Most Searched
Den rette ʿaqīdah (troslære) og det, der står i modsætning til den
Den første risālah (budskab) Forfattet af Hans Eminence, Shaykh Al lovprisning tilkommer Allāh alene, og velsignelser og fred være med ham, efter hvem der ikke kommer nogen profet, samt over hans familie og ledsagere. Herefter: Da den rette ʿaqīdah (troslære) er grundlaget for islāms religion og selve fundamentet for trossamfundet, har jeg vurderet, at det er vigtigt at tage dette emne op og behandle det, og at skrive for at forklare og tydeliggøre det.
These files are generated automatically from the book's text; their layout may differ from the printed edition.
Den første risālah (budskab)
Den rette ʿaqīdah (troslære) og det, der står i modsætning til den
Forfattet af Hans Eminence, Shaykh
ʿAbd al-ʿAzīz Ibn ʿAbd Allāh Ibn Bāz
Al lovprisning tilkommer Allāh alene, og velsignelser og fred være med ham, efter hvem der ikke kommer nogen profet, samt over hans familie og ledsagere.
Herefter: Da den rette ʿaqīdah (troslære) er grundlaget for islāms religion og selve fundamentet for trossamfundet, har jeg vurderet, at det er vigtigt at tage dette emne op og behandle det, og at skrive for at forklare og tydeliggøre det.
Det er velkendt gennem de religiøse beviser fra Koranen og Sunnah, at handlinger og ord kun accepteres og tillægges gyldighed, når de udspringer af en korrekt ʿaqīdah (troslære). Men hvis ʿaqīdah ikke er korrekt, bliver de handlinger og ord, der udspringer af den, ugyldige — som Allāh – ophøjet er Han – siger: "… og den, der fornægter īmān (tro), hans handling vil være forgæves, og i det hinsidige vil han være blandt de tabende." [Sūrah al-Māʾidah:5:5].
Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 65. Og sandelig er der blevet åbenbaret til dig og til dem før dig: ”Hvis du sætter andre ved Allāhs side, vil din handling blive tilintetgjort, og du vil være blandt de tabende.” [Sūrah az-Zumar:39:65].
Og āyāt i denne betydning er talrige. Allāhs klare Bog og Hans betroede Sendebuds Sunnah – må den bedste velsignelse og fred være over ham fra Hans Herre – viser, at den rette ʿaqīdah (troslære) sammenfattes i seks grundlæggende principper: troen på Allāh, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den yderste dag og troen på forudbestemmelsen – både dens gode og dårlige aspekter. Disse seks principper udgør grundlaget for den rette ʿaqīdah (troslære), som Allāhs ophøjede Bog er blevet åbenbaret med, og som Allāh sendte Sin Sendebud Muḥammad med – må Allāhs velsignelser og fred være over ham.
Teksterne for disse seks grundprincipper er talrige i Koranen og den autentiske Sunnah, og blandt dem er for eksempel følgende:
For det første: Blandt teksterne fra Bogen er Allāhs – mægtig og majestætisk er Han – ord: "[Sand] fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest, men [sand] fromhed er [hos] den, der tror på Allāh, den yderste dag, englene, Skriften og profeterne.." [Sūrah al-Baqarah:2:177]
Allāh – fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han – siger: "Sendebudet tror på det, der er blevet åbenbaret til ham fra Hans Herre, og de troende. Alle tror på Allāh, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebud. Vi gør ingen forskel mellem nogen af Hans sendebud..." [Sūrah al-Baqarah:2:285].
Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: 136. "O I troende! Tro på Allāh, Hans Sendebud, den Bog Han har nedsendt til Sit Sendebud, og den Bog Han nedsendte før. Den, der fornægter Allāh, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud og den yderste dag, han er sandelig faret langt vild." [Sūrah an-Nisāʾ:4:136]
Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: 70. "Ved du ikke, at Allāh ved, hvad der er i himlene og på jorden? Sandelig, det er i en bog, og sandelig, det er let for Allāh." [Sūrah al-Ḥadjdj:22:70]
For det andet: Blandt beviserne fra Sunnah er den velkendte, autentiske ḥadīth, som Muslim har overleveret i sin Ṣaḥīḥ, fra Amīr al-Muʾminīn ʿUmar Ibn al-Khaṭṭāb – må Allāh være tilfreds med ham – at Djibrīl (Gabriel) – fred være med ham – spurgte Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – om troen, og han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde til ham: “Īmān (tro) er, at du tror på Allāh, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den yderste dag og at du tror på forudbestemmelsen – både dens gode og dårlige aspekter.” [1]. Ḥadīthen Og den er blevet overleveret af as-Shaykhān (de to imamer, al-Bukhārī og Muslim) – med en mindre variation – fra en ḥadīth overleveret af Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham. [1] Overleveret af Muslim, ḥadīth nr. (8)
Og fra disse seks grundprincipper udspringer alt, hvad en muslim skal tro på om Allāh – Den Mægtige og Den Majestætiske – om genopstandelsen og om andre forhold inden for al-ghayb (det skjulte), som Allāh – mægtig og majestætisk er Han – og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har fortalt om.
Og forklaringen af disse seks grundprincipper er som følger:
Det første princip: Troen på Allāh – ophøjet er Han –
Og den omfatter flere anliggender, heriblandt: Troen på, at Han er Den eneste sande Gud, som alene fortjener tilbedelse frem for alt andet; fordi Han er skaberen af menneskene, Den velgørende mod dem, Den der sørger for deres forsørgelse, Den der kender deres hemmeligheder og deres åbenbare handlinger, og Den der formår at belønne de lydige og straffe de ulydige.
Og Allāh har skabt ath-thaqalayn (djinn og mennesker) for denne tilbedelse og befalet dem den, som Han – ophøjet er Han – siger: 56. "Og Jeg [Allāh] skabte ikke djinnerne og menneskene undtagen for at de skal Mig [alene]." 57. "Jeg ønsker ingen forsørgelse fra dem, og Jeg ønsker ikke, at de skal give Mig mad." 58. "Sandelig, Allāh er Den evige Forsørger, Besidderen af den faste styrke." [Sūrah adh-Dhāriyāt:51:56-58].
Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 21. "O I mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer og dem før jer, for at måtte blive gudsbevidste." 22. "Han [er Den], som har gjort jorden til et [behageligt] leje for jer og himlen som et bygningsværk. Og Han sender vand ned fra himlen, hvorved Han frembringer frugter som forsørgelse for jer. Så tilskriv ikke Allāh nogen ligemænd, mens I ved [at det kun er Han, der er Skaberen]." [Sūrah al-Baqarah:2:21-22].
Og Allāh har sendt sendebuddene og nedsendt bøgerne for at forklare denne sandhed, kalde til den og advare imod det, der står i modsætning til den, som Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – siger: “Og Vi har sandelig sendt et sendebud til hver ummah (fællesskab) med budskabet: ‘Tilbed Allāh og hold jer fra aṭ-ṭāghūt (alt, der dyrkes i stedet for Allāh).’” [Sūrah an-Naḥl:16:36]
Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 25. "Og Vi har ikke sendt noget Sendebud før dig, uden at Vi åbenbarede for ham: ‘Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Mig, så tilbed Mig." [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:25].
Og Allāh – mægtig og majestætisk er Han – siger: 1. "Alif – Lām – Rā. [Dette er] en Bog, hvis āyāt er blevet fastlagt og derefter uddybet fra Én, der er Alvis, Alvidende." 2. "[Med den befaling] at I ikke skal tilbede andre end Allāh. Sandelig, jeg [Muḥammad] er jer en advarer og en overbringer af det glædelige budskab fra Ham." [Sūrah Hūd:11:1-2].
Og sandheden om denne tilbedelse er, at alle former for tilbedelse rettes udelukkende til Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – såsom duʿāʾ (påkaldelse), frygt, håb, ṣalāh (bøn), faste, ofring, løfter og andre former for tilbedelse; alt sammen i dyb underkastelse for Ham, med længsel efter Hans belønning og ærefrygt for Hans straf, og med fuld kærlighed til Ham og ydmyghed for Hans storhed.
Og den, der fordyber sig i den ædle Koran, vil finde, at størstedelen af den er blevet åbenbaret om dette mægtige princip; såsom Allāhs – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – ord: 2. "Sandelig, Vi har nedsendt Bogen til dig med sandheden. Så tilbed Allāh, idet du gør din religion oprigtigt for Ham." 3. "Sandelig, den rene religion tilkommer Allāh alene. Og de, der tager beskyttere ved siden af Ham, siger: “Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nærmere til Allāh i rang.” Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, som de var uenige om. Sandelig, Allāh retleder ikke den, der er en løgner, [og] en [vedholdende] fornægter." [Sūrah az-Zumar:39:2-3].
Og Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: "Og din Herre har befalet, at I ikke skal tilbede andre end Ham." [Sūrah al-Isrāʾ:17:23].
Og Allāh – mMægtig og majestætisk er Han – siger: 14. "Så påkald Allāh, idet I gør jeres religion oprigtig for Ham – selv om fornæfterne måtte afsky det." [Sūrah Ghāfir:40:14].
Og således vil den, der fordyber sig i den profetiske Sunnah, finde, at også den lægger stor vægt på dette mægtige princip. Et eksempel herpå er det, der er overleveret i Ṣaḥīḥayn (al-Bukhārī og Muslim) fra Muʿādh – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Allāhs ret over for Hans tjenere er, at de skal tilbede Ham og ikke sætte noget som helst ved Hans side.”[2]. [2] Overleveret af al-Bukhārī, ḥadīth nr. (2856), og Muslim, ḥadīth nr. (30)
Og troen på Allāh omfatter også troen på alt det, Han har pålagt sine tjenere og gjort obligatorisk for dem af islāms fem ydre søjler.
Disse er: Vidnesbyrdet om, at der ikke er nogen gud [der er værdig til tilbedelse] undtagen Allāh, og at Muḥammad er Hans tjener og Sendebud; at opretholde aṣ-ṣalāh (bønnen); at give az-zakāt (den obligatoriske almisse); aṣ-ṣawm (faste i ramadan-måneden); og at udføre al-ḥadjdj (pilgrimsfærden) til Allāhs Hellige Hus for den, der er i stand til det; samt andre forpligtelser, som er foreskrevet af den rene sharī'ah.
Og den vigtigste og største af disse søjler er vidnesbyrdet om, at der ikke er nogen gud [der er værdig til tilbedelse] undtagen Allāh, og at Muḥammad er Allāhs Sendebud. Dette vidnesbyrd kræver, at tilbedelsen udelukkende rettes til Allāh alene, og at den afvises fra alt andet end Ham. Dette er betydningen af lā ilāha illā Allāh, og dens mening er – som de lærde – må Allāh være ham barmhjertig – har forklaret: ”Der er ingen, der er værdig til tilbedelse undtagen Allāh.” På dette grundlag er alt, hvad der tilbedes foruden Allāh – hvad enten det er et menneske, en engel, en djinn eller noget andet – tilbedt med urette, mens Den, der tilbedes med rette, er Allāh alene, uden nogen partner, som Han – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: "Det er fordi Allāh er sandheden, og hvad de påkalder udover Ham, er falskt..." [Sūrah al-Ḥadjdj:22:62]
Det er tidligere blevet forklaret, at Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – skabte ath-thaqalayn (mennesker og djinner) for dette grundlæggende princip, beordrede dem til det, sendte Sine sendebud med det og nedsendte Sine bøger med det. Derfor påhviler det tjeneren at overveje dette grundigt og reflektere længe over det, så det bliver klart for ham, hvad de fleste muslimer er faldet i af stor uvidenhed om dette princip – til den grad, at de har tilbedt andre sammen med Allāh og overført Hans eksklusive ret til andre. Og Allāh er Den, der søges hjælp hos.
Og af troen på Allāh – fri for enhver mangel er Han – er troen på, at Han er verdens Skaber, Den, Der styrer deres anliggender, og Den, Der råder over dem med Sin viden og Sin magt, som Han vil – fri for enhver mangel er Han. Og at Han er Ejer af denne verden og den næste, og alle verdeners Herre. Der er ingen skaber foruden Ham, og ingen Herre bortset fra Ham. Og at Han sendte sendebuddene og åbenbarede bøgerne for at rette tjenernes forhold og kalde dem til det, hvori deres frelse og deres rette forhold ligger i dette liv og i det næste. Og at Han – fri for enhver mangel er Han – ikke har nogen medpartner i alt dette. Allāh – ophøjet er Han – siger: 62. "Allah er Skaberen af alle ting, og Han er Vogter over alle ting." [Sūrah az-Zumar:39:62].
Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 54. ”Sandelig, jeres Herre er Allāh, Som skabte himlene og jorden på seks dage; derefter hævede Han sig over Tronen (istawā). Han lader natten dække dagen, idet den forfølger den hastigt. Og solen, månen og stjernerne er underlagt Hans befaling. Sandelig, Ham tilkommer skabelsen og befalingen. Ærefuld er Allāh – verdeners Herre. [Sūrah al-Aʿrāf:7:54].
Og af troen på Allāh – ophøjet er Han – er også troen på Hans smukkeste navne og Hans ophøjede egenskaber, som de er nævnt i Hans mægtige Bog og fastslået fra Hans troværdige Sendebud Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – uden fordrejning, uden fornægtelse, uden at spørge til hvordan, og uden at ligne Ham med skabningen. "Intet er som Ham, og Han er Den Althørende, Den Altseende." [Sūrah ash-Shūrā:42:11].
Så er det pligtigt, at de lades passere, som de er kommet, uden at spørge til hvordan, mens man tror på de store betydninger, som de peger på, og som er egenskaber for Allāh – mægtig og majestætisk er Han – samt at det er obligatorisk at beskrive Ham – ophøjet er Han – med dem på den måde, der sømmer sig for Ham, uden at Han ligner Sin skabning i noget af Sine egenskaber, som Allāh – ophøjet er Han – siger: Og Allāh – mægtig og majestætisk er Han – siger: 74. ”Så fremsæt ikke lignelser for Allāh. Sandelig, Allāh ved, mens I ikke ved.” [Sūrah an-Naḥl:16:74].
Dette er da troslæren hos Ahl al-Sunnah wa al-Djamāʿah (Sunnahs folk og fællesskab) blandt Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere og deres efterfølgere i godhed angående Allāhs Navne og Hans egenskaber. Det er den troslære, som imam Abū al-Ḥasan al-Ashʿarī – må Allāh være ham barmhjertig – gengav i sin bog al-Maqālāt (læresætningerne) fra Aṣḥāb al-Ḥadīth (ḥadīth-folk) og Ahl al-Sunnah (Sunnahs folk), og som andre blandt kundskabens og troens folk også har gengivet.
Al-Awzāʿī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: Az-Zuhrī og Makhūl blev spurgt om āyāt aṣ-ṣifāt (versene om Allāhs egenskaber), og de sagde: “Lad dem passere, som de er kommet.”[3] [3] Overleveret af al-Lālakāʾī i Sharḥ Uṣūl al-Iʿtiqād (735) og Ibn ʿAbd al-Barr i Djāmiʿ Bayān al-ʿIlm wa Faḍlih (1801), dog med ordlyden al-aḥādīth (profetiske beretninger) i stedet for āyāt aṣ-ṣifāt (versene om Allāhs egenskaber). Hans ordlyd er: “Beret disse aḥādīth (beretninger), som de er kommet, og gå ikke i diskussion om dem.”
Og al-Awzāʿī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde også: “Vi og at-tābiʿūn (efterfølgerne) var mange, og vi plejede at sige: Sandelig, Allāh – fri for enhver mangel er Han – er over Sin trone, og vi tror på det af egenskaber, som er kommet i Sunnah.” [4] [4] Overleveret af al-Bayhaqī i al-Asmāʾ wa al-Ṣifāt (865). Ibn Taymiyyah erklærede dens isnād (fortællerkæde) autentisk i al-Ḥamawiyyah (s. 269). Al-Dhahabī sagde i al-ʿUluww (2/223): “Dens fortællere er pålidelige imamer.”
Al-Walīd ibn Muslim – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: Mālik, al-Awzāʿī, al-Layth ibn Saʿd og Sufyān al-Thawrī – må Allāh være dem barmhjertig – blev spurgt om de beretninger, der er kommet vedrørende egenskaberne, og de sagde alle: “Lad dem passere, som de er kommet, uden at spørge til hvordan.” [5] [5] Overleveret af al-Lālakāʾī i Sharḥ Uṣūl al-Iʿtiqād (930) og al-Bayhaqī i al-Asmāʾ wa aṣ-Ṣifāt (955).
Og da Rabīʿah ibn Abī ʿAbd ar-Raḥmān – Māliks lærer; må Allāh være dem begge barmhjertig – blev spurgt om al-istiwāʾ (Allāhs opstegen over tronen), sagde han: “Al-istiwāʾ er ikke ukendt, og hvordan det er, er ikke tilgængeligt for forstanden. Fra Allāh er budskabet, og over Sendebuddet er den klare formidling, og over os er bekræftelsen.” [6] Og da imām Mālik – må Allāh være ham barmhjertig – blev spurgt om dette, sagde han: “Al-istiwāʾ er kendt, og dets hvordan er ukendt. Troen på det er obligatorisk, og at spørge om det er en bidʿah (religiøs nyskabelse).” Derefter sagde han til spørgeren: “Jeg ser dig kun som en slet mand!” Og han beordrede, at han blev ført ud. [7] Og denne betydning er også overleveret fra Umm al-Muʾminīn (de troendes moder), Umm Salamah – må Allāh være tilfreds med hende. [8] Overleveret af al-Lālakāʾī i Sharḥ Uṣūl al-Iʿtiqād (665) og al-Bayhaqī i al-Asmāʾ wa aṣ-Ṣifāt (868). [6] Overleveret af al-Lālakāʾī i Sharḥ Uṣūl al-Iʿtiqād (664), Abū Nuʿaym i Ḥilyat al-Awliyāʾ (6/325) og al-Bayhaqī i al-Asmāʾ wa aṣ-Ṣifāt (867). [7] Overleveret af al-Muzakkī i al-Muzakkiyyāt (29), Ibn Baṭṭah i al-Ibānah (120) og al-Lālakāʾī i Sharḥ Uṣūl al-Iʿtiqād (663). [8]
Og imām Abū ʿAbd al-Raḥmān Ibn al-Mubārak – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: “Vi kender vores Herre – fri for enhver mangel er Han – ved, at Han er over Sine himle, over Sin trone, adskilt fra Sin skabning.” [9] Overleveret af ad-Dārimī i al-Radd ʿalā al-Djahmiyyah (67) og al-Bayhaqī i al-Asmāʾ wa aṣ-Ṣifāt (903). [9]
Imamernes ord i dette emne er meget talrige og omfattende, og det er ikke muligt at samle dem alle i denne forelæsning. Den, der ønsker at få indblik i meget af dette, bør da vende tilbage til det, som lærde blandt Ahl al-Sunnah (dem der følger Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah) har skrevet i dette emne, såsom bogen "as-Sunnah" af ʿAbd Allāh ibn al-imām Aḥmad, bogen "at-Tawḥīd" af den ædle imām Muḥammad ibn Khuzaymah, bogen "as-Sunnah" af Abū al-Qāsim al-Lālakāʾī aṭ-Ṭabarī, bogen "as-Sunnah" af Abū Bakr ibn Abī ʿĀṣim, samt Shaykh al-Islām Ibn Taymiyyahs svar til folket i Ḥamāh. Det er et vældigt svar med megen nytte. I det har han – må Allāh være ham barmhjertig – tydeliggjort troslæren hos Ahl as-Sunnah, gengivet meget af deres ord og anført de tekstlige og fornuftsmæssige beviser for rigtigheden af det, som Ahl al-Sunnah har sagt, samt ugyldigheden af det, som deres modstandere har sagt.
