, og vid, at Allāh ikke besvarer en bøn fra et uopmærksomt og uengageret hjerte."

  1. At være oprigtig over for Allāh, den ophøjede, og udelukkende rette sin Du‘ā’ til Ham, i både trange og lette tider.

”Og Masādjid (moskéerne) tilhører Allāh. Så påkald ingen andre ved siden af Allāh.”

[Sūrah Al-Djinn:72:18].

  1. At påkalde Allah ved Hans smukke navne og egenskaber.

”Og til Allāh tilhører de smukkeste navne, så påkald Ham ved dem.”

  1. At vende sig mod Qiblah (retningen mod Ka‘bah).

"Han blev ved med at påkalde sin Herre, hævede sine hænder, vendt mod Qiblah, indtil hans overklæde faldt ned fra hans skuldre."

[Berettet af Muslim].

  1. At sikre, at ens ernæring og påklædning er tilladt og ren.

"Så nævnte han en mand, som har været på lang rejse, støvet og pjusket, som løfter hænderne mod himlen og siger: 'O min Herre! O min Herre!', men hans føde er harām, hans drikke er harām, hans klæder er harām, og han er næret med det, der er harām – hvordan skal hans Du‘ā’ så blive besvaret?"