Ligeledes hans skrift, som er kendt som at-Tadmuriyyah; i den har han udfoldet emnet, tydeliggjort troslæren hos Ahl as-Sunnah med dens tekstlige og fornuftsmæssige beviser, og tilbagevist modstanderne på en måde, som lader sandheden fremtræde og knuser falskheden – for enhver blandt kundskabens folk, der betragter dette med et retskaffent formål og et ønske om at kende sandheden. Sammenfatningen af Ahl as-Sunnah wa al-Djamāʿah’s troslære i emnet om Navnene og Egenskaberne er, at de bekræfter for Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – det, som Han bekræfter for Sig Selv i Sin Bog, eller det, som Hans Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har bekræftet for Ham i hans Sunnah: en bekræftelse uden tamthīl (lighed med skabningen), og de har ophøjet Ham – fri for enhver mangel er Han – over enhver lighed med Sin skabning, en ophøjelse fri for taʿṭīl (benægtelse af egenskabernes realitet). Dermed vandt de frelse fra selvmodsigelse. Og de handlede efter alle beviserne – ved en tawfīq (gudgiven evne til det rette) fra Allāh. For det hører til Allāhs Sunnah (faste guddommelige måde) – fri for enhver mangel er Han – over for den, der holder fast ved sandheden, som Han sendte Sine Sendebudde med, anstrenger sig deri efter bedste evne og er oprigtig over for Allāh i søgen efter den, at Han giver ham tawfīq til at ramme sandheden og lader Hans bevis træde frem, som Allāh – ophøjet er Han – siger: “Tværtimod kaster Vi sandheden mod falskheden, så den knuser den, og da er den borte.” [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:18].
Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 33. “Og de kommer ikke til dig med nogen lignelse, uden at Vi bringer dig sandheden og den bedste udlægning.” [Sūrah al-Furqān:25:33].
Hvad angår den, der modsiger Ahl as-Sunnah i det, de tror om emnet al-Asmāʾ wa aṣ-Ṣifāt (Navnene og Egenskaberne), så vil han uundgåeligt falde i modstrid med de tekstlige og fornuftsmæssige beviser – sammen med en tydelig selvmodsigelse i alt det, han bekræfter og benægter. Og al-Ḥāfiẓ Ibn Kathīr – må Allāh være ham barmhjertig – har i sin velkendte tafsīr nævnt smukke ord om dette emne, i sin kommentar til Allāhs – mægtig og majestætisk er Han – ord: ”Sandelig, jeres Herre er Allāh, Som skabte himlene og jorden på seks dage; derefter hævede Han sig over Tronen (istawā). [Sūrah al-Aʿrāf:7:54].
Og det er godt at gengive det her på grund af dets store nytte. Han – må Allāh være ham barmhjertig – sagde ordret:
Folk har i dette emne mange udtalelser, men dette er ikke stedet at udfolde dem. Snarere følger vi her vejen hos as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer): Mālik, al-Awzāʿī, ath-Thawrī, al-Layth ibn Saʿd, ash-Shāfiʿī, Aḥmad ibn Ḥanbal, Isḥāq ibn Rāhawayh og andre blandt muslimernes imamer, både blandt de tidligere og de senere. Og den er: at lade dem passere, som de er kommet, uden takyīf (at spørge til hvordan), uden tashbīh (at sammenligne med skabningen) og uden taʿṭīl (at benægte egenskabernes realitet). Og den ydre mening, som straks indfinder sig i de sammenlignendes sind, er negéret fra Allāh, for intet af Hans skabning ligner Ham: ”Intet er som Ham. Og Han er Den Althørende, Den Altseende.” [Sūrah ash-Shūrā:42:11]. Nej, sagen er, som imāmerne har sagt – blandt dem Nuʿaym ibn Ḥammād al-Khuzāʿī, al-Bukhārīs shaykh – som sagde: “Den, der sammenligner Allāh med Hans skabning, er faldet i kufr (vantro), og den, der fornægter noget af det, som Allāh har beskrevet Sig Selv med, er faldet i kufr (vantro).” [10] Og der er ingen tashbīh (sammenligning med skabningen) i det, som Allāh har beskrevet Sig Selv med, eller i det, som Hans Sendebud har beskrevet Ham med. Den, der for Allāh – ophøjet er Han – bekræfter noget af det, som de klare āyāt og de autentiske overleveringer er kommet med, på den måde, der sømmer sig for Allāhs Majestæt, og friholder Allāh – ophøjet er Han – fra enhver mangel, har fulgt vejledningens vej. [11] Her ender Ibn Kathīrs ord – må Allāh være ham barmhjertig. Overleveret af adh-Dhahabī i al-ʿUluw (464), og al-Albānī sagde i Mukhtaṣar al-ʿUluw (s. 184): “Dette er en ṣaḥīḥ isnād (autentisk fortællerkæde); dens fortællere er thiqāt (pålidelige) og velkendte.” [10] Tafsīr Ibn Kathīr (3/426–427). [11]
Og det hører også til troen på Allāh, at man tror, at īmān (troen) er ord og handling, at den tiltager med lydighed og aftager med ulydighed, og at det ikke er tilladt at erklære nogen blandt muslimerne for kāfir (vantro) på grund af noget af de synder, der er under shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) og kufr (vantro), såsom zinā (utugt), tyveri, ribā (åger/rentebaseret udbytning), at drikke berusende midler, ulydighed mod forældrene og andre store synder – så længe han ikke anser det for tilladt – på grund af Allāhs – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – ord: “Sandelig, Allāh tilgiver ikke, at der begås shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), men Han tilgiver det, der er under det, for hvem Han vil …” [Sūrah an-Nisāʾ:4:48]. Og blandt de mutawātir aḥādīth (mangfoldigt overleverede beretninger), som er fastslået fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er hans ord: “Sandelig, Allāh vil føre ud af ilden den, i hvis hjerte der er blot vægten af et sennepsfrø af īmān (tro).” [12] Overleveret af al-Bukhārī (22), fra Abū Saʿīd al-Khudrī – må Allāh være tilfreds med ham. [12]
Det andet princip: Īmān (troen) på englene.
Og det omfatter to forhold: Det første forhold: Īmān (troen) på englene i generel forstand; og det er, at vi tror på, at Allāh har engle, som Han har skabt til at adlyde Ham, og som Han har beskrevet som: 26. "Og de siger: 'Den Mest Barmhjertige har taget Sig en søn.' Fri for enhver mangel er Han! Nej, de er blot ærede tjenere." 27. "De går ikke forud for Ham i tale, og de handler kun efter Hans befaling." 28. "Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem; og de går ikke i forbøn undtagen for den, Han er tilfreds med, og de er af frygt for Ham ærefrygtsfulde." [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:26-28].
Og de er mange slags; blandt dem er dem, der er betroet at bære tronen, blandt dem er paradisets og ildens vogtere, og blandt dem er dem, der er betroet at bevare tjenernes handlinger. Det andet forhold: Īmān (troen) på englene i detaljer; og det er, at vi tror på dem blandt dem, som Allāh og Hans Sendebud har navngivet, såsom Djibrīl (Gabriel), betroet åbenbaringen, Mīkāʾīl (Mikael), betroet regnen, Mālik, ildens vogter, og Isrāfīl, betroet at blæse i basunen. Ligesom de også er nævnt i autentiske aḥādīth, heriblandt det, som er fastslået i aṣ-Ṣaḥīḥ fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Englene blev skabt af lys, djinnerne blev skabt af en flammende ild, og Ādam blev skabt af det, som er blevet beskrevet for jer.” [13] Overleveret af Muslim i hans Ṣaḥīḥ. Overleveret af Muslim, ḥadīth nr. (2996), fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende. [13]
Det tredje princip: Īmān (troen) på Bøgerne, og det omfatter også to forhold:
Det første forhold: Īmān (troen) på Bøgerne i generel forstand; og det er, at Allāh har nedsendt Bøger til Sine profeter og sendebud for at tydeliggøre Hans ret og kalde til Ham, som Han – ophøjet er Han – siger: “Vi har sandelig sendt Vore sendebud med de klare beviser, og Vi har nedsendt med dem Bogen og vægten, for at menneskene kan opretholde retfærdigheden …” [Sūrah al-Ḥadīd:57:25]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Menneskeheden var et fællesskab [én tro, før de faldt i uenighed]. Så sendte Allāh profeterne med glædelige budskaber [til de troende] og advarsler [til de ikke-troende], og med dem sendte Han Bogen ned med sandheden for at dømme mellem folk i det, de var blevet uenige om..." [Sūrah al-Baqarah:2:213].
Det andet forhold: Īmān (troen) på Bøgerne i detaljer; og det er, at vi tror på det blandt dem, som Allāh har nævnt ved navn, såsom at-Tawrāh (Toraen), al-Indjīl (Evangeliet), az-Zabūr (Salmerne) og al-Qurʾān (Koranen), og at vi tror, at Koranen er den bedste af dem, deres segl, den, der har forrang over dem, og den, der stadfæster dem; og at det er den, som hele الأمة (ummah – fællesskabet) er forpligtet til at følge og dømme efter, sammen med det, som er autentisk fastslået i Sunnah fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –; for Allāh – fri for enhver mangel er Han – udsendte Sit Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – som Sendebud til alle الثقلين (ath-thaqalayn – mennesker og djinner), og Han nedsendte til ham denne Koran for at dømme imellem dem med den, og Han gjorde den til en helbredelse for det, der er i brystet, en tydeliggørelse af alting, og en retledning og barmhjertighed for de troende, som Han – ophøjet er Han – siger: “Og dette er en Bog, som Vi har nedsendt, velsignet; så følg den og vær gudsbevidste, for at I måtte blive vist barmhjertighed.” [Sūrah al-Anʿām:6:155]. Og Han – fri for enhver mangel er Han – siger: “… og Vi har nedsendt til dig Bogen [Koranen som en tydeliggørelse af alting, og som en retledning, en barmhjertighed og et godt budskab for muslimerne.” [Sūrah an-Naḥl:16:89]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 158. Sig: “O mennesker! Jeg er sandelig Allāhs Sendebud til jer alle, Ham, til Hvem himlenes og jordens herredømme tilhører. Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham. Han giver liv og lader dø. Så tro på Allāh og Hans Sendebud, den ummī Profet, som tror på Allāh og Hans ord, og følg ham, for at I måtte blive retledt.” [Sūrah al-Aʿrāf:7:158]. Og āyāt med denne betydning er talrige.
Det fjerde princip: Īmān (troen) på Sendebudene.
Og det omfatter også to forhold: Det første forhold: Īmān (troen) på Sendebuddene i generel forstand; og det er, at vi tror, at Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – har udsendt Sendebudde til Sine tjenere blandt dem selv som bringere af godt budskab og advarere, og som kaldere til sandheden. Den, der besvarer dem, opnår lykken, og den, der går imod dem, vender tilbage med skuffelse og anger. Den sidste og den bedste af dem er vores Profet Muḥammad Ibn ʿAbdullāh – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –, som Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: "Og Vi [Allāh] har sandelig sendt et Sendebud i hver ummah: “Tilbed Allāh og hold jer fra ṭāghūt (alt, der ophøjes, adlydes eller dyrkes ved siden af Allāh).” [Sūrah an-Naḥl:16:36]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Sendebud – som bringere af glædelige budskaber og som advarere – for at menneskene ikke skulle have noget argument over for Allāh efter Sendebudene [var blevet sendt til dem].....” [Sūrah an-Nisāʾ:4:165]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Muḥammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allāhs Sendebud og den sidste af Profeterne.” [Sūrah al-Aḥzāb:33:40].
Det andet forhold: Īmān (troen) på Sendebuddene i detaljer; og det er, at vi i detaljer og ved navn tror på dem blandt dem, som Allāh har nævnt ved navn, eller hvis navngivning er fastslået fra Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –, såsom Nūḥ (Noa), Hūd, Ṣāliḥ, Ibrāhīm (Abraham) og andre – må Allāhs velsignelser og fred være over dem, deres familier og deres følgere.
Det femte princip: Īmān (troen) på den yderste dag (dommedagen).
Og det omfatter:
Īmān (troen) på alt det, som Allāh og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har berettet om af det, som vil finde sted efter døden, såsom gravens prøvelse, dens straf og dens velbehag, og det, som vil finde sted på Opstandelsens Dag af rædsler, trængsler, aṣ-ṣirāṭ (broen), al-mīzān (vægten), regnskabet, gengældelsen og udbredelsen af skriftrullerne blandt menneskene; så vil en være den, der får sin bog i sin højre hånd, og en være den, der får sin bog i sin venstre hånd eller bag sin ryg.
Og deri indgår også: Īmān (troen) på al-Ḥawḍ (Bassinet), som vores Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – vil blive opsøgt ved, og Īmān (troen) på paradiset og ilden, og på at de troende vil se deres Herre – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – og at Han vil tale til dem, og andet end dette af det, som er kommet i den ædle Qurʾān og den autentiske Sunnah fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –; så er det pligtigt for tjeneren at tro på alt dette og at stadfæste det på den måde, som Allāh og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har forklaret.
Det sjette princip: Īmān (troen) på al-Qadar (forudbestemmelsen).
Og det omfatter troen på fire forhold:
Det første forhold: Īmān (troen) på, at Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – har viden om det, som har været, og det, som vil være, og at Han kender Sine tjeneres tilstande, deres forsyning, deres fastsatte levetider, deres handlinger og andet af deres anliggender; så intet af dette er skjult for Ham – fri for enhver mangel og ophøjet er Han –, som Han – fri for enhver mangel er Han – siger: “Og vid, at Allāh har viden om alting.” [Sūrah al-Baqarah:2:231]. Og Allāh – mægtig og majestætisk er Han – siger: “… for at I må vide, at Allāh har magt over alting, og at Allāh har omsluttet alting med viden.” [Sūrah aṭ-Ṭalāq:65:12].
Det andet forhold: Īmān (troen) på, at Allāh har nedskrevet alt det, som Han har forudbestemt og bestemt, som Han – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: 4. “Vi ved, hvad jorden tager bort af dem, og hos Os er en bevarende Bog.” [Sūrah Qāf:50:4]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “… Og alting har Vi opregnet i et tydeligt register.” [Sūrah Yāsīn:36:12]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 70. “Ved du ikke, at Allāh ved, hvad der er i himlen og på jorden? Sandelig, dette er i en Bog. Sandelig, dette er let for Allāh.” [Sūrah al-Ḥadjdj:22:70].
Det tredje forhold: Īmān (troen) på Allāhs – ophøjet er Han – gennemførende vilje; så det, som Han vil, er, og det, som Han ikke vil, er ikke, som Han – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: “… Sandelig, Allāh gør, hvad Han vil.” [Sūrah al-Ḥadjdj:22:18]. Og Han – mægtig og majestætisk er Han – siger: 82. “Hans befaling, når Han vil noget, er blot, at Han siger til det: ‘Vær!’ og så er det.” [Sūrah Yāsīn:36:82]. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: 29. “Og I vil ikke, undtagen at Allāh – verdenernes Herre – vil [det].” [Sūrah at-Takwīr:81:29].
Det fjerde forhold: Īmān (troen) på, at Allāh – ophøjet er Han – er Skaberen af alle eksisterende ting; så der er ingen skaber foruden Ham og ingen Herre foruden Ham, som Han – fri for enhver mangel er Han – siger: 62. “Allāh er Skaberen af alting, og Han er Værner over alting.” [Sūrah az-Zumar:39:62]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 3. “O mennesker, ihukom Allāhs gunst over jer. Er der nogen skaber foruden Allāh, som giver jer forsyning fra himlen og jorden? Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham. Hvordan bliver I da vendt bort?” [Sūrah Fāṭir:35:3].
Īmān (troen) på al-Qadar (forudbestemmelsen) omfatter således Īmān (troen) på alle disse fire forhold samlet, sådan som det er trosopfattelsen hos Ahl as-Sunnah wal-Djamāʿah, i modsætning til dem blandt folkene af bidʿah (religiøs innovation), som benægter noget af dette.
Blandt de vigtige anliggender i den rette ʿaqīdah (troslære), som Ahl as-Sunnah tror på, er: kærlighed for Allāhs skyld, had for Allāhs skyld, al-Walāʾ (loyalitet) for Allāhs skyld og al-ʿAdāwah (fjendskab) for Allāhs skyld. Dette er ʿaqīdah’en om al-walā’ (loyalitet) og al-barā’ (afstands-tagen) og den er en del af Īmān (troen) på Allāh – ophøjet er Han.
Den troende elsker de troende og viser dem al-Walāʾ (loyalitet), og han hader kuffār (fornægterne) og viser dem al-ʿAdāwah (fjendskab). Og øverst blandt de troende i denne ummah er Allāhs Sendebuds ledsagere – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –; sådan som det er fastslået hos Ahl as-Sunnah wal-Djamāʿah. Så de elsker dem, viser dem al-Walāʾ (loyalitet), og tror, at de er de bedste mennesker efter Profeterne, baseret på Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – udsagn: “De bedste generationer er min generation, dernæst dem, der følger efter dem, dernæst dem, der følger efter dem.” [14] Enigt overleveret som autentisk. [14] Overleveret af al-Bukhārī, ḥadīth nr. (3651), og Muslim, ḥadīth nr. (2533), fra ʿAbdullāh Ibn Masʿūd – må Allāh være tilfreds med ham.
Og de tror, at den bedste iblandt dem er: Abū Bakr aṣ-Ṣiddīq, dernæst ʿUmar al-Fārūq, dernæst ʿUthmān Dhū an-Nūrayn, dernæst ʿAlī al-Murtaḍā – må Allāh være tilfreds med dem alle. Derpå følger resten af de ti [som blev lovet Paradiset], dernæst resten af Ṣaḥābah (ledsagerne) – må Allāh være tilfreds med dem alle. Og de afholder sig fra [at udtale sig om] det, som opstod imellem dem – dvs. Ṣaḥābah (ledsagerne) – og de tror, at de deri var mudjtahidūn (selvstændigt ræsonnerende idjtihād-udøvere): den, der havde ret, får to belønninger, og den, der fejlede, får én belønning.
Og de elsker Allāhs Sendebuds Husstand – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – blandt dem, som tror på ham, og de viser dem al-Walāʾ (loyalitet). Og de viser også al-Walāʾ (loyalitet) over for Allāhs Sendebuds hustruer – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – de troendes mødre, og de beder om Allāhs velbehag over dem alle. Og de tager afstand fra rāfiḍahs vej, dem som nærer had til Allāhs Sendebuds ledsagere – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og smæder dem, og som går til overdrivelse vedrørende husstanden og ophøjer dem over den rang, som Allāh – mægtig og majestætisk er Han – har givet dem. Og de tager også afstand fra nawāṣibs vej, dem som volder husstanden skade med ord eller handling.
Så alt det, vi har nævnt, hører alt sammen ind under den rette ʿaqīdah (troslære), som Allāh sendte Sit Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – med. Og det er den ʿaqīdah, som det er obligatorisk at tro på, holde fast ved, forblive standhaftig på og være på vagt over for alt, hvad der strider imod den. Og det er den frelste gruppes ʿaqīdah : Ahl as-Sunnah wal-Djamāʿah, som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde om: “Der vil fortsat være en gruppe fra min ummah, som står åbenlyst på sandheden. Dem vil det ikke skade, at nogen svigter dem, indtil Allāhs befaling kommer, mens de stadig er således.” [15] Og i en anden overlevering: “Der vil fortsat være en gruppe fra min ummah på sandheden, som er sejrrig.” [16] Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Jøderne blev splittet i enoghalvfjerds firqah (sekter), og de kristne blev splittet i tooghalvfjerds firqah (sekter), og denne ummah vil blive splittet i treoghalvfjerds firqah (sekter). Alle er i ilden undtagen én.” Ṣaḥābah (ledsagerne) sagde: “Hvem er det, O Allāhs Sendebud?” Han sagde: “Den, som er på det samme, som jeg og mine ledsagere er på.” [17] [15] Overleveret af Muslim, ḥadīth nr. (1920), fra Thawbān – må Allāh være tilfreds med ham. [16] Overleveret af Ibn Mādjah, ḥadīth nr. (3952), fra Thawbān – må Allāh være tilfreds med ham; og erklæret autentisk af Ibn Ḥibbān (6714) og al-Ḥākim (8653). [17] Overleveret af at-Tirmidhī, ḥadīth nr. (2641), fra ʿAbdullāh Ibn ʿAmr – må Allāh være tilfreds med ham. Al-Munāwī sagde i Fayḍ al-Qadīr (5/347): “I dens kæde er ʿAbd ar-Raḥmān Ibn Ziyād al-Ifrīqī.” Adh-Dhahabī sagde: “De har anset ham for svag.” Al-Albānī erklærede den autentisk i Ṣaḥīḥ al-Djāmiʿ (5343).
Troslærerne, der strider imod den rette ʿaqīdah (troslære)
De, der er afveget fra denne ʿaqīdah (troslære), og som går på dens modsatte vej, er mange slags. Blandt dem er: dem, der tilbeder aṣnām (afguder), awthān (idoler), engle, awliyāʾ (de fromme), djinn, træer, sten og andet. Disse besvarede ikke Sendebuddenes kald; tværtimod modsagde de dem og viste stædig modstand imod dem, sådan som Quraysh og forskellige grupper blandt araberne gjorde over for vores Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. De bad deres tilbedte om at opfylde behov, helbrede de syge og give dem sejr over fjenderne, og de slagtede for dem og aflagde nadhr (løfter) til dem. Da Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – fordømte dette over for dem og befalede dem at vie tilbedelsen oprigtigt til Allāh alene, fandt de det mærkeligt og forkastede det, og de sagde: 5. "Har han gjort alle guderne til én eneste gud? Sandelig, dette er bestemt noget mærkeligt." [Sūrah Ṣād:38:5]
Så fortsatte han – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – uophørligt med at kalde dem til Allāh, advare dem mod shirk (afgudsdyrkelse) og forklare dem sandheden i det, han kaldte dem til, indtil Allāh retledte dem blandt dem, der lod sig retlede. Derefter trådte de ind i Allāhs religion i flokke. Så blev Allāhs religion gjort sejrende over alle andre religioner efter en vedvarende daʿwah (kaldelse) og en langvarig djihād (kamp/stræben) fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – og dem, der fulgte dem med iḥsān (åndelig skønhed og fuldkommenhed i tro, handling og karakter). Derefter forandrede forholdene sig, og uvidenheden fik overtaget hos de fleste af skabningerne; så vendte flertallet tilbage til djāhiliyyahs (uvidenhedens tid) religion ved at overdrive i forhold til Profeterne og awliyāʾ (de fromme), ved at påkalde dem og søge hjælp hos dem, og ved andre former for shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh). Og de kendte ikke betydningen af: lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh), sådan som de arabiske hedninge kendte dens betydning. Så Allāh er Den, hvis hjælp søges.
Og denne shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) er ikke ophørt med at brede sig blandt mennesker helt frem til vor tid på grund af uvidenhedens overtag og den lange tid, der er gået siden Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – tid.
Og disse senere [menneskers] shubhah (vildledende indvending/tvivlsargument) er den samme som de første [menneskers] shubhah (vildledende indvending/tvivlsargument), nemlig deres udsagn: ."..Disse er dem, der vil gå i forbøn for os hos Allāh..." [Sūrah Yūnus:10:18]. og deres udsagn: “Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nærmere til Allāh i rang.” [Sūrah az-Zumar:39:3]. Og Allāh har gjort denne shubhah (vildledende indvending/tvivlsargument) ugyldig og gjort det klart, at den, der tilbeder andre end Ham – hvem det end måtte være – har begået shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) med Ham og begået kufr (vantro), sådan som Han – ophøjet er Han – siger: ”...Og de tilbeder andre end Allāh det, som hverken skader dem eller gavner dem, og de siger: “ Disse er dem, der vil gå i forbøn for os hos Allāh...” [Sūrah Yūnus:10:18]. Så tilbageviste Allāh dem – fri for enhver mangel er Han – med Sine ord: 18. "Sig: ‘Vil I underrette Allāh om noget, som Han ikke ved i himlene eller på jorden? Fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han over det, de begår shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) med.’" [Sūrah Yūnus:10:18].
Så gjorde Han – ophøjet er Han – i denne āyah klart, at tilbedelse af andre end Ham, hvad enten det er blandt Profeterne, awliyāʾ (fromme allierede af Allāh) eller andre, er ash-shirk al-akbar (den store shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh)), selv om de, der begår det, kalder det noget andet. Og Han – ophøjet er Han – siger: "Og de, der tager beskyttere ved siden af Ham, siger: “Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nærmere til Allāh i rang.” [Sūrah az-Zumar:39:3]. Derefter svarede Allāh dem – ophøjet er Han – med Sine ord: "Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, som de var uenige om. Sandelig, Allāh retleder ikke den, der er en løgner, [og] en [vedholdende] fornægter." [Sūrah az-Zumar:39:3].
Så gjorde Han dermed – fri for enhver mangel er Han – klart, at deres tilbedelse af andre end Ham gennem duʿāʾ (påkaldelse), frygt, håb og lignende er kufr (vantro) over for Ham, og Han afviste også deres påstand om, at deres afguder skulle bringe dem tættere på Ham.
Og blandt de troslærdomme, der udgør kufr, og som står i modsætning til den rette ʿaqīdah og strider imod det, som Sendebuddene – fred være over dem – kom med, er det, som nutidens mulḥidūn (ateister) tror på, blandt tilhængerne af Marx, Lenin og andre blandt dem, der kalder til ilḥād (ateisme) og kufr, hvad enten de kalder det socialisme, kommunisme, baʿthisme (Baʿth-ideologi; sekulær arabisk nationalistisk ideologi) eller andre navne. For blandt grundprincipperne hos disse mulḥidūn er, at der ingen ilāh (gud) er, og at livet er materie.
Og blandt deres grundprincipper er: benægtelsen af al-maʿād (genopstandelsen og tilbagevenden til livet efter døden), benægtelsen af paradiset og ilden og kufr over for alle religioner. Den, der ser i deres bøger og studerer det, de er på, ved dette med vished. Og der er ingen tvivl om, at denne ʿaqīdah (troslære) står i modsætning til alle de himmelske religioner og fører dens tilhængere til de værste følger i denne verden og i det hinsides.
Og blandt de troslærdomme, der står i modsætning til sandheden, er det, som nogle af ṣūfiyyah (sufierne) tror på: at nogle af dem, som de kalder awliyāʾ (de fromme), tager del med Allāh i styringen og råder over verdens anliggender. De kalder dem al- al-aqṭāb (påståede åndelige “poler”), al-awtād (påståede “støtter”) og al-aghwāth (påståede “hjælpere”) og andre navne, som de har opfundet for deres ālihah (falske guddomme). Dette er shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) i ar-rubūbiyyah (Herredømmet), og det er blandt de mest afskyelige former for shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) over for Allāh – ophøjet er Han.
Og den, der gransker shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) hos de tidligere blandt djāhiliyyahs (uvidenhedstiden) folk og sammenligner det med den shirk, der er udbredt blandt de senere, vil finde, at shirk hos de senere er større og mere altomfattende. Forklaringen på dette er som følger: At kuffār (vantro) blandt araberne i djāhiliyyah var kendetegnet ved to forhold: Det første forhold: At de ikke begik shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) i ar-rubūbiyyah (Herredømmet); derimod var deres shirk i al-ʿibādah (tilbedelsen). For de anerkendte ar-rubūbiyyah for Allāh alene, som Han – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: “Og hvis du spørger dem, hvem der skabte dem, vil de visselig sige: ‘Allāh’ ...” [Sūrah az-Zukhruf:43:87]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 31. “Sig: ‘Hvem giver jer forsørgelse fra himlen og jorden? Eller hvem råder over hørelsen og synet? Og hvem bringer det levende frem fra det døde og bringer det døde frem fra det levende? Og hvem styrer alle forhold?’ Så vil de visselig sige: ‘Allāh.’ Sig: ‘Vil I da ikke være bevidste om Allāh?’” [Sūrah Yūnus:10:31]. Og āyāt med denne betydning er meget talrige.
Det andet forhold: At deres shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) i al-ʿibādah (tilbedelsen) ikke var vedvarende; det forekom kun i tider med lethed. Men i tider med nød hengav de al-ʿibādah oprigtigt til Allāh alene, som Allāh–ophøjet er Han – siger : 65. "Når de går ombord på et skib, påkalder de Allāh og vier ad-dīn (religionen/tilbedelsen) oprigtigt til Ham alene. Men når Han redder dem sikkert til land, så sætter de straks partnere ved Hans side." [Sūrah al-ʿAnkabūt:29:65].
Hvad angår de senere mushrikūn (dem, der begår shirk), så overgår de de tidligere i to henseender: Det første aspekt: At nogle af dem begår shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) i rubūbiyyah (Herredømmet). Det andet aspekt: Deres shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) både i tider med lethed og i tider med nød, som det er velkendt for den, der har haft omgang med dem, gransket deres tilstande og set, hvad de gør ved al-Ḥusayns grav, al-Badawīs grav og andre i Egypten, ved al-ʿAydarūs’ grav i ʿAdan, al-Hādīs grav i Yemen, Ibn ʿArabīs grav i ash-Shām, og ash-Shaykh ʿAbd al-Qādir al-Djīlānīs grav i Irak, samt andre kendte grave, som den brede befolkning er gået til yderlighed ved, og hvortil de har henledt meget af det, der tilkommer Allāh – mægtig og majestætisk er Han – alene. Kun få er der, som fordømmer dette over for dem og tydeliggør for dem virkeligheden af at-tawḥīd (Allāhs Enhed), som Allāh sendte Sin Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – med, og før ham Sendebuddene – må Allāhs fred og velsignelser være over dem. Så sandelig, vi tilhører Allāh, og til Ham vender vi tilbage.
Blandt de trosretninger, der strider imod den rette tro i al-asmāʾ waṣ-ṣifāt (læren om Allāhs navne og egenskaber), er ahl al-bida’ (folkene bag religiøse nyskabelser) blandt al-Djahmiyyah, al-Muʿtazilah og dem, der følger deres vej i at benægte Allāhs egenskaber – mægtig og majestætisk er Han – og i at tømme det indhold, som Allāh – fri for enhver mangel er Han – har beskrevet Sig Selv med af fuldkommenhedens egenskaber, samt i at beskrive Ham – mægtig og majestætisk er Han – med det ikke-eksisterendes, det livløses og det umuliges kendetegn. Ophøjet er Allāh over det, de siger.
Og heri indgår også dem, der benægter nogle af egenskaberne og bekræfter andre, sådan som det er al-Ashāʿirahs overbevisning. For det, de bekræfter af egenskaberne, nødvendiggør over for dem det samme, som de flygtede fra ved de egenskaber, de benægtede og bortfortolkede beviserne for. Derved kom de til at stride imod både de tekstlige og de fornuftsmæssige beviser, og de faldt i en tydelig selvmodsigelse.
Hvad angår Ahl as-Sunnah wa al-Djamāʿah, så har de bekræftet for Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – det, som Han har bekræftet for Sig Selv, eller som Hans Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har bekræftet for Ham af navne og egenskaber, på en måde der sømmer sig for Hans fuldkommenhed. Og de har erklæret Ham fri for enhver lighed med Hans skabninger – en tanzīh (at friholde Allāh fra enhver lighed med skabningen), renset for enhver antydning af taʿṭīl (at tømme de guddommelige egenskaber for deres rette indhold). Således handlede de i overensstemmelse med alle beviserne, uden at fordreje dem og uden at tømme dem for deres rette indhold, og de blev bevaret fra den selvmodsigelse, som andre faldt i – som tidligere forklaret.
Dette er frelsens og lykkens vej i denne verden og i det hinsidige, og det er den lige vej, som denne ummahs as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer) og dens imamer fulgte. Og intet vil bringe dens senere generationer til retledning undtagen det, som bragte dens første generationer til retledning: at følge al-Kitāb wa as-Sunnah (Koranen og Sunnah) og forlade det, der strider imod dem. Vi beder Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – om at føre denne ummah tilbage til dens rette vejledning, gøre dem mange, som kalder til retledning iblandt den, og give dens ledere og lærde fremgang i at bekæmpe shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), udrydde den og advare imod de midler, der fører til den… Sandelig, Han er hørende, nær. Og Allāh er Den, der giver tawfīq (at Allāh giver en evnen, retledningen og hjælpen til at ramme det rette), og Han er tilstrækkelig for os, og den bedste til at tage sig af vore anliggender. Og der er ingen magt og ingen styrke undtagen ved Ham. Og må Allāhs velsignelser og fred være over Hans tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, hans familie og hans ledsagere.
Den anden risālah (budskab): om kendelsen ved istighāthah (bøn om redning og søge hjælp) ved Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham.
Al lovprisning tilkommer Allāh, og velsignelser og fred være over Allāhs Sendebud, hans familie og hans ledsagere, og enhver, der retledes af hans vejledning.
Og herefter: Den kuwaitiske avis al-mudjtamaʿ offentliggjorde i sit nr. 15, udgivet den 19/4/1390 h., nogle strofer under titlen: (I mindet om Profetens ædle fødsel). Det var strofer, som indeholdt istighāthah (bøn om redning og søge hjælp) ved Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og istinṣār (anmodning om sejr) gennem ham, for at redde ummah, give den sejr og befri den fra det, den var faldet i af splittelse og uenighed. De var ført i pennen af en, som kaldte sig selv: (Āminah). Følgende er et uddrag af de nævnte strofer:
O Allāhs Sendebud, red en verden... der antænder krig og brændes af dens luer.
O Allāhs Sendebud, red en ummah … i tvivlens mørke, hvis nattelige færd er blevet lang.
O Allāhs Sendebud, red en ummah … i sorgens vildveje, hvor dens syn er gået tabt.
Indtil hun sagde:
Fremskynd sejren, som Du fremskyndte den … på Badr-dagen, da du påkaldte Allāh.
Så forvandledes ydmygelsen til en strålende sejr … for Allāh har hærskarer, som man ikke ser.
Således retter denne forfatterinde sit kald og sin istighāthah (bøn om redning og hjælp) til Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – idet hun beder ham om at redde ummah ved at fremskynde sejren, idet hun glemmer – eller er uvidende om – at sejren alene er i Allāhs hånd, og ikke i Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – eller i nogen anden skabnings hånd, sådan som Allāh – ære være Ham – har sagt i Sin klare Bog: ” … Og sejren er ikke andet end fra Allāh – Den Almægtige, Den Alvise.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:126]. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – siger: ”Hvis Allāh hjælper jer, er der ingen, som kan overvinde jer; og hvis Han lader jer være uden hjælp, hvem er da den, som kan hjælpe jer efter Ham …” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:160].
Og denne handling af duʿāʾ (påkaldelse) og istighāthah (bøn om redning og hjælp) er: at rette en form for tilbedelse mod andre end Allāh – ophøjet er Han. Og det er kendt gennem tekst og konsensus, at dette ikke er tilladt; og at Allāh – ære være Ham – har skabt skabningerne for, at de skal tilbede Ham, og har sendt Sendebuddene og nedsendt skrifterne for at tydeliggøre denne tilbedelse og kalde til den, sådan som Han – ære være Ham – har sagt: 56. "Og Jeg (Allāh) har ikke skabt djinnerne og menneskene, undtagen for at de skal tilbede Mig (alene). [Sūrah adh-Dhāriyāt:51:56]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Og Vi har sandelig sendt et Sendebud til hvert folk [med budskabet]: ‘Tilbed Allāh og hold jer fra ṭāghūt (alt, der tilbedes, adlydes eller ophøjes ved siden af Allāh)...’” [Sūrah an-Naḥl:16:36]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 25. ”Og Vi har ikke sendt noget Sendebud før dig, uden at Vi åbenbarede for ham: “Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Mig, så tilbed Mig.” [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:25]. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – siger: 1. "Alif–Lām–Rā. En bog, hvis āyāt er blevet befæstet og derefter uddybet fra Én [Allāh], der er alvis, alvidende. 2. "At I ikke skal tilbede andre end Allāh. Sandelig, jeg er for jer fra Ham en advarer og en overbringer af det glædelige budskab." [Sūrah Hūd:11: 1-2].
Så har Han – ophøjet er Han – i disse faste og klare āyāt tydeliggjort, at Han ikke skabte ath-thaqalayn (menneskene og djinnerne), undtagen for at de skulle tilbede Ham alene, uden nogen partner; og Han har gjort klart, at Han sendte Sendebuddene – må velsignelser og fred være over dem – for at påbyde denne tilbedelse og forbyde dens modsætning; og Han – Den Almægtige, Den Majestætiske – har oplyst, at Han har gjort Sin Bogs āyāt faste og udfoldet dem i detaljer, for at ingen anden end Ham – ophøjet er Han – bliver tilbedt.
Og det er kendt, at tilbedelse betyder: Allāhs tawḥīd (enhed) og lydighed mod Ham, ved at efterleve Hans befalinger og undlade Hans forbud; og Allāh har påbudt dette og oplyst om det i mange āyāt, heriblandt Hans – ære være Ham – ord: ”Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Allāh, oprigtige i religionen [islām] overfor Ham, [som] ḥunafā (oprigtigt vendt mod Allāh og fri for afguderi)...” [Sūrah Al-Bayyinah:98:5]. Og Allāh – Mægtig og Majestætisk er Han – siger: ”Og din Herre har fastlagt, at I ikke skal tilbede andre end Ham.” [Sūrah al-Isrā’:17:23]. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: 2. "Vi har sandelig åbenbaret Skriften til dig [O, Muḥammad] med sandheden. Så tilbed Allāh [ved at udøve gode gerninger med] oprigtighed til Ham alene." 3. "Sandelig, religionen er for Allāh alene. Og de, der har taget beskyttere udover Ham [siger]: ”Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os tættere på Allāh i rang.” Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem i det, de var uenige om. Sandelig, Allāh retleder ikke den, der er en løgner [og] en fornægter." [Sūrah az-Zumar:39:2-3].
Og āyāt i denne betydning er mange, og alle peger de på forpligtelsen til at hellige tilbedelsen Allāh alene og at opgive tilbedelsen af alt andet end Ham, blandt profeter og andre.
Og der er ingen tvivl om, at duʿāʾ (påkaldelse) er blandt de vigtigste og mest omfattende former for tilbedelse; og derfor er det påkrævet at hellige den Allāh alene, sådan som Han – Den Almægtige, Den Majestætiske – siger: 14. "Så påkald Allāh, idet I hengiver religionen oprigtigt til Ham, selv om de fornægtende hader det." [Sūrah Ghāfir:40:14]. Og Allāh – Mægtig og Majestætisk er Han – siger: 18. ”Og at masādjid (moskéerne) tilhører Allāh; så påkald ingen sammen med Ham.” [Sūrah al-Djinn:72:18]. Og denne anvisning om at ene Allāh med duʿāʾ (påkaldelse) omfatter alle skabninger, blandt profeter og andre; og Hans ord: 106. ”Og påkald ikke, ved siden af Allāh, det, som hverken gavner dig eller skader dig; for hvis du gør det, vil du da være blandt de uretfærdige.” [Sūrah Yūnus:10:106]. Og dette er en tiltale rettet til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og det er kendt, at Allāh – ære være Ham – har beskyttet ham mod shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh); det tilsigtede med dette er derimod at advare andre end ham. Derefter sagde Han – ophøjet er Hans Majestæt: 106. ”Og påkald ikke, ved siden af Allāh, det, som hverken gavner dig eller skader dig; for hvis du gør det, vil du da være blandt de uretfærdige.” [Sūrah Yūnus:10:106]. Og dette er en tiltale rettet til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og det tilsigtede med den er at advare andre; for det er kendt, at Allāh – ophøjet er Han – har beskyttet Sit Sendebud mod shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh). Derefter skærper Allāh – ophøjet er Han –forbuddet og advarslen og siger: "… for hvis du gør det, vil du da være blandt de uretfærdige." Og når ẓulm (uretfærdighed) nævnes uden begrænsning, menes der dermed: ash-shirk al-akbar (den største shirk), sådan som Allāh – ophøjet er Han – siger: ”… Og fornægterne – de er de uretfærdige.” [Sūrah al-Baqarah:2:254] Og Allāh – ophøjet er Han – siger: ”… Sandelig, shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) er en stor uretfærdighed.” [Sūrah Luqmān:31:13]. For hvis sayyid walad Ādam (Adams børns leder), Profeten Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – påkaldte andre end Allāh – ville han være blandt de uretfærdige, hvad da med andre end ham?
Ud fra disse āyāt og andre bliver det således klart, at påkaldelse af andre end Allāh – blandt de døde, træer, afguder og lignende – er shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) ved Allāh – Den Mægtige, Den Majestætiske – og i modstrid med tawḥīd (troen på Allāhs enhed) af Allāh i tilbedelsen, som er formålet med Allāhs skabelse af ath-thaqalayn (menneskene og djinnerne), udsendelsen af Sendebuddene og nedsendelsen af Skrifterne; og i modstrid med betydningen af: lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh), som afviser tilbedelse rettet mod andre end Allāh og fastslår den for Allāh alene, sådan som Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – siger: 62. "Det er fordi Allāh er sandheden (den eneste sande Gud af alt, hvad der eksisterer, som ikke har nogen partnere eller rivaler med Ham), og de, som de (afgudsdyrkerne) påkalder i stedet for Ham, er blot falskhed (falske guder). Og sandelig, Allāh – Han er Den Ophøjede, Den Store. [Sūrah al-Ḥadjdj:22:62]
Og dette er religionens rod og grundlaget for al-millah (trosfællesskabet), og tilbedelseshandlinger er ikke gyldige, før dette grundlag er i orden, sådan som Allāh – ophøjet er Han – siger: 65. "Og sandelig er det blevet åbenbaret for dig og for dem før dig: Hvis du begår shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), vil dine handlinger visselig blive til intet, og du vil visselig være blandt taberne. [Sūrah az-Zumar:39:65] Og Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: “Og hvis de havde begået shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), ville alt det, de plejede at gøre, være blevet til intet.” [Sūrah al-An‘ām:6:88].
Af det foregående bliver det klart, at islām og vidnesbyrdet: lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh), er de to store grundpiller:
Det første: at ingen tilbedes undtagen Allāh alene, uden nogen partner; for den, som påkalder de døde – blandt profeter og andre – eller påkalder afguder, træer, sten eller andre skabninger, eller søger hjælp hos dem, eller nærmer sig dem gennem dhabḥ (ofring) og nudhūr (løfter), eller beder til dem, eller foretager sudjūd (lægger panden mod jorden i hengivenhed) for dem, har taget dem som herrer ved siden af Allāh og gjort dem til ligemænd for Ham – ophøjet er Han – og har dermed modsagt og modarbejdet betydningen af: lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh).
Det andet: at Allāh – ophøjet er Han – ikke tilbedes undtagen i overensstemmelse med Hans Profets og Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – lovgivning; for den, som indfører noget nyt i religionen, som Allāh ikke har givet tilladelse til, har ikke realiseret betydningen af vidnesbyrdet: at Muḥammad er Allāhs Sendebud, og hans handling gavner ham ikke og bliver heller ikke accepteret af ham. Allāh – ophøjet er Hans Majestæt – siger: 23. "Og Vi vil vende Os mod, hvad end de har udøvet af gerninger og forvandle dem til støv, som spredes." [Sūrah al-Furqān:25:23]. Og det, der menes med de handlinger, som er nævnt i āyahen, er: handlingerne hos den, der dør i shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) ved Allāh – Den Mægtige og Den Majestætiske.
Og herunder indgår også: de nyskabte handlinger, som Allāh ikke har givet tilladelse til; de vil på opstandelsens dag blive til spredt støv, fordi de ikke stemte overens med Hans rene sharīʿah, sådan som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har sagt: "Den, der indfører noget i denne vores sag (islāms religion), som ikke hører til den, så er det afvist.” Der er enighed om dens autenticitet.
Og sammenfatningen af det sagte er: at denne forfatterinde har rettet sin istighāthah (bøn om redning og hjælp) og sit duʿāʾ (påkaldelse) til Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og har vendt sig bort fra Verdenernes Herre, i Hvis hånd sejren, skaden og gavn er, og intet af dette er i nogen andens hånd.
Og der er ingen tvivl om, at dette er en stor og alvorlig ẓulm (uretfærdighed); og Allāh – Den Mægtige og Den Majestætiske – har påbudt, at man påkalder Ham – ære være Ham – og har lovet dem, der påkalder Ham, svar, og har varslet dem, der viser hovmod over for dette, med indtræden i djahannam (helvede), sådan som Han – Den Mægtige og Den Majestætiske – siger: 2Og jeres Herre siger: “Påkald Mig, så vil Jeg svare jer. Sandelig, de, der viser hovmod over for Min tilbedelse, vil træde ind i djahannam (helvede), ydmygede og fornedrede.” [Sūrah Ghāfir:40:60] Det vil sige: ydmygede og fornedrede. Denne ædle āyah påviser således, at duʿāʾ (påkaldelse) er tilbedelse, og at den, som viser hovmod over for den, har djahannam (helvede) som sit opholdssted. Hvis dette er tilstanden for den, der viser hovmod over for påkaldelsen af Allāh, hvordan er da tilstanden for den, der påkalder andre end Ham og vender sig bort fra Ham, mens Han – ære være Ham – er Den Nære, Ejer af alting og Den Almægtige, sådan som Han – ære være Ham – siger: 186. "Og når Mine tjenere spørger dig om Mig, så er Jeg sandelig nær. Jeg besvarer den påkaldendes duʿāʾ (påkaldelse), når han påkalder Mig. Så lad dem svare Mig og tro på Mig, for at de må blive retledede." [Sūrah al-Baqarah:2:186]. Og Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har i en autentisk ḥadīth oplyst, at duʿāʾ (påkaldelse) er tilbedelse, og han sagde til sin fætter, ʿAbdullāh ibn ʿAbbās – må Allāh være tilfreds med dem begge: “Vogt Allāh [dvs. vær gudsbevidst], så vil Han vogte dig. Vogt Allāh, så vil du finde Ham foran dig. Når du beder, så bed Allāh; og når du søger hjælp, så søg hjælp hos Allāh.” Overleveret af at-Tirmidhī og andre.
Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Den, der dør, mens han påkalder en ligemand ved siden af Allāh, vil træde ind i ilden.” Overleveret af al-Bukhārī. Og i de to autentiske samlinger [Ṣaḥīḥ al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim] berettes det fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han blev spurgt: “Hvilken synd er den største?” Han svarede: “At du gør en ligemand ved siden af Allāh, mens Han har skabt dig.” Og nidd (ligemand, jævnbyrdig) er den, der gøres til en parallel og tilsvarende. Enhver, der påkalder andre end Allāh, eller søger hjælp hos dem, eller afgiver løfter til dem, eller ofrer til dem, eller retter nogen form for tilbedelse mod dem ud over det nævnte, har dermed taget dem som en nidd – uanset om det er en profet, en walī (from beskytter/helgen), en engel, en djinn, en afgud eller noget andet blandt skabningerne.
Og her kan en siger sige: Hvad er da kendelsen for at bede en levende, tilstedeværende om det, han er i stand til, og at søge hjælp hos ham i håndgribelige anliggender, som han har evne til? Og svaret er: at dette ikke er shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), men derimod hører til de almindelige, tilladte forhold mellem muslimer, sådan som Allāh – ophøjet er Han – har sagt i beretningen om Mūsā (Moses) – fred være med ham: ”… Så søgte den, der var af hans parti, hjælp hos ham mod den, der var af hans fjender.” [Sūrah al-Qaṣaṣ:28:15]. Og som Allāh – ophøjet er Han – også har sagt i beretningen om Mūsā (Moses) – fred være med ham: ”Så forlod han den, bange og på vagt.” [Sūrah al-Qaṣaṣ:28:21]. Ligesom et menneske søger hjælp hos sine ledsagere i krig og i andre anliggender, som indtræffer for mennesker, og hvori de har behov for hinanden.
Og Allāh har påbudt Sin Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at kundgøre for sin ummah (muslimske fællesskab), at han ikke har magt til at gavne eller skade nogen; således siger Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han: "Sig [O Muḥammad]: 'Jeg påkalder kun min Herre og jeg tillægger Ham ingen partner.'” "Sig [O Muḥammad]: 'Sandelig, jeg har ikke magt til at påføre jer skade eller at lede jer på ret vej.'” [Sūrah al-Djinn:72:21-22]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Sig [O Muḥammad]: 'Jeg har ikke magt til at gavne eller skade mig selv, undtagen hvad Allāh vil. Og hvis jeg kendte det usete, ville jeg visselig have opnået meget af det gode, og intet ondt ville have ramt mig. Jeg er ikke andet end en advarer og en bringer af gode nyheder for et folk, som tror.” [Sūrah al-A‘rāf:7:188].
Og āyāt i denne betydning er mange.
Og det er kendt, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ikke påkaldte andre end sin Herre; som det er stadfæstet fra ham, at han på Badr-dagen søgte hjælp hos Allāh og bad Ham om sejr over sin fjende, og han vedblev i dette og sagde: “O min Herre! Indfri for mig det, Du har lovet mig.” Da sagde den største sandfærdige, Abū Bakr aṣ-Ṣiddīq – må Allāh være tilfreds med ham –: “Det er nok, O Allāhs Sendebud; for Allāh vil visselig indfri for dig det, Han har lovet dig.” Og i den forbindelse åbenbarede Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – følgende ord: "Da I søgte jeres Herre om istighāthah (bøn om redning og hjælp), så besvarede Han jer: 'Jeg visselig vil støtte jer med tusind engle, som følger efter hinanden.'” [Sūrah al-Anfāl:8:9]. Så minder Han – ære være Ham – dem i disse āyāt om deres istighāthah (bøn om redning og hjælp) og oplyser, at Han besvarede dem og støttede dem med engle til forkyndelse af sejr og til beroligelse. Og Han – ære være Ham – gør det klart, at sejren ikke er fra englene, men at sejren alene er fra Ham. Således siger Han – ophøjet er Han: “Og sejren er intet andet end fra Allāh.....” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:126]. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – siger: 123. “Og sandelig, Allāh gav jer sejr ved Badr, mens I var svage og uden styrke. Vær derfor bevidste om Allāh, for at I måtte vise taknemmelighed.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:123]. Så klargjorde Han – ophøjet er Han og ære være Ham – i denne āyah, at det er Ham, der gav dem sejr på Badr-dagen. Derved bliver det klart, at det, Han gav dem af våben og styrke, og det, Han støttede dem med af engle, alt sammen er årsager til sejr, forkyndelse og beroligelse; men sejren er ikke fra disse, snarere er den fra Allāh alene. Så hvordan vover denne forfatterinde – eller andre – at rette deres istighāthah (bøn om redning og hjælp) og deres anmodning om sejr til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og vende sig bort fra verdenernes Herre, Ejeren af alle ting, og Den Almægtige over alle ting?
Der er ingen tvivl om, at dette hører til den mest afskyelige uvidenhed – ja, snarere til den største shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh). Derfor er det påkrævet for denne forfatterinde at vende mod Allāh – ære være Ham – med en tawbah naṣūḥā (oprigtig omvendelse). Og en tawbah an-naṣūḥ omfatter flere forhold, nemlig: Det første: fortryde det, der er udgået fra hende. Det andet: at afstå fra det, hun har begået. Det tredje: fast beslutsomhed om ikke at vende tilbage til det, i ophøjelse af Allāh og oprigtighed for Ham, i efterlevelse af Hans befaling og i varsomhed over for det, Han har forbudt. Dette er tawbah an-naṣūḥ (oprigtig omvendelse). Og der er et fjerde forhold, som er særligt, når krænkelsen angår skabninger: det fjerde: at tilbagegive retten til dens retmæssige indehaver eller at opnå fritagelse fra kravet (ved at den forurettede giver afkald på sin ret).
Og Allāh har visseligt påbudt Sine tjenere omvendelse og lovet dem at acceptere den, sådan som Han – ophøjet er Han – siger: 31. ”Og vend jer i omvendelse til Allāh, alle sammen, O I troende, for at I måtte få fremgang.” [Sūrah an-Nūr:24:31]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger om de kristne: “Vil de da ikke vende sig mod Allāh i anger og søge Hans tilgivelse? Og Allāh er tilgivende, barmhjertig.” [Sūrah al-Māʾidah:5:74]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Og de, som ikke påkalder nogen anden gud sammen med Allāh, og som ikke dræber det liv, som Allāh har gjort forbudt [at dræbe], undtagen med ret, og som ikke begår utugt. Og den, der gør dette, vil møde athāma [konsekvensen for sin synd].” 69. ”Straffen vil blive fordoblet for ham på opstandelsens dag, og han vil forblive deri for evigt, fornedret.” “Undtagen den, der angrer, tror og udøver retskafne gerninger; for disse vil Allāh da erstatte deres dårlige gerninger med gode gerninger. Og Allāh er tilgivende, barmhjertig.” [Sūrah al-Furqān:25:68-70]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 25. ”Og Han er Den, der accepterer omvendelsen fra Sine tjenere og eftergiver de onde handlinger, og Han ved, hvad I gør.” [Sūrah ash-Shūrā:42:25].
Og det er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: “Islām udsletter det, som var før det, og tawbah (omvendelse) ophæver det, som var før den.”
“Og disse kortfattede formuleringer er blevet forfattet på grund af den store fare ved shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), fordi det er den største af alle synder, af frygt for at blive vildledt af det, som denne forfatterinde har fremført, og af pligt til oprigtigt råd for Allāh og Hans tjenere.” Og jeg beder Allāh – ophøjet er Hans Majestæt – om at lade det være til gavn, at rette vores forhold og alle muslimers forhold, at skænke os alle forståelse af religionen og standhaftighed i den, og at beskytte os og muslimerne mod vores sjæles onder og vores handlingers onde. Sandelig, Han er værge for dette og har magt over det.
“Og må Allāhs velsignelser og fred være over Hans tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, samt hans familie og hans ledsagere.”
Den tredje risālah (budskab):
“Om kendelsen ved istighāthah (bøn om redning og søgen om hjælp) til djinner og shayāṭīn (sataner) samt at aflægge løfter til dem.”
“Fra ʿAbd al-ʿAzīz ibn ʿAbd Allāh ibn Bāz til enhver blandt muslimerne, som dette måtte nå; må Allāh give mig og dem succes til at holde fast ved Hans religion og standhaftighed deri. Āmīn.”
Fred være med jer og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelser.
Herefter: Nogle af brødrene har spurgt mig om, hvad nogle af de uvidende gør: at påkalde andre end Allāh – ære være Ham – og at søge hjælp hos dem i vigtige anliggender; såsom at påkalde djinn og at søge hjælp hos dem, at aflægge løfter til dem og at ofre til dem. Og herunder også udsagnet fra nogle af dem: ‘O syv!’ – det vil sige: syv af djinnernes ledere: ‘Tag ham, knæk hans knogler, drik hans blod, lemlæst ham. O syv, gør sådan og sådan ved ham.’ Eller udsagnet fra nogle af dem: ‘Tag ham, o middags-djinner, o eftermiddags-djinner.’ Dette findes udbredt i nogle af de sydlige egne. Og det, som også hører ind under dette forhold, er: at påkalde de døde blandt profeterne og de retskafne og andre, samt at påkalde englene og søge hjælp hos dem. Alt dette og lignende forekommer hos mange af dem, der tilskriver sig islām, af uvidenhed og som efterligning af dem før dem. Og nogle af dem tager måske let på dette og påstår som begrundelse: ‘Dette er blot noget, der kommer over tungen; vi tilsigt¬er det ikke og tror det ikke.’
Og han spurgte mig også om kendelsen ved at indgå ægteskab med dem, der er kendt for disse handlinger, om deres slagtedyr, om at bede (begravelsesbøn) over dem og bede bag dem, og om at tro på mushʿawidhīn (charlataner) og ʿarrāfīn (spåmænd); såsom dem, der hævder at kende sygdommen og dens årsager blot ved at se på noget af det, som har berørt den syges krop – som en turban, bukser, et hovedtørklæde og lignende.
Og svaret er: Al lovprisning tilkommer Allāh alene, og velsignelser og fred være over den, efter hvem der ikke kommer nogen profet, samt over hans familie og hans ledsagere og dem, der følger dem i retledning indtil afregningens dag.
Herefter: Sandelig, Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – har skabt de to tyngdebærende (ath-thaqalayn – djinner og mennesker), for at de skal tilbede Ham alene, uden alt andet ved siden af Ham, og for at de skal tilegne Ham du‘ā’ (påkaldelse), istighāthah (bøn om redning og hjælp), ofring og løfter samt alle øvrige former for tilbedelse. Og Han har sendt Sendebuddene med dette og påbudt dem det og åbenbaret de himmelske Skrifter – hvoraf den største er den ædle Koran – med forklaring af dette og kald til det og advarsel til menneskene mod shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) og mod at tilbede andre end Ham. Og dette er grundlaget for alle grundlag og fundamentet for al-millah (trosfællesskabet) og religionen, og det er betydningen af vidnesbyrdet: lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud undtagen Allāh). Og dets realitet er: der er ingen værdig til tilbedelse undtagen Allāh. Den afviser således ulūhiyyah (guddommelig tilbedelse) og tilbedelse for andre end Allāh og stadfæster den – det vil sige tilbedelsen – for Allāh alene, uden alt andet ved siden af Ham blandt alle skabninger. Og beviserne på dette fra Allāhs Bog og Hans Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah er meget talrige, heriblandt Hans ord – ophøjet er Hans Majestæt: 56. "Og Jeg [Allāh] skabte ikke djinnerne og menneskene undtagen for at de skal Mig [alene]." [Sūrah adh-Dhāriyāt:51:56]. Og Allāh – fri for enhver magel er Han – siger: ” Og din Herre har fastsat, at I ikke tilbeder undtagen Ham.” [Sūrah al-Isrā’:17:23]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Allāh, oprigtige i religionen [islām] overfor Ham, [som] ḥunafā (oprigtigt vendt mod Allāh og fri for afguderi)..." [Sūrah Al-Bayyinah:98:5]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 60. "Og jeres Herre siger: “Påkald Mig, Jeg vil besvare jer. Sandelig, de, der er hovmodige over for Min tilbedelse, vil indtræde djahannam (helvede), ydmygede.” [Sūrah Ghāfir:40:60] Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Og når Mine tjenere spørger dig om Mig [O Muḥammad], så [fortæl dem, at] Jeg sandelig er nær. Jeg besvarer den bedendes bøn, når han påkalder Mig..." [Sūrah al-Baqarah:2:186].
Således har Han – fri for enhver mangel er Han – i disse āyāt tydeliggjort, at Han skabte de to tyngdebærende (mennesket og djinn) for at tilbede Ham, og at Han har fastsat – dvs.: befalet og pålagt – Sine tjenere i den fastsatte, utvetydige Koran og på Sendebuddets tunge – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at ingen tilbedes undtagen deres Herre.
Og Han – majestætisk og hævet er Han – har tydeliggjort, at duʿāʾ (påkaldelse) er en stor tilbedelse; den, der er hovmodig over for den, vil indtræde ilden. Og Han befalede Sine tjenere at påkalde Ham alene og meddelte, at Han er nær og besvarer deres duʿāʾ. Således er det obligatorisk for alle tjenere at dedikere duʿāʾ alene til deres Herre, fordi det er en del af den tilbedelse, som de blev skabt for og blev befalet med. Og Han – ophøjet er Hans Majestæt – siger: 162. "Sig [O Muḥammad]: 'Sandelig, min ṣalāh (bøn), min nusuk (ofring), mit liv og min død er for Allāh alene – verdenernes Herre.'” 163. Han har ingen partner [ved sin side]. Og dette er jeg er blevet befalet, og jeg er den første blandt muslimīn [dem, der underkaster sig Allāh]. [Sūrah al-Anʿām:6:162-163].
Så befalede Allāh Sin Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at meddele menneskene, at hans ṣalāh og hans nusuk – dvs.: slagtning – og hans liv og hans død tilkommer Allāh, alverdens Herre; Han har ingen partner. Og på dette grundlag: den, der slagter for andre end Allāh, har begået shirk mod Allāh, ligesom hvis han udførte ṣalāh for andre end Allāh; fordi Allāh – ophøjet er Han – gjorde ṣalāh og slagtning til to ledsagende handlinger og meddelte, at de tilkommer Ham alene, Han har ingen partner. Så den, der ofre til andre end Allāh – blandt djinnerne, englene, de døde og andre – idet han søger nærhed til dem derved, er som den, der udfører ṣalāh til andre end Allāh. Og i en autentisk ḥadīth sagde Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham: ”Allāh har forbandet den, der ofre til andre end Allāh.” Og Imām Aḥmad berettede med en god beretningskæde fra Ṭāriq Ibn Shihāb – må Allāh være tilfreds med ham – fra Profeten– må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: “To mænd passerede et folk, som havde en afgud; ingen passerede den, før han bragte noget nær til den. De sagde til den ene af dem: ‘Bring noget nær [ofre].’ Han sagde: ‘Jeg har intet, som jeg kan bringe nær.’ De sagde: ‘Bring noget nær [ofre], om så blot en flue.’ Så bragte han en flue nær, og de lod ham gå; og han trådte ind i ilden. Og de sagde til den anden: ‘Bring noget nær [ofre].’ Han sagde: ‘Jeg ville aldrig bringe noget nær [ofre] til nogen ud over Allāh – majestætisk er Hans majestæt.’ Så slog de hans nakke [huggede hans hoved af], og han trådte ind i paradiset.”
Så hvis den, der bragte en flue nær som offer til en afgud og lignende derved bliver en mushrik, som fortjener at indtræde Ilden, hvordan er det så med den, der påkalder djinnerne, englene og awliyāʾ (de fromme), og søger hjælp hos dem, og afgiver løfter til dem, og bringer slagtofre nær til dem, idet han derved håber på beskyttelse af sin ejendom, eller helbredelse af sin syge, eller sikkerhed for sine husdyr og sin afgrøde? Og hvordan er det så med den, der gør dette af frygt for djinnernes ondskab eller lignende? Der er ingen tvivl om, at den, der gør dette og lignende, er endnu mere fortjent til at være en mushrik (afgudsdyrker) og fortjener at indtræde Ilden end denne mand, som bragte fluen nær som offer til afguden.
Og blandt det, der også er overleveret om dette, er Allāhs ord – majestætisk er Hans Majestæt: 2. ”Sandelig, Vi har nedsendt Bogen til dig med sandheden; så tilbed Allāh, idet du hengiver religionen oprigtigt til Ham.” 3. "Er det ikke Allāh, den rene religion tilhører? Og de, som har taget awliyāʾ (beskyttere) ved siden af Ham [siger]: “Vi tilbeder dem kun for, at de skal bringe os nærmere til Allāh i rang.” Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, hvori de er uenige. Sandelig, Allāh retleder ikke den, som er løgnagtig og dybt fornægtende." [Sūrah az-Zumar:39:2-3]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 18. "Og de tilbeder ved siden af Allāh det, som hverken skader dem eller gavner dem, og de siger: “Disse er vore forbønere hos Allāh.” Sig: “Vil I underrette Allāh om noget, som Han ikke ved i himlene og ej heller på jorden?” Fri for enhver mangel og ophøjet er Han over det, de sætter ved Hans side.'" [Sūrah Yūnus:10:18].
Allāh – fri for enhver mangel er Han – har i disse to āyāt gjort det klart, at polyteisterne tog sig beskyttere blandt skabningerne ved siden af Ham, som de tilbad sammen med Ham gennem frygt, håb, slagtning, løfter, påkaldelse og lignende, idet de hævdede, at disse beskyttere bringer den, som tilbeder dem, nærmere til Allāh og går i forbøn for ham hos Ham. Derpå påviste Allāh – fri for enhver mangel er Han – deres løgn, tydeliggjorde deres falskhed, og betegnede dem som løgnere, vantro og polyteister. Og Han friholdt Sig Selv fra deres shirk (at tillægge nogen eller noget det, som kun tilkommer Allāh). Så sagde Han – majestætisk og ophøjet er Han: "Fri for enhver mangel og ophøjet er Han over det, de sætter ved Hans side.'" [Sūrah an-Naḥl:16:1]. Dermed blev det klart, at den, som tager en engel, en profet, en djinn, et træ eller en sten, som han påkalder sammen med Allāh, søger nødhjælp hos, og søger nærhed til gennem løfter og slagtning, i håb om hans forbøn hos Allāh og om, at han bringer ham nærmere til Ham, eller i håb om helbredelse for den syge, bevarelse af ejendom, sikkerhed for den fraværende eller lignende – han er faldet i denne store shirk og denne skæbnesvangre ulykke, som Allāh siger om: 48. "Sandelig, Allāh tilgiver ikke, at der sættes noget ved Hans side, men Han tilgiver, hvad der er mindre end dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter noget ved Allāhs side, har da opdigtet en vældig synd.." [Sūrah an-Nisā’:4:48]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 72. "Sandelig, den, der sætter noget ved Allāhs side – for ham har Allāh forbudt paradiset, og ilden vil være hans opholdssted. Og for de uretfærdige er der ingen støtter.." [Sūrah al-Māʾidah:5:72].
Og forbøn vil på opstandelsens dag kun være for dem, der har tawḥīd (Allāhs Enhed i tilbedelse) og oprigtighed – ikke for dem, der begår shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) – sådan som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde, da han blev spurgt: “O Allāhs Sendebud, hvem er den lykkeligste blandt mennesker ved din forbøn?” Han sagde: “Den, der siger: Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham) med oprigtighed fra sit hjerte.” Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Hver profet har en bøn, som bliver besvaret, og hver profet fremskyndede sin bøns fremførelse. Men jeg har gemt min bøn som en shafā‘ah (forbøn) for min ummah på opstandelsens dag. Så den vil – om Allāh vil – nå den af min ummah, som dør uden at sætte noget ved Allāhs side.”
Og de første polyteister troede på, at Allāh var deres Herre, deres Skaber og deres Forsørger. Men de knyttede sig til profeterne, awliyāʾ (beskyttere og nære støtter), englene, træerne, stenene og lignende, idet de håbede på deres forbøn hos Allāh og på, at de bragte dem nærmere til Ham, som det allerede er nævnt i āyāt. Allāh tog dem ikke i undskyldning for dette. Tværtimod fordømte Allāh dem i Sin mægtige Bog, kaldte dem fornægtere og mushrikūn (polyteister), og afslørede deres løgn i deres påstand om, at disse guddomme går i forbøn for dem og bringer dem nærmere til Allāh. Og Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – tog dem heller ikke i undskyldning; tværtimod kæmpede han imod dem på grund af denne shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), indtil de gjorde tilbedelsen oprigtig for Allāh alene, i overensstemmelse med Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: “Og kæmp imod dem, indtil der ikke længere er nogen fitnah (fristelse bort fra troen, forfølgelse og shirk), og religionen helt og fuldt er for Allāh.” [Sūrah al-Baqarah:2:193]. Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Jeg er blevet befalet at kæmpe imod menneskene, indtil de bevidner, at Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham), og at Muḥammad er Allāhs Sendebud, og indtil de opretter aṣ-ṣalāh (den foreskrevne bøn) og giver az-zakāh (den obligatoriske almisse). Når de gør dette, har de sikret deres blod og deres ejendom imod mig – undtagen ved islāms ret – og deres regnskab er hos Allāh.” Og meningen med Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ord er: "indtil de bevidner, at Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham)" Det vil sige: indtil de gør tilbedelsen oprigtig for Allāh alene, uden alt andet end Ham.
Og polyteisterne frygtede djinnerne og søgte tilflugt hos dem. Derfor åbenbarede Allāh – ophøjet er Han – om dette Hans ord: 6. ”Og at nogle mænd blandt menneskene søgte tilflugt hos nogle mænd blandt djinnerne, så de forøgede dem i overmod.” [Sūrah al-Djinn:72:6]. Tafsīr-lærde sagde om denne ædle āyah: Meningen med Hans – ophøjet er Han – ord: ”…så de forøgede dem i overmod.” Det vil sige: rædsel og frygt; for djinnerne anser sig selv for store og bliver hovmodige, når de ser menneskene søge tilflugt hos dem. Da øger de deres frygt og rædsel for dem, så de i endnu højere grad tilbeder dem og søger tilflugt hos dem.
Og Allāh har i stedet skænket muslimerne at søge tilflugt hos Ham – fri for enhver mangel er Han – og hos Hans fuldkomne ord, og åbenbarede om dette Hans – majestætisk er Hans Majestæt – ord: “Og hvis Shayṭān tilskynder dig med en tilskyndelse, så søg tilflugt hos Allāh. Sandelig, Han er Althørende, Alvidende.” [Sūrah al-Aʿrāf:7:200]. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – siger: 1. “Sig [O Muḥammad]: ‘Jeg søger tilflugt hos morgengryets Herre.’” Og det er autentisk berettet fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: "Den, der slår sig ned et sted og siger: ' Aʿūdhu bi-kalimāti-llāhi al-tāmmāti min sharri mā khalaq (Jeg søger tilflugt i Allāhs fuldkomne ord mod det onde i det, Han har skabt),' vil intet skade ham, indtil han forlader det sted.'"
Ud fra det, der er gået forud af āyāt og aḥādīth, ved den, der søger frelse og ønsker at bevare sin religion og være sikker fra shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) – i dets fine såvel som dets åbenlyse former – at det at knytte sig til de døde, englene, djinnerne og andre skabninger, at påkalde dem, søge tilflugt hos dem og lignende, hører til de polyteistiske folk fra djāhiliyyahs handlinger og er blandt de mest afskyelige former for shirk mod Allāh – fri for enhver mangel er Han. Derfor er det pligtigt at forlade det, vogte sig imod det, formane hinanden til at forlade det og fordømme den, der gør det.
Og hvad angår den blandt menneskene, som er kendt for disse shirk-handlinger (handlinger, hvori nogen eller noget tillægges det, som kun tilkommer Allāh): så er det ikke tilladt at gifte sig med ham, ej heller at spise af det, han har slagtet, ej heller at bede djanāzah-bøn (begravelsesbøn) over ham, eller at bede bag ham, før han åbent erklærer sin tawbah (anger og tilbagevenden) til Allāh – fri for enhver mangel er Han – fra dette, og gør påkaldelse og tilbedelse oprigtig for Allāh alene. Og duʿāʾ (påkaldelse) er tilbedelse – ja, snarere dens inderste kerne – som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –sagde: “Duʿāʾ (påkaldelse) er tilbedelse.” Og det er overleveret fra ham – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i en anden ordlyd, at han sagde: “Duʿāʾ (påkaldelse) er tilbedelsens inderste kerne.” Hvad angår ægteskab med polyteister, så siger Allāh – ophøjet er Han: "Og indgå ikke ægteskab med kvindelige afgudsdyrkere, før de tror, og en troende slavinde er sandelig bedre end en kvindelig afgudsdyrker, selvom hun måtte behage jer. Og bortgift ikke [jeres døtre] til mænd, der er afgudsdyrkere før de tror, og en troende slave er sandelig bedre end en afgudsdyrker, selvom han måtte behage jer. Det er dem, der kalder til ilden [helvede], men Allāh kalder til paradis og tilgivelse med Hans tilladelse. Og Han tydeliggør Sine āyāt for menneskene, for at de måtte ihukomme.." [Sūrah al-Baqarah:2: 221]. Allāh – fri for enhver mangel er Han – forbød således muslimerne at gifte sig med kvindelige polyteister – blandt tilbedere af afguder, djinner, engle og lignende – indtil de tror ved at gøre tilbedelsen oprigtig for Allāh alene, bekræfte Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i det, han kom med, og følge hans vej. Og Han forbød at bortgifte muslimske kvinder til mandlige polyteister, indtil de tror ved at gøre tilbedelsen oprigtig for Allāh alene, bekræfte Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og følge ham.
Og Han – fri for enhver mangel er Han – meddeler, at den troende slavekvinde er bedre end den frie, polyteistiske kvinde, selvom hun vækker beundring hos den, der ser på hende og hører hendes tale, ved hendes skønhed og hendes smukke tale; og at den troende slave er bedre end den frie, polyteistiske mand, selvom han vækker beundring hos den, der hører ham og ser på ham, ved hans skønhed, hans veltalenhed, hans mod og andet end dette. Dernæst tydeligør Han årsagen til denne forrang med Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: "...Det er dem, der kalder til ilden [helvede]..." [Sūrah al-Baqarah:2: 221]. Hermed menes de mandlige og kvindelige polyteister; for de er blandt dem, der kalder til ilden med deres ord, deres gerninger, deres levemåde og deres karakter. Hvad angår de troende mænd og kvinder, så er de blandt dem, der kalder til paradiset med deres karakter, deres gerninger og deres levemåde. Så hvordan skulle disse og hine kunne være lige!
Hvad angår at bede djanāzah (begravelsesbøn) over polyteister, så siger Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – om hyklerne: 84. “Og bed aldrig begravelsesbøn over nogen af dem, som dør, og stå ikke ved hans grav. Sandelig, de fornægtede Allāh og Hans Sendebud og døde, mens de var trodsige syndere.” [Sūrah at-Tawbah:9:84]. Således har Han – majestætisk og ophøjet er Han – i denne ædle āyah tydeliggjort, at der ikke bedes begravelsesbøn over hykleren og den vantro på grund af deres vantro mod Allāh og Hans Sendebud. Ligeledes bedes der ikke bag dem, og de gøres ikke til imamer for muslimerne på grund af deres vantro, deres mangel på troværdighed og det store fjendskab mellem dem og muslimerne, og fordi de ikke er blandt folkene af ṣalāh (bøn) og tilbedelse; for med kufr (vantro) og shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) bortfalder enhver handling tilbage. Vi beder Allāh om beskyttelse mod dette. Hvad angår at spise polyteisternes slagtedyr, så sagde Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – idet Han tydeliggjorde forbuddet mod selvdøde dyr og polyteisternes slagtedyr: “Og spis ikke af det, hvorover Allāhs navn ikke er blevet nævnt; for det er sandelig fisq (trodsig overtrædelse). Og sandelig, shayāṭīn (sataner) indgiver deres allierede, at de skal strides med jer. Og hvis I adlyder dem, så er I sandelig mushrikūn (polyteister).” [Sūrah al-Anʿām:6:121]. Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – forbød således muslimerne at spise selvdøde dyr og polyteistens slagtedyr, fordi han er uren; derfor har hans slagtedyr samme retsstilling som selvdøde dyr, selv hvis han har nævnt Allāhs navn over det. For hans tasmiyah (nævnelse af Allāhs navn) er ugyldig og uden virkning, fordi det er en tilbedelseshandling, og shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) ophæver tilbedelsen og gør den ugyldig, indtil polyteisten vender tilbage til Allāh – fri for enhver mangel er Han – i anger. Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – har kun tilladt Bogens Folks slagtedyr i Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: “…Og føden [slagtedyrene] fra dem, der fik Bogen, er tilladt for jer, og jeres slagtedyr er tilladt for dem …” [Sūrah al-Māʾidah:5:5]. Det skyldes, at de henfører sig til en åbenbaret religion og hævder, at de er blandt Mūsās og ʿĪsās tilhængere, selv om de i dette lyver. Og Allāh har ophævet deres religion og gjort den ugyldig ved at sende Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – til menneskene alle. Men Allāh – majestætisk og ophøjet er Han – har tilladt os Bogens Folks slagtedyr og deres kvinder [i ægteskab], af en dyb visdom og særlige guddommelige hensyn, som de lærde har tydeliggjort; i modsætning til polyteisterne blandt afgudernes og de dødes tilbedere – blandt profeter, de retskafne og andre – for deres religion har intet grundlag og rummer ingen tvivlsmulighed, men er tværtimod falsk fra sin rod. Derfor har deres slagtedyr samme retsstilling som selvdøde dyr, og det er ikke tilladt at spise dem.
Hvad angår en persons udsagn til den, han tiltaler, såsom: “En djinn har ramt dig”, “En djinn har taget dig”, “En shayṭān (satan) er fløjet af sted med dig”, og lignende, så hører dette under skældsord og fornærmelser, og det er ikke tilladt mellem muslimer, ligesom øvrige former for skældsord og fornærmelser. Dette hører ikke under shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), medmindre den, der siger det, tror, at djinnerne handler med menneskene uden Allāhs tilladelse og vilje. Den, der tror dette om djinnerne eller andre af skabningerne, er dermed kāfir (en, der fornægter sandheden) ved denne overbevisning; for Allāh – fri for enhver mangel er Han – er Ejer af alt, Den, der har magt over alt, og Han er den, der gavner og skader. Intet findes undtagen ved Hans tilladelse, Hans vilje og Hans forudgående bestemmelse, sådan som Han – majestætisk er Hans Majestæt – sagde, idet Han befalede Sin Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at meddele menneskene dette mægtige grundprincip: “Sig [O Muḥammad]: ‘Jeg besidder ikke for min nafs (mit selv) nogen gavn eller skade, undtagen hvad Allāh vil. Og hvis jeg kendte al-ghayb (det usete), ville jeg have skaffet mig meget godt, og intet ondt ville have ramt mig. Jeg er ikke andet end en advarer og en bringer af gode nyheder til et folk, der tror.’” [Sūrah al-Aʿrāf:7:188]. Når så skabningens herre og den bedste iblandt dem – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ikke besidder for sin nafs (sit selv) nogen gavn eller skade, undtagen hvad Allāh vil, hvordan da med andre af skabningerne?! Og āyāt med denne betydning er talrige.
Hvad angår det at opsøge ʿarrāfūn (spåmænd), mushaʿwidhūn (troldmænd), munadjdjimūn (astrologer ) og lignende – blandt dem, der giver sig af med beretninger om det usete – så er dette en forkastelig handling, som ikke er tilladt. At tro på dem er endnu værre og endnu mere forkasteligt; ja, det er blandt grenene af kufr (fornægtelse af sandheden), på grund af Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ord: "Den, der går til en ʿarrāf (spåmand) og spørger ham om noget, hans ṣalāh (bøn) bliver ikke accepteret i fyrre dage." Overleveret af Muslim i hans Ṣaḥīḥ. Og i hans Ṣaḥīḥ (autentiske samling) er det også berettet fra Muʿāwiyah ibn al-Ḥakam al-Sulamī – må Allāh være tilfreds med ham: “At Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – forbød at opsøge spåmænd og spørge dem.”
Og Ahl as-Sunan (samlerne af Sunan-værkerne) beretter fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: "Den, der går til en kāhin (okkult spåmand) og tror ham i det, han siger, har begået kufr (vantro) mod det, der blev nedsendt til Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham." Og aḥādīth med denne betydning er talrige. Det er derfor pålagt muslimerne at vogte sig mod at opsøge kuhhān (okkult spåmænd), ʿarrāfūn (okkult sandsigere) og øvrige bedragere, der beskæftiger sig med beretninger om det usete og med at vildlede muslimerne – hvad enten det sker under navn af medicin eller noget andet – på grund af det tidligere nævnte forbud fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – mod dette og hans advarsel imod det. Og herunder falder også det, som nogle mennesker påstår under påskud af medicin, om forhold fra det usete: Når han lugter til den syges turban eller den syge kvindes hovedtørklæde eller lignende, siger han: “Denne syge mand” eller “denne syge kvinde har gjort sådan og sådan og foretaget sådan og sådan” – af forhold fra det usete, som der ikke findes nogen indikation på i den syges turban og lignende. Hensigten med dette er blot at vildlede den brede befolkning, så de siger: “Han har indsigt i medicin, sygdomstyper og deres årsager.” Og måske giver han dem noget medicin, og det kan hænde, at helbredelsen indtræffer ved Allāhs bestemmelse, hvorefter de tror, at det skyldes virkningen af hans medicin. Og undertiden er sygdommen som følge af nogle djinner og shayāṭīn (sataner), som tjener den, der gør krav på medicinsk kunnen, og underretter ham om nogle af de forhold fra det usete, som de får indsigt i. Så bygger han på dette og søger at tilfredsstille djinnerne og shayāṭīn med det af tilbedelse, som passer dem, hvorefter de trækker sig bort fra den syge og efterlader det af skade, som de havde knyttet sig til ham med. Dette er noget velkendt om djinnerne og shayāṭīn og om dem, der gør brug af dem.
Og det er også pålagt muslimerne at vogte sig mod dette, at tilråde hinanden at forlade det, at støtte sig til Allāh – fri for enhver mangel er Han – og at have tawakkul (fuld tillid og overladelse) til Ham i alle forhold. Og der er ingen skade i at benytte ruqyah sharʿiyyah (foreskrevne helbredende recitation), tilladte lægemidler og behandling hos læger, der undersøger den syge og forvisser sig om hans sygdom gennem sanselige og fornuftsmæssigt erkendelige årsager. Og det er autentisk berettet fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: “Allāh har ikke nedsendt nogen sygdom, uden at Han også har nedsendt en helbredelse for den; den kendes af den, der kender den, og forbliver ukendt for den, der ikke kender den.” Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “For enhver sygdom findes der en behandling. Når behandlingen rammer sygdommen, bliver den helbredt med Allāhs tilladelse.” Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: «Allāhs tjenere, lad jer behandle, og lad jer ikke behandle med noget forbudt». Og aḥādīth (beretninger) med denne betydning er talrige.
Så vi beder Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – om at rette alle muslimernes forhold, helbrede deres hjerter og legemer fra alt ondt, samle dem om vejledningen og give os og dem tilflugt fra de vildledende prøvelser og fra lydighed mod shayṭān (satan) og hans allierede. Sandelig, Han er i stand til alting. Og der er ingen magt og ingen kraft undtagen ved Allāh, Den Højtophøjede, Den Mægtige.
Og må Allāh sende Sine velsignelser, fred og velsignethed over Sin tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, hans familie og hans ledsagere.
Den fjerede risālah (budskab):
Om afgørelsen ved at dyrke tilbedelse gennem innovationsprægede og shirk-prægede awrād (påkaldelser)
Fra ʿAbd al-ʿAzīz ibn ʿAbdillāh ibn Bāz til den ærede broder (.........), må Allāh give ham fremgang i alt godt, Āmīn.
Salāmun ʿalaykum wa raḥmatullāhi wa barakātuh" (Freden være med jer og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelser).
Dernæst: Deres ærede brev er nået frem til mig – må Allāh nå jer med Hans retledning – og dets indhold oplyser, at der i Deres land findes mennesker, som holder fast ved awrād (faste påkaldelser), som Allāh ikke har åbenbaret nogen bemyndigelse for; nogle af dem er innovationsprægede, og nogle af dem er shirk-prægede, og de tilskriver dette til de troendes leder, ʿAlī ibn Abī Ṭālib – må Allāh være tilfreds med ham – og andre. Og de reciterer disse awrād (faste påkaldelser) i dhikr-samlinger eller i moskeerne efter maghrib-bønnen, idet de påstår, at det er en tilnærmelse til Allāh, såsom deres udsagn: “Ved Allāhs ret! O Allāhs mænd, hjælp os med Allāhs hjælp, og vær os til hjælp ved Allāh.” Og såsom deres udsagn: “O aqṭāb (de såkaldte åndelige poler), og o herrer, svar, o I som menes at besidde madad iblandt os, og gå i forbøn for os hos Allāh. Denne jeres tjener står her, og ved jeres dør dvæler han, og for sin forsømmelse frygter han. Hjælp os, o Allāhs Sendebud. Jeg har ingen andre end jer at gå til, og fra jer opnås det søgte, og I er Allāhs folk. Ved Ḥamzah – martyrernes leder – og hvem af jer er en støtte for os? Hjælp os, o Allāhs Sendebud.” Og såsom deres udsagn: “O Allāh, send Din ṣalāh (lovprisning og ophøjelse) over den, som Du har gjort til en årsag til spaltningen af Dine djabarūt-hemmeligheder (hemmeligheder knyttet til den overvældende, ophøjede magts sfære) og frembrydelsen af Dine raḥmānī-lys (lys knyttet til Din altomfattende barmhjertighed), så han blev en stedfortræder for den Herrelige Nærværelse og en efterfølger for Dine væsensmæssige hemmeligheder.”
Og Deres ønske om en redegørelse for, hvad der er innovation, og hvad der er shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), og om ṣalāh (bønnen) er gyldig bag den imam, der fremsiger denne påkaldelse, når alt dette er kendt?
Svaret er: Al lovprisning tilkommer Allāh alene, og velsignelser og fred være over den, efter hvem der ikke er nogen profet, og over hans familie og hans ledsagere, og over enhver, som følger Hans retledning indtil afregningens dag.
Dernæst: Så vid – må Allāh give dig tawfīq (rette bistand til at ramme det rette – at Allāh – fri for enhver mangel er Han – kun skabte skabningerne og sendte sendebuddene – velsignelser og fred være over dem – for at Han alene tilbedes, uden nogen partner, frem for alt andet end Ham, således som Han – ophøjet er Han –siger: 56. "Og Jeg [Allāh] skabte ikke djinnerne og menneskene undtagen for at de skal Mig [alene]." [Sūrah adh-Dhāriyāt:51:56].
Og tilbedelsen – som det tidligere er blevet forklaret – er: lydighed mod Allāh – fri for enhver mangel er Han – og lydighed mod Hans sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham; ved at gøre det, som Allāh og Hans Sendebud har befalet, og forlade det, som Allāh og Hans Sendebud har forbudt, ud fra tro på Allāh og Hans Sendebud, og med oprigtighed for Allāh i handlingen, sammen med den yderste kærlighed til Allāh og fuldkommen ydmyghed over for Ham alene, frem for alt andet end Ham; således som Han– ophøjet er Han –siger: “Og din Herre [Allāh] har bestemt, at I ikke skal tilbede andre end Ham alene …” [Sūrah al-Isrāʾ:17:23]. Det vil sige: Han befalede og pålagde, at Han alene tilbedes. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 2. “Al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre.” 3. "Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige." 4. "Ejeren af dagen for afregningen." 5. "Dig alene tilbeder vi, og Dig alene søger vi hjælp hos." [Sūrah al-Fātiḥah: 2-5]. Således har Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han– gjort klart gennem disse āyāt, at Han er Den, som alene har ret til at blive tilbedt, og at der alene søges hjælp hos Ham. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt –siger: 2. “Vi har sandelig åbenbaret Skriften til dig med sandheden, så tilbed Allāh med oprigtig hengivelse i religionen for Ham alene.” “Sandelig, den rene hengivelse i religionen tilkommer Allāh alene.” [Sūrah az-Zumar:39:2-3]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Så påkald Allāh med oprigtig hengivelse i religionen for Ham alene, selv om de vantro afskyr det.” [Sūrah Ghāfir:40:14]. OgAllāh – ophøjet er Han – siger: 18. “Og at moskeerne tilkommer Allāh alene, så påkald ingen sammen med Allāh.” [Sūrah al-Djinn:72:18]. Og āyāt med denne betydning er talrige, og alle peger de på pligten til at rette tilbedelsen til Allāh alene.
Og det er kendt, at duʿāʾ (påkaldelse) i alle dets former hører til tilbedelsen; derfor er det ikke tilladt for noget menneske at påkalde andre end sin Herre, og heller ikke at søge hjælp eller at søge undsætning hos andre end Ham, i efterlevelse af disse ædle āyāt og det, som er kommet med samme betydning. Dette er dog undtaget i almindelige forhold og sanselige årsager, som den levende, tilstedeværende skabning er i stand til; for dette hører ikke til tilbedelsen. Tværtimod er det tilladt ved tekstbevis og konsensus (idjmāʿ – lærdommens enstemmige samstemmighed), at et menneske søger hjælp hos et andet levende menneske, som er i stand til det, i almindelige forhold, som han er i stand til; såsom at søge hjælp hos ham eller søge undsætning hos ham til at afværge skaden fra sit barn, sin tjener, sin hund eller lignende. Eller som når et menneske søger hjælp hos et andet levende, tilstedeværende menneske, som er kyndig, eller hos en fraværende gennem sanselige årsager, såsom brevveksling og lignende, til at bygge sit hus, reparere sin bil eller noget tilsvarende. Og blandt dette er, at et menneske søger undsætning hos sine ledsagere under djihād (stræben/kamp for Allāhs sag) og krig, og lignende. Og fra denne kategori er Allāhs ord – ophøjet er Han – i beretningen om Profeten Mūsā (Moses) – velsignelser og fred være over ham: “…så søgte den, der var af hans gruppe, undsætning hos ham mod den, der var af hans fjende …” [Sūrah al-Qaṣaṣ:28:15].
Hvad angår at søge hjælp hos de døde, djinnerne, englene, træerne og stenene, så er dette shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) af den større art, og det er af samme slags som de første mushrikūns (dem, der begår shirk) handling med deres guddomme; såsom al-ʿUzzā og al-Lāt og andre end dem. Og ligeledes er det at søge undsætning og søge hjælp hos dem blandt de levende, om hvem man tror, at de besidder walāyah (nærhed til Allāh), i det, som ingen er i stand til undtagen Allāh; såsom helbredelse af de syge, retledning af hjerterne, indtræden i Paradiset, frelse fra Ilden og lignende.
Og de foregående āyāt, og det, som er kommet med samme betydning af āyāt og aḥādīth (profetiske overleveringer), peger alle på pligten til at rette hjerterne mod Allāh i alle forhold og at gøre tilbedelsen oprigtig for Allāh alene; for tjenerne blev skabt til dette, og med dette blev de befalet – som det tidligere er kommet i āyāt – og således som Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: “Og tilbed Allāh, og tillæg ikke Ham noget ved Hans side.” [Sūrah an-Nisā’:4:36]. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: "Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Allāh, oprigtige i religionen [islām] overfor Ham, [som] ḥunafā (oprigtigt vendt mod Allāh og fri for afguderi)..." [Sūrah al-Bayyinah:98:5]. Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde i ḥadīthen til Muʿādh – må Allāh være tilfreds med ham: “Allāhs ret over tjenerne er, at de tilbeder Ham og ikke tillægger Ham noget ved Hans side.” Enstemmigt overleveret som autentisk Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde i ḥadīthen fra Ibn Masʿūd – må Allāh være tilfreds med ham: "Den, der dør, mens han påkalder en lige med Allāh, vil træde ind i ilden." Overleveret af al-Bukhārī. Og i de to Ṣaḥīḥ-samlinger (Bukhari og Muslim) er det overleveret fra Ibn ‘Abbās – må Allah være tilfreds med dem begge – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde til Muʿādh, da han sendte ham til Yemen: “Sandelig, du kommer til et folk fra Bogens folk, så lad det første, du kalder dem til, være vidnesbyrdet om, at Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh.” Og i en anden ordlyd: "Kald dem til at bevidne, at Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh., og at jeg er Allahs sendebud". Og i en beretning overleveret af al-Bukhārī: “Så lad det første, du kalder dem til, være, at de gør Allāh til Én i tilbedelsen.” Og i Ṣaḥīḥ Muslim er det overleveret i ḥadīthen fra Ṭāriq ibn Ashyam al-Ashdjaʿī – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: "Den, der siger: ' Lā ilāha illā Allāh (Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Allāh),' og forkaster alt det, der tilbedes ved siden af Allāh, hans ejendom og hans blod er ukrænkelige, og hans regnskab er hos Allāh – majestætisk er Hans Majestæt.'" Og aḥādīth med denne betydning er talrige.
Og denne Tawḥīd (at gøre Allāh til Én i tilbedelsen) er islāms grundlag, og den er religionens fundament, og den er sagens kerne, og den er den vigtigste af forpligtelserne. Den er visdommen bag skabelsen af de to ansvarsbårne skabninger – djinnerne og menneskene – og visdommen bag udsendelsen af alle sendebuddene –velsignelser og fred være over dem – som de tidligere nævnte āyāt, der viser dette, allerede er gået forud med. Heriblandt er Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: 56. "Og Jeg [Allāh] skabte ikke djinnerne og menneskene undtagen for at de skal Mig [alene]." [Sūrah adh-Dhāriyāt:51:56]. Blandt beviserne på dette er også Allāhs –majestætisk er Hans Majestæt – ord: Og Vi [Allāh] har sandelig sendt et Sendebud i hver ummah: “Tilbed Allāh og hold jer fra ṭāghūt (alt, der ophøjes, adlydes eller dyrkes ved siden af Allāh).” [Sūrah an-Naḥl:16:36]. Og Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – siger: ”Og Vi har ikke sendt noget Sendebud før dig, uden at Vi åbenbarede for ham: “Der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Mig, så tilbed Mig.” [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:25]. Og Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – sagde om Profeterne Nūḥ, Hūd, Ṣāliḥ og Shuʿayb – velsignelser og fred være over dem – at de sagde til deres folk: “… Tilbed Allāh; I har ingen anden gud end Ham.” [Sūrah al-Aʿrāf:7:59]. Og dette er alle sendebuddenes kald, sådan som de to foregående āyāt har vist det. Og sendebuddenes fjender har erkendt, at sendebuddene befalede dem at gøre Allāh til Én i tilbedelsen og at forkaste de guddomme, der blev tilbedt ved siden af Ham, sådan som Han – majestætisk er Hans Majestæt – sagde i beretningen om ʿĀd-stammen: at de sagde til Profeten Hūd – velsignelser og fred være over ham: “… Er du kommet til os, for at vi skal tilbede Allāh alene og forlade det, vore fædre plejede at tilbede?” [Sūrah al-Aʿrāf:7:70]. Og Han – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – sagde om Quraysh, da vores Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – kaldte dem til at gøre Allāh til Én i tilbedelsen og til at forlade det, de tilbad ved siden af Ham, såsom englene, awliyāʾ (de fromme), afguderne, træerne og andet end dette: “Har han gjort guderne til én gud? Dette er sandelig noget forunderligt.” [Sūrah Ṣād:38:5]. Og Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – sagde om dem: 35. “Sandelig, når der blev sagt til dem: ‘Der er ingen guddom, som med rette tilbedes, undtagen Allāh,’ viste de hovmod.” 36. “Og de sage: ‘Skulle vi virkelig forlade vore guder for en besat digters skyld?’” [Sūrah aṣ-Ṣāffāt:37:35-36]. Og āyāt, der peger på denne betydning, er talrige.
Og ud fra det, vi har nævnt af āyāt og aḥādīth, bliver det klart for dig – må Allāh give mig og dig fiqh (dyb forståelse) i religionen og klarsyn med hensyn til verdenernes Herres ret – at disse påkaldelser og former for istighāthah (at søge undsætning/hjælp), som du har nævnt i dit spørgsmål, alle er blandt formerne for større shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh); fordi de er tilbedelse af andre end Allāh og anmodning om ting, som ingen andre end Ham formår, rettet til de døde og de fraværende. Og dette er mere afskyeligt end de første afgudsdyrkeres shirk ; for de første begik kun shirk i tider med velstand. Men i tider med trængsel vier de tilbedelsen oprigtigt til Allāh alene; for de ved, at Han – fri for enhver mangel er Han – er Den, der formår at udfri dem fra trængslen uden andre end Ham, sådan som Han – ophøjet er Han – har sagt i Sin klare Bog om disse afgudsdyrkere: 65. “Når de går ombord på skibet, påkalder de Allāh, idet de vier religionen oprigtigt til Ham; men når Han bringer dem sikkert til land, så begår de straks shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh).” [Sūrah al-ʿAnkabūt:29:65]. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han – siger i en anden āyah, idet Han henvender Sig til dem: 67. “Og når nød rammer jer på havet, forsvinder dem, som I påkalder, undtagen Ham. Men når Han bringer jer sikkert til land, vender I jer bort; og mennesket er yderst utaknemmeligt.” [Sūrah al-Isrā’:17:67].
Hvis en af disse senere mushrikūn (dem, der begår shirk [at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh]) siger: “Vi mener ikke, at disse gavner af sig selv, eller at de helbreder vore syge af sig selv, eller gavner os af sig selv, eller skader os af sig selv; vi ønsker blot deres shafāʿah (forbøn) hos Allāh – ophøjet er Han – i dette?”
Svaret er, at der siges til ham: Dette var netop hensigten og formålet hos de første kuffār (vantro), og det var ikke deres hensigt, at deres guder selv skabte, forsynede, gavnede eller skadede; dette tilbagevises af det, som Allāh har nævnt om dem i Koranen, nemlig at de ønskede deres shafāʿah (forbøn), deres anseelse og deres nærhed til Allāh, så de kunne bringe dem nærmere til Ham, som Allāh – fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han – siger: “Og de tilbeder, foruden Allāh, det, som hverken skader dem eller gavner dem, og de siger: ‘Disse er vore shufaʿāʾ (forbønnere) hos Allāh …’” [Sūrah Yūnus:10:18]. Så tilbageviser Allāh dette over for dem med Sine ord: “Sig: ‘Vil I underrette Allāh om noget, som Han ikke ved i himlene og ej heller på jorden? Fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han over det, de begår af shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh).’” [Sūrah Yūnus:10:18]. Således gjorde Han – fri for enhver mangel er Han – det klart, at Han ikke kender til nogen shafīʿ (forbeder) hos Sig, hverken i himlene eller på jorden, på den måde, som mushrikūn (dem, der begår shirk [at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh]) tilsigtede. Og det, hvis eksistens Allāh ikke kender til, har ingen eksistens; for intet er skjult for Ham – fri for enhver mangel er Han. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 1. "Nedsendelsen af Bogen er fra Allah, Den Almægtige, Den Alvise." 2. ”Sandelig, Vi har nedsendt Bogen til dig med sandheden; så tilbed Allāh, idet du hengiver religionen oprigtigt til Ham.” 3. ”Er det ikke Allāh, den rene religion tilhører? Og de, som har taget awliyāʾ (beskyttere) ved siden af Ham [siger]: ’Vi tilbeder dem kun for, at de skal bringe os nærmere til Allāh.’ Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, hvori de er uenige. Sandelig, Allāh retleder ikke den, som er løgnagtig og dybt fornægtende.” [Sūrah az-Zumar:39:1-3].
Og betydningen af ad-dīn (religionen) her er: tilbedelse. Og den er – som tidligere nævnt – lydighed mod Allāh og lydighed mod Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Heri indgår: duʿāʾ (påkaldelse) og istighāthah (at søge undsætning/hjælp), khawf (frygt) og radjāʾ (håb), dhabḥ (offerdyrkning/slagtning for Allāh) og nadhr (religiøst løfte), ligesom deri også indgår: ṣalāh (bøn) og ṣawm (faste), og andet af det, som Allāh og Hans Sendebud har befalet. Således gjorde Han – fri for enhver mangel er Han – det klart, at tilbedelsen tilkommer Ham alene, og at det er pligtigt for tjenerne at vie den oprigtigt til Ham – majestætisk er Hans Majestæt; for Hans befaling til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham v om at vie tilbedelsen oprigtigt til Ham, er en befaling til alle medlemmer af denne ummah (fællesskab).
Derefter gjorde Allāh – mægtig og majestætisk er Han – det klart om al-kuffār (de vantro), idet Han sagde: ”Og de, som har taget awliyāʾ (beskyttere) ved siden af Ham [siger]: ’Vi tilbeder dem kun for, at de skal bringe os nærmere til Allāh.” [Sūrah az-Zumar:39:3]. Så tilbageviser Allāh dette over for dem med Sine ord: ”Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, hvori de er uenige. Sandelig, Allāh retleder ikke den, som er løgnagtig og dybt fornægtende.” [Sūrah az-Zumar:39:3], Således har Allāh – fri for enhver mangel er Han – i denne ædle āyah gjort det klart, at de ikke-troende kun tilbad awliyāʾ (fromme) foruden Ham, for at de skulle bringe dem nærmere til Allāh. Og dette er de ikke-troendes hensigt, både i gammel tid og i nyere tid. Og Allāh har tilbagevist dette med Hans – ophøjet er Han – ord: ”Sandelig, Allāh vil dømme mellem dem om det, hvori de er uenige. Sandelig, Allāh retleder ikke den, som er løgnagtig og dybt fornægtende.” [Sūrah az-Zumar:39:3]. Således har Allāh – fri for enhver mangel er Han – tydeliggjort deres løgnagtighed i deres påstand om, at deres guder bringer dem nærmere til Allāh, og deres kufr (vantro) ved den tilbedelse, de rettede til dem. Derved ved enhver, der har blot den mindste dømmekraft, at de første vantros kufr (vantro) netop bestod i, at de gjorde profeterne, awliyāʾ (fromme), træerne, stenene og andre skabninger til shufaʿāʾ (forbønner) mellem dem og Allāh. Og deres overbevisning om, at de opfylder deres behov og ordner deres anliggender uden Hans tilladelse og velbehag – fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han – ligesom ministre går i forbøn hos konger; således målte de Ham – majestætisk er Hans Majestæt – efter konger og ledere. Og de sagde: Ligesom den, der har et behov hos en konge eller en leder, søger forbøn hos ham gennem hans fortrolige og hans ministre, således søger vi nærhed til Allāh ved at tilbede Hans profeter og Hans awliyāʾ (nærtstående/beskyttere/hellige). Dette er noget af det mest falske af det falske; for Han – fri for enhver mangel er Han – har ingen ligemand, og Han må ikke måles efter Sin skabning. Ingen går i forbøn hos Ham undtagen med Hans tilladelse til forbøn, og Han giver kun tilladelse til folkene af tawḥīd (Allāhs Enhed i tilbedelse). Og Han – fri for enhver mangel er Han, og ophøjet er Han – har magt over alle ting og er vidende om alle ting, og Han er den Mest Barmhjertige af de barmhjertige. Han frygter ingen, og ingen kan bringe frygt over Ham; for Han – fri for enhver mangel er Han – har fuld magt over Sine tjenere og råder over dem, som Han vil I modsætning til konger og ledere, for de har ikke magt over alle ting. Derfor har de behov for nogen, der hjælper dem med det, de kan være ude af stand til, blandt deres ministre, fortrolige og soldater. Ligeledes har de behov for, at behovene hos dem, hvis behov ikke er kendt af dem, bliver meddelt dem; og derfor har de behov for nogen blandt deres ministre og fortrolige, som kan blødgøre dem og søge deres velbehag. Hvad angår Herren – Den Mægtige og Majestætiske – så er Han – fri for enhver mangel er Han – uafhængig af hele Sin skabning, og Han er mere barmhjertig mod dem end deres mødre. Og Han er Den Retfærdige Dommer, som sætter tingene på deres rette steder i overensstemmelse med Hans visdom, Hans viden og Hans magt. Derfor er det ikke tilladt på nogen måde at måle Ham efter Sin skabning. Derfor har Allāh – fri for enhver mangel er Han – tydeliggjort i Sin Bog, at polyteisterne anerkendte, at Han er Skaberen, Forsørgeren og Den, der styrer alle anliggender, og at det er Ham, der besvarer den nødstedte, fjerner trængslen, giver liv og lader dø, og andet af Hans gerninger – fri for enhver mangel er Han. Og striden mellem polyteisterne og sendebuddene handlede netop om at dedikere tilbedelsen oprigtigt til Allāh alene, som Han – majestætisk er Hans Majestæt – siger: “Og hvis du spørger dem, hvem der skabte dem, vil de visselig sige: ‘Allāh’...” [Sūrah az-Zukhruf:43:87]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 31. “Sig: ‘Hvem forsørger jer fra himlen og jorden? Eller hvem råder over hørelsen og synet? Og hvem bringer det levende ud af det døde og bringer det døde ud af det levende? Og hvem styrer alle anliggender?’ De vil visselig sige: ‘Allāh.’ Sig: ‘Vil I da ikke have taqwā (gudsbevidsthed)?’” [Sūrah Yūnus:10:31] Og āyāt med denne betydning er talrige.
Og tidligere er der blevet nævnt āyāt, der viser, at striden mellem sendebudene og folkeslagene kun var om at hellige tilbedelsen til Allāh alene, som Han – fri for enhver mangel er Han – siger: "Og Vi [Allāh] har sandelig sendt et Sendebud i hver ummah: 'Tilbed Allāh og hold jer fra ṭāghūt (alt, der ophøjes, adlydes eller dyrkes ved siden af Allāh).'” [Sūrah an-Naḥl:16:36] Og de āyāt, der har samme betydning. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – har på mange steder i Sin ædle Bog tydeliggjort forholdet vedrørende shafāʿah (forbøn), og Han – ophøjet er Han – siger: “…Hvem er det, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse?…” [Sūrah al-Baqarah:2:255]. Og Allāh – mægtig og majestætisk er Han – siger: 26. “Og hvor mange engle er der ikke i himlene, hvis forbøn intet gavner, undtagen efter at Allāh giver tilladelse til den, Han vil, og er tilfreds med.” [Sūrah an-Nadjm:53:26].
Og Han siger i Sin omtale af englene: “…og de går ikke i forbøn undtagen for den, Han er tilfreds med, og de er af frygt for Ham bævende.” [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:28].
Og Han – majestætisk er Hans Majestæt – har meddelt, at Han ikke er tilfreds med kufr (vantro) fra Sine tjenere, men kun er tilfreds med taknemmelighed fra dem. Og taknemmelighed er Hans tawḥīd (Enhed) og at handle i lydighed mod Ham. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Hvis I begår kufr, så er Allāh sandelig uafhængig af jer. Og Han er ikke tilfreds med kufr for Sine tjenere. Men hvis I er taknemmelige, er Han tilfreds med det for jer …” [Sūrah az-Zumar:39:2-3].
Og al-Bukhārī overleverede i sin Ṣaḥīḥ fra Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: “O Allāhs Sendebud, hvem er det menneske, der er lykkeligst med din shafāʿah (forbøn)?” Han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – svarede: “Den, der siger: Lā ilāha illā Allāh (der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham) med oprigtighed fra sit hjerte.” Eller Han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: ”fra sig selv.”
Og i aṣ-Ṣaḥīḥ er det overleveret fra Anas – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – han sagde: “Hver profet har en bøn, som bliver besvaret, og hver profet fremskyndede sin bøns fremførelse. Men jeg har gemt min bøn som en shafā‘ah (forbøn) for min ummah på opstandelsens dag. Så den vil – om Allāh vil – nå den af min ummah, som dør uden at sætte noget ved Allāhs side.” Og aḥādīth med denne betydning er talrige.
Og alt det, vi har nævnt af āyāt og aḥādīth, viser, at tilbedelsen udelukkende er Allāhs ret, og at det ikke er tilladt at rette noget af den til andre end Allāh – hverken til profeterne eller til andre end dem – og at shafāʿah (forbøn) tilhører Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – som Han – fri for enhver mangel er Han – siger: “Sig: ‘Al shafāʿah (forbøn) tilhører Allāh.’” [Sūrah az-Zumar:39:44]. Og ingen fortjener den undtagen efter Hans tilladelse til den, der går i forbøn, og Hans tilfredshed med den, der gås i forbøn for. Og Han – fri for enhver mangel er Han – er kun tilfreds med tawḥīd (Hans Enhed i tilbedelse) – som tidligere nævnt. Og på den baggrund har mushrikūn (dem, der begår shirk) ingen andel i shafāʿah (forbøn). Og Allāh har tydeliggjort dette i Hans – ophøjet er Han –ord : 48. “Så vil de, der går i forbøn, ikke gavne dem med deres shafāʿah (forbøn).” [Sūrah al-Muddaththir:74:48]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…For aẓ-ẓālimūn (de uretfærdige) er der ingen nær ven og ingen med shafāʿah (forbøn), som adlydes.” [Sūrah Ghāfir:40:18].
Og det er velkendt, at ẓulm (uretfærdighed) – når det nævnes ubetinget – er shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), som Allāh – ophøjet er Han – siger: “…og fornægterne er dem, der begår ẓulm (uretfærdighed).” [Sūrah al-Baqarah:2:254]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "...Sandelig, shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh) er visselig en vældig ẓulm (uretfærdighed)." [Sūrah Luqmān:31:13].
Hvad angår det, du nævnte i spørgsmålet, nemlig nogle ṣūfīers udsagn i moskeerne og andre steder: “O Allāh, send velsignelser over den, som Du har gjort til en årsag til udfoldelsen af Dine asrār ḏjabarūtiyyah (almagtsfulde hemmeligheder) og frembruddet af Dine anwār raḥmāniyyah (barmhjertighedens lys), så han blev en stedfortræder for den ḥaḍrah rabbāniyyah (den guddommelige nærværelse) og en efterfølger for Dine asrār ḏhātiyyah (Dit Væsens hemmeligheder) ...” osv.
Svaret er, at der siges: Denne tale og lignende er en del af takalluf (kunstig affektation) og tanaṭṭuʿ (overdrevet og tvangspræget strenghed), som vores Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – advarede imod, således som Muslim har overleveret i sin Ṣaḥīḥ fra ʿAbdullāh Ibn Masʿūd – må Allāh være tilfreds med ham – at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “De, der hengiver sig til tanaṭṭuʿ (overdrevet og tvangspræget strenghed), er fortabte.” Han sagde det tre gange.
Imām al-Khaṭṭābī – må Allāh være ham barmhjertighed – sagde: Al-mutanaṭṭiʿ er den, der går unaturligt dybt ned i en sag og kunstlet fordyber sig i at undersøge den – efter ahl al-kalām (de skolastiske teologers) metoder – dem, der trænger ind i det, som ikke vedkommer dem, og kaster sig ud i det, som deres forstand ikke kan nå.
Og Abū al-Saʿādāt Ibn al-Athīr – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: Det er dem, der går alt for dybt og overdriver i deres tale, og som taler med den yderste del af deres strube. Det er afledt af al-naṭʿ (den øverste del af ganen), og derefter blev det brugt om enhver, der går til overdreven dybde i både tale og handling.
Og ud fra det, som disse to imāmer blandt sprogets imāmer har nævnt, bliver det klart for dig – og for enhver, der har blot den mindste indsigt – at denne måde at sende velsignelser og fred over vores Profet og vores herre, Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – på hører til takalluf (affekteret og kunstlet religiøs overdrivelse) og tanaṭṭuʿ (overdrevet og tvangspræget strenghed), som er forbudt. Det, der er foreskrevet for muslimen i dette anliggende, er at søge den fastlagte måde, som er overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i beskrivelsen af velsignelser og fred over ham. Og deri er der fuld tilstrækkelighed uden behov for noget andet.
Blandt dette er også det, som al-Bukhārī og Muslim har overleveret i aṣ-Ṣaḥīḥayn (de to autentiske samlinger) fra Kaʿb ibn ʿUdjrah – må Allāh være tilfreds med ham – at Ṣaḥābah (Ledsagerne) – må Allāh være tilfreds med dem – sagde: “O Allāhs Sendebud! Allāh har befalet os at sende ṣalāh (velsignelser) over dig; så hvordan skal vi sende ṣalāh (velsignelser) over dig?” Han sagde: “Sig: 'O Allāh, send ṣalāh (velsignelser) over Muḥammad og over Āl Muḥammad (Muḥammads familie og trofaste efterfølgere), ligesom Du sendte ṣalāh (velsignelser) over Ibrāhīm og over Āl Ibrāhīm (Ibrāhīms familie og trofaste efterfølgere). Sandelig, Du er Ḥamīd ,Madjīd (Den Lovpriste, Den Majestætiske). Og send barakah (velsignelse) over Muḥammad og over Āl Muḥammad (Muḥammads familie og trofaste efterfølgere), ligesom Du sendte barakah (velsignelse) over Ibrāhīm og over Āl Ibrāhīm (Ibrāhīms familie og trofaste efterfølgere). Sandelig, Du er Ḥamīd, Madjīd (Den Lovpriste, Den Majestætiske).'”
Og i aṣ-Ṣaḥīḥayn (de to autentiske samlinger, al-Bukhārī og Muslim) er det overleveret fra Abū Ḥumayd al-Sāʿidī – må Allāh være tilfreds med ham – at de sagde: “O Allāhs Sendebud! Hvordan skal vi sende ṣalāh (velsignelser) over dig?” Han sagde: “Sig: O Allāh, send ṣalāh (velsignelser) over Muḥammad og over hans azwādj (hustruer) og hans dhurriyyah (efterkommere), ligesom Du sendte ṣalāh (velsignelser) over Āl Ibrāhīm (Ibrāhīms familie og trofaste efterfølgere). Og send barakah (velsignelse) over Muḥammad og over hans azwādj (hustruer) og hans dhurriyyah (efterkommere), ligesom Du sendte barakah (velsignelse) over Āl Ibrāhīm (Ibrāhīms familie og trofaste efterfølgere). Sandelig, Du er Ḥamīd, Madjīd (Den Lovpriste, Den Majestætiske).”
Og i Ṣaḥīḥ Muslim er det overleveret fra Abū Masʿūd al-Anṣārī – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: Bashīr Ibn Saʿd sagde: “O Allāhs Sendebud! Allāh har befalet os at sende ṣalāh (velsignelser) over dig; så hvordan skal vi sende ṣalāh (velsignelser) over dig?” Så tav han, og derefter sagde han: “Sig: ‘O Allāh, send ṣalāh (velsignelser) over Muḥammad og over Āl Muḥammad, ligesom Du sendte ṣalāh (velsignelser) over Āl Ibrāhīm. Og send barakah (velsignelse) over Muḥammad og over Āl Muḥammad, ligesom Du sendte barakah (velsignelse) over Āl Ibrāhīm blandt verdenerne. Sandelig, Du er Ḥamīd, Madjīd (Den Lovpriste, Den Majestætiske). Og salām (fredshilsnen) er, som I er blevet undervist i.’”
Disse formuleringer og lignende – og andet af det, som er fastslået fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er det, som muslimen bør anvende i sin ṣalāh og salām (velsignelser og fred) over Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham; for Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er den mest vidende af mennesker om, hvad der sømmer sig at anvende i hans ret, ligesom han er den mest vidende af mennesker om, hvilke formuleringer der bør anvendes i hans Herres ret.
Hvad angår de kunstlede og nyskabte formuleringer, samt de formuleringer, der kan bære en ukorrekt betydning – såsom de formuleringer, der blev nævnt i spørgsmålet – så bør de ikke anvendes; på grund af det takalluf (affekteret og kunstlet religiøs overdrivelse), der findes i dem, og fordi de kan fortolkes med falske betydninger, samtidig med at de strider imod de formuleringer, som Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – valgte og vejledte sin ummah (nation) til. Og han er den mest vidende af skabningen, den mest oprigtige og mest velmenende i sit råd, og den, der er længst fjernet fra takalluf (affekteret og kunstlet religiøs overdrivelse). Over ham være fra hans Herre den bedste ṣalāh og salām (velsignelser og fred).
Hermed håber jeg, at det, vi har nævnt af beviser til at klargøre den egentlige realitet af tawḥīd (troen på Allāhs Enhed), den egentlige realitet af shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh), forskellen i dette anliggende mellem de første polyteister og de senere polyteister, samt klargørelsen af den foreskrevne måde for ṣalāh (velsignelser) over Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – vil være tilstrækkeligt og overbevisende for den, der søger sandheden. Hvad angår den, der ikke har noget ønske om at kende sandheden, så følger han sin hawā (egenvillige begær). Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – siger: "“Men hvis de ikke svarer dig, så vid, at de kun følger deres ahwāʾ (egenvillige begær). Og hvem er mere vildfaren end den, der følger sit hawā (egenvillige begær) uden vejledning fra Allāh? Sandelig, Allāh retleder ikke de ẓālimūn (de uretfærdige)." [Sūrah al-Qaṣaṣ:28:50].
Således har Han – fri for enhver mangel er Han – i denne ædle āyah gjort det klart, at menneskene i forhold til det, som Allāh sendte Sin Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – med af retledning og sandhedens religion, er delt i to grupper:
Den ene: den, der efterkommer Allāh og Hans Sendebud.
Den anden: den, der følger sin hawā (egenvillige begær). Derpå oplyste Han – fri for enhver mangel er Han – at ingen er mere vildfaren end den, der følger sin hawā (egenvillige begær) uden retledning fra Allāh.
Så vi beder Allāh – majestætisk er Hans Majestæt – om ʿāfiyah (beskyttelse og velbefindende) mod at følge hawā (egenvilligt begær), og om at gøre os, jer og alle vores brødre til dem, der svarer Allāh og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ophøjer Hans lov, og advarer imod alt det, der strider imod Hans lov af bidʿah (religiøse nyskabelser) og ahwāʾ (egenvillige begær). Sandelig, Han er Gavmild og Ædel.
Og må Allāh sende Sin fred og velsignelser over Hans tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, hans familie, hans ledsagere og dem, der følger dem med iḥsān (åndelig skønhed og oprigtighed) indtil dommens dag.
Den femte risālah (budskab):
Den retslige afgørelse om fejringen af al-Mawlid an-Nabawī (Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – fødselsdag) og andre fødselsmarkeringer
Al lovprisning tilkommer Allāh, og velsignelser og fred være over Allāhs Sendebud, hans familie og hans ledsagere, og enhver, der retledes af hans vejledning.
Spørgsmålet er gentagne gange blevet rejst af mange om den retslige afgørelse ved fejringen af Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – fødsel, om at rejse sig for ham under dette, om at fremsige fredshilsen over ham samt om andet, som udføres ved sådanne fødselsmarkeringer.
Det er ikke tilladt at fejre Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – fødsel, og ej heller andres, fordi dette hører til de nyskabte bidʿah (religiøse nyskabelser) i religionen; for Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – gjorde det ikke, ej heller hans retledte kaliffer, ej heller andre blandt ledsagerne – må Allāh være tilfreds med dem – og heller ikke de, der fulgte dem i godhed i de fortrinlige generationer. De var de mest vidende mennesker om Sunnah og de mest fuldkomne i kærlighed til Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og i efterlevelse af hans lov, sammenlignet med dem, der kom efter dem. Allāh – ophøjet er Han – siger i Sin klare Bog:
”.. Og hvad end Allāhs Sendebud giver jer, så tag imod det; og hvad end han forbyder jer, så afstå fra det....” [Sūrah al-Ḥashr:59:7] Og Allāh - ophøjet er Hans Majestæt – siger: "...Så lad dem, der handler i strid med hans [Sendebuddets] befaling, tage sig i agt for, at der rammer dem en fitnah (prøvelse), eller at der rammer dem en smertelig straf." [Sūrah an-Nūr:24:63] Og Allāh – ære være Ham – siger: 21. ”I har visselig i Allāhs Sendebud har I et smukt forbillede – for den, der sætter sit håb til Allāh og den yderste dag og ihukommer Allāh meget.” [Sūrah al-Aḥzāb:33:21] Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 100. "Og de forreste af de første blandt al-muhādjirīn (dem der udvandrede fra Makkah til Madīnah) og og al-anṣār (hjælperne - borgerne i Madīnah, som hjalp og gav støtte til Muhādjirūn) og dem, der fulgte dem (deres eksempel) i godhed, (dem). Allāh er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Ham. Og for dem har Han beredt haver, under hvilke floder løber; deri vil de være for evigt. Det er den store sejr." [Sūrah at-Tawbah:9:100] Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer, og Jeg har fuldbyrdet Min gunst over jer og har godkendt al-islām som dīn for jer.” [Sūrah al-Māʾidah:5:3]. Og āyāt i denne betydning er mange. Og det er fastslået fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: “Den, der indfører noget i denne vor sag, som ikke hører til den, så er det afvist.” Det vil sige: at det bliver afvist imod ham. Og han sagde i en anden ḥadīth: ”Hold jer til min Sunnah og til Sunnah fra de retledte og vejledte kaliffer efter mig; hold fast i den, og bid fast i den med kindtænderne. Og vogt jer for nyskabte anliggender, for enhver nyskabelse er bidʿah (religiøs nyskabelse), og enhver bid‘ah er vildfarelse.” Så i disse to aḥādīth findes der en alvorlig advarsel mod at indføre bidʿah (innovation) og handle efter dem.
Og indførelsen af sådanne fødselsmarkeringer forstås som, at Allāh – ære være Han – ikke har fuldendt religionen for denne ummah (muslimske fællesskab), og at Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ikke har formidlet det, som ummah burde handle efter, indtil de senere tilkomne kom og indførte i Allāhs lov det, som Han ikke har givet tilladelse til; idet de påstår, at dette er noget, der bringer dem nærmere til Allāh. Og dette er uden tvivl forbundet med en stor fare og udgør en indsigelse mod Allāh – ære være Han – og mod Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Allāh – ære være Han – har fuldendt religionen for Sine tjenere og fuldbyrdet nåden over dem, og Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har i sandhed fremført den klare overbringelse og har ikke efterladt nogen vej, der fører til paradiset og fjerner fra ilden, uden at han har tydeliggjort den for ummah., sådan som det er fastslået i den autentiske ḥadīth fra ʿAbdullāh Ibn ʿAmr – må Allāh være tilfreds med ham – der sagde: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Allāh har ikke sendt en profet, uden at det har været en pligt for ham at vejlede sin ummah til det bedste, som han ved er til gavn for dem, og at advare dem mod det værste, som han ved er til skade for dem.” Overleveret af Muslim i hans Ṣaḥīḥ.
Og det er velkendt, at vor Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er den fornemmeste af profeterne og dens sidste blandt dem, og den mest fuldkomne af dem i formidling og oprigtig vejledning. Havde fejringen af sådanne fødselsmarkeringer været en del af den religion, som Allāh – ære være Han – er tilfreds med, ville Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – have tydeliggjort det for ummah, eller have praktiseret det i sit liv, eller også ville hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – have praktiseret det. Da intet af dette fandt sted, vides det, at det på ingen måde hører til islām; snarere hører det til muḥdathāt (de nyskabte anliggender), som Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – advarede sin ummah imod, sådan som dette tidligere er nævnt i aḥādīth. Og āyāt og aḥādīth i dette anliggende er mange.
Og en gruppe af lærde har udtrykkeligt taget afstand fra fødselsmarkeringerne og advaret imod dem, i overensstemmelse med de nævnte beviser og andre. Nogle af de senere tilkomne var imidlertid uenige og tillod dem, forudsat at de ikke indeholdt noget af det forkastelige, såsom overdrivelse i forhold til Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – kønsblanding mellem kvinder og mænd, brug af underholdningsinstrumenter og andet, som den rene sharīʿah (Allāhs åbenbarede vejledning og lovgivning) forkaster forkaster; og de antog, at de hørte til de såkaldte bidʿa ḥasanah (gode nyskabelser).
Og den sharīʿah-baserede regel er at føre det, som mennesker er uenige om, tilbage til Allāhs Bog og til Hans Sendebud Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah, sådan som Allāh – ophøjet er Hans majestæt – siger: 59. "O I som tror! Adlyd Allāh og adlyd Sendebuddet og dem, der har myndighed blandt jer. Hvis I strides om noget, så henvis det til Allāh og Sendebuddet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er bedre og det bedste udfald 59." [Sūrah an-Nisāʾ:4:59] Allāh – ophøjet er Han – siger: "Og hvad end I er uenige om i noget, så tilkommer afgørelsen Allāh..." [Sūrah ash-Shūrā:42:10]
Vi har derfor henvist dette spørgsmål – nemlig fejringen af mawālid (fødselsmarkeringer) – til Allāhs Bog – ære være Ham. Her finder vi, at den påbyder os at følge Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i det, han har bragt, og advarer os mod det, han har forbudt. Samtidig oplyser den os om, at Allāh – ære være Ham – har fuldkommengjort religionen for denne ummah. Da denne fejring ikke hører til det, som Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har bragt, kan den derfor ikke regnes som en del af den religion, som Allāh har fuldkommengjort for os, og hvori Han har befalet os at følge Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham.
Og vi har ligeledes ført dette anliggende tilbage til Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah. Her finder vi hverken, at han selv praktiserede det, at han befalede det, eller at hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – praktiserede det. På den baggrund erkender vi, at det ikke hører til religionen, men derimod er blandt de nyskabte anliggender, og at det indebærer en efterligning af Bogfolket – jøderne og de kristne – i deres højtider.
Og dermed står det tydeligt frem for enhver, som blot besidder den mindste indsigt, som søger sandheden, og som udviser redelighed og retfærdighed i sin søgen efter den, at fejringen af mawālid ikke er en del af islām. Tværtimod hører den til blandt de nyskabte anliggender, som Allāh – ære være Ham – og Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har befalet, at man skal afstå fra og være på vagt over for. Og det følger heraf, at den fornuftige ikke bør lade sig vildlede af, at mange mennesker praktiserer det på tværs af lande og egne. Sandheden erkendes nemlig ikke ud fra antallet af dem, der følger den, men derimod ud fra de retsgyldige beviser – sådan som Allāh – ophøjet er Han – Selv har udtalt det i omtalen af jøderne og de kristne: Og de siger: “Ingen vil træde ind i paradiset, undtagen den, der er jøde eller kristen.” Dette er blot deres ønskeforestillinger. Sig: “Frembring jeres bevis, hvis I er sandfærdige.” [Sūrah al-Baqarah:2:111]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: ”Og hvis du adlyder de fleste af dem, der er på jorden, vil de vildlede dig bort fra Allāhs vej…” [Sūrah al-Anʿām:6:116].
Derudover er de fleste af disse fejringer af mawālid (fødselsmarkeringer) – ud over at være et nyskabt anliggende – sjældent fri for at rumme andre forkastelige forhold; såsom sammenblanding af kvinder og mænd, brug af sange og musikinstrumenter, indtagelse af berusende midler og euforiserende stoffer samt andre former for skadelig adfærd. Og der kan i disse sammenhænge forekomme noget, der er endnu alvorligere end dette – nemlig den største form for shirk (at tillægge nogen eller noget, som kun tilkommer Allāh). Det sker gennem overdreven ophøjelse af Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – eller af andre, som betegnes som awliyāʾ (fromme og gudsbevidste personer), ved at rette påkaldelse til dem, søge redning og hjælp hos dem, anmode dem om støtte eller nære forestillinger om, at de har kendskab til det usete. Sådanne forhold hører til blandt de vantro handlinger, som mange mennesker falder i, når de markerer Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – fødsel eller tilsvarende markeringer for andre, som de omtaler som awliyāʾ. Og det er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –, at han sagde: “Vogt jer for overdrivelse i religionen, for det var netop overdrivelse i religionen, der førte til undergangen for dem, som var før jer.” Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Overdriv ikke i min ros, sådan som de kristne overdrev i deres ros af Marias søn (‘Īsā – Jesus – fred være med ham). Jeg er blot en tjener; sig derfor: Allāhs tjener og Hans Sendebud.” Overleveret af al-Bukhārī i hans Ṣaḥīḥ, fra ḥadīth af ʿUmar Ibn al-Khaṭṭāb – må Allāh være tilfreds med ham.
Blandt de forunderlige og bemærkelsesværdige forhold er, at mange mennesker udviser stor iver og gør sig umage med at deltage i disse nyskabte fejringer og endda forsvarer dem, mens de samtidig forsømmer det, som Allāh har pålagt dem – nemlig at deltage i fredagsbønnen og fællesbønnerne. De tillægger dette ingen vægt og anser det ikke for at have begået noget alvorligt og forkasteligt. Der er ingen tvivl om, at dette vidner om svaghed i troen, mangel på indsigt og om de mange former for synder og overtrædelser, som har lagt sig som et slør over hjerterne. Vi beder Allāh om velvære for os selv og for alle muslimer.
Og blandt dette er også, at nogle forestiller sig, at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er til stede ved mawlid; og derfor rejser de sig for ham, idet de hilser og byder ham velkommen. Dette hører til blandt den største vildfarelse og den groveste uvidenhed. Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – forlader nemlig ikke sin grav før opstandelsens dag, har ingen forbindelse med menneskerne og er ikke til stede ved deres samlinger. Tværtimod forbliver han i sin grav indtil opstandelsens dag, mens hans sjæl er i det højeste ʿilliyyīn hos sin Herre i æresboligen – sådan som Allāh – ophøjet er Han – siger: 15. ” Derefter skal I sandelig dø.” 16. ”Derefter vil I sandelig blive genoprejst på dommens dag.” [Sūrah al-Muʾminūn:23:15-16].
Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: ”Jeg er den første, for hvem graven vil åbne sig på opstandelsens dag, og jeg er den første, der vil fremføre forbøn, og den første, hvis forbøn vil blive antaget.” Må de bedste velsignelser og fred fra hans Herre være over ham til stadighed.
Disse to ædle āyāt, den ædle ḥadīth samt de øvrige āyāt og aḥādīth, der bærer samme betydning, viser alle, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og andre blandt de døde først vil komme ud af deres grave på opstandelsens dag. Dette er et forhold, der er genstand for konsensus blandt muslimske lærde, og der hersker ingen uenighed om det iblandt dem. Derfor bør enhver muslim være opmærksom på disse forhold og tage sig i agt for de nyskabte anliggender og forestillinger, som uvidenhed og dens ligesindede har bragt frem – forhold, som Allāh ikke har nedsendt nogen bemyndigelse for. Allāh er Den, hvis hjælp søges, og til Ham sættes al tillid; og der er ingen magt eller styrke undtagen ved Ham.
Hvad angår at sende velsignelser og fred over Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er det blandt de bedste former for tilnærmelse til Allāh og blandt de retskafne handlinger – sådan som Allāh – ophøjet er Han – siger: 56. ”Sandelig, Allāh og Hans engle sender velsignelser over Profeten. O I, som tror, send velsignelser over ham og hils ham med fuldstændig fred.” [Sūrah al-Aḥzāb:33:56]. Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Den, der sender velsignelser over mig én gang, vil Allāh sende velsignelser over ham tifold.” Den er foreskrevet i sharīʿah på alle tidspunkter og særligt betonet ved afslutningen af hver ṣalāh (bøn) – ja, ifølge en gruppe af de lærde endda obligatorisk i den sidste tashahhud (vidnesbyrdet siddende i bønnen) i hver ṣalāh. Dens status som sunnah er særligt betonet i mange sammenhænge; heriblandt efter adhān (kaldet til bøn), når Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – nævnes, samt om fredagen og i dens nat, sådan som det fremgår af talrige aḥādīth.
Og Allāh er Den, som der anmodes om, at lede os og alle muslimer til at opnå indsigt i Sin religion og standhaftighed i den, og at Han vil skænke alle at holde fast ved Sunnah og tage sig i agt for nyskabte anliggender. Sandelig, Han er gavmild, ædel.
Må Allāhs velsignelser og fred være over vores Profet Muḥammad samt over hans familie og hans ledsagere.
Den sjette risālah (budskab)
Den retslige afgørelse om fejringen af laylat al-isrāʾ wa-l-miʿrādj (Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – natlige rejse og himmelstigning)
Al lovprisning tilkommer Allāh, og må velsignelser og fred være over Allāhs Sendebud samt over hans familie og hans ledsagere.
Hvad angår det følgende, er der ingen tvivl om, at al-isrāʾ wa-l-miʿrādj (Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – natlige rejse og himmelstigning) hører til blandt Allāhs store tegn, der vidner om sandfærdigheden i Hans Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og om hans ophøjede rang hos Allāh – ophøjet er Hans Majestæt. Samtidig udgør de klare beviser på Allāhs overvældende magt og på Hans ophøjethed over hele Sin skabning. Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – siger: Lovprist er Han, som om natten førte Sin tjener fra al-Masdjid al-Ḥarām (den hellige Moské) til al-Masdjid al-Aqṣā (den fjerneste Moské), hvis omgivelser Vi har velsignet, for at Vi kunne vise ham nogle af Vore tegn. Sandelig, Han er Den Althørende, Den Altseende. [Sūrah al-Isrā’:17:1].
Det er overleveret gennem talrige beretninger fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han blev taget op til himlene, og at deres porte blev åbnet for ham, indtil han passerede den syvende himmel. Her talte hans Herre – ære være Ham – til ham om det, Han ønskede, og pålagde ham aṣ-ṣalawāt al-khams (de fem daglige bønner). Allāh – ære være Ham – havde først pålagt halvtreds ṣalawāt; men vor Profet Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – blev ved med at vende tilbage til Ham og bede om lettelse, indtil Han gjorde dem til fem. Derfor er de fem i påbud og halvtreds i belønning, fordi den gode handling belønnes tifold. Så, al lovprisning og tak tilkommer Allāh for alle Hans velgerninger.
Og denne nat, hvor al-isrāʾ wa-l-miʿrādj fandt sted, er ikke blevet fastlagt i de autentiske aḥādīth – hverken i måneden radjab eller i nogen anden måned. Alt, hvad der er overleveret om en bestemt fastsættelse af den, er ikke autentisk ifølge ḥadīth-lærde. Allāh har i dette en fuldkommen visdom ved at have ladet mennesker være uvidende om dens præcise tidspunkt. Og selv hvis dens fastsættelse havde været bekræftet, ville det ikke have været tilladt for muslimer at udpege den til særlige former for tilbedelse, og ej heller at fejre den, da Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – hverken fejrede den eller gav den nogen særlig status. Og hvis fejringen af denne nat havde været foreskrevet, ville Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – have gjort det klart for ummah – enten gennem ord eller gennem handling. Havde noget sådant fundet sted, ville det være blevet kendt og udbredt, og ledsagerne – må Allāh være tilfreds med dem – ville have overleveret det til os. De har nemlig overleveret alt det fra deres Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – som ummah havde behov for, og de har ikke forsømt noget i religionen. Tværtimod var de de første til at udføre enhver god gerning. Havde fejringen af denne nat været foreskrevet, ville de derfor have været de første blandt mennesker til at praktisere den. Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er den mest oprigtige og velmenende rådgiver for menneskene. Han har overbragt budskabet på fuldkommen vis og fuldt ud opfyldt det betroede ansvar. Havde det at ære denne nat og fejre den været en del af Allāhs dīn (religion), ville Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – hverken have overset det eller holdt det skjult. Da intet af dette fandt sted, står det klart, at hverken fejringen af denne nat eller dens ophøjelse på nogen måde hører til islām. Allāh har fuldkommengjort religionen for denne ummah og fuldendt Sin gunst over den, og Han har forkastet, at nogen indfører i dīn det, som Allāh ikke har givet tilladelse til. Derfor siger Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – i Sin klare Bog: "I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer, og Jeg har fuldbyrdet Min gunst over jer og har godkendt al-islām som dīn for jer.” [Sūrah al-Māʾidah:5:3], Og Allāh – ophøjet er Hans Majestæt - siger: Eller har de medparter, som har foreskrevet dem noget i religionen, som Allāh ikke har givet tilladelse til? Havde det ikke været for det afgørende ord [om udsættelsen til dommens dag], ville der allerede være blevet afsagt dom mellem dem. Og sandelig, for de uretfærdige er der en smertefuld straf. [Sūrah ash-Shūrā:42:21].
Advarslen mod bidʿah (nyskabte anliggender) og den klare erklæring om, at de er vildfarelse, står fast fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i de autentiske aḥādīth – som en påmindelse til ummah om deres alvorlige fare og for at afskrække dem fra at begå dem. Et eksempel herpå er det, som er fastslået i de to Ṣaḥīḥ-værker [al-Bukhārī og Muslim] fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Den, der indfører noget i denne vores sag (islāms religion), som ikke hører til den, så er det afvist.” Og i en beretning hos Muslim: “Den, der udfører en handling, som ikke er i overensstemmelse med vores sag, så er det afvist.” Og i Ṣaḥīḥ Muslim berettes det fra Djābir – må Allāh være tilfreds med ham – at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – plejede at sige i sin khuṭbah om fredagen: “Herefter: Sandelig er den bedste tale Allāhs Bog, og den bedste vejledning er Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – vejledning. De værste anliggender er de nyskabte, og enhver bidʿah (nyskabt religiøst anliggende) er vildfarelse.” An-Nasāʾī overleverer desuden – med en god beretterkæde – følgende tilføjelse: “Og enhver vildfarelse er i an-nār (ilden).” Og i Sunan-samlingerne berettes det fra al-ʿIrbāḍ Ibn Sāriyah – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – holdt en dybt bevægende formaning for os, så hjerterne skælvede, og tårerne strømmede fra øjnene. Vi sagde: “O Allāhs Sendebud! Det er, som om dette er en afskedsformaning, så giv os et råd.” Da sagde han: “Jeg pålægger jer bevidsthed om Allāh samt at lytte og adlyde – selv hvis en slave sættes til at lede jer. For den af jer, der lever videre, vil komme til at se megen uenighed. Derfor påhviler det jer at holde jer til min sunnah (profetiske vej) og til sunnah fra de retledte, vejledte kaliffer efter mig. Hold fast ved den og bid jer fast i den med kindtænderne. Og vogt jer for nyskabte anliggender, for enhver nyskabt ting er en bidʿah (religiøs nyskabelse), og enhver bidʿah er vildfarelse.” Og aḥādīth, der understøtter denne betydning, er talrige.
Det er fast og pålideligt overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem alle – og as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer) efter dem, at de advarede mod bidʿah (religiøse innovationer) og indskærpede alvoren i at holde sig fra dem. Og dette er ikke uden grund: for de udgør en tilføjelse til religionen, en form for lovgivning, som Allāh ikke har givet tilladelse til, samt en efterligning af Allāhs fjender – jøderne og de kristne – i deres tilføjelser til deres religion og i deres indførelse af forhold, som Allāh ikke har givet tilladelse til. Når sådanne nyskabelser indføres i islām, bliver deres uundgåelige følge en nedvurdering af den islamiske religion og en implicit anklage om, at den ikke er fuldkommen. Og det er velkendt, hvilken enorm fordærvelse, hvilken afskyelig forseelse og hvilken direkte modstrid med Allāhs – ophøjet er Hans Majestæt – ord, der ligger i dette: "...I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer.." [Sūrah al-Māʾidah:5:3]. Og en åbenlys modstrid med Sendebuddets – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – aḥādīth, som advarer mod bidʿah (religiøse innovationer) og kraftigt afskrækker fra dem.
Jeg håber, at det, vi har fremført af beviser, er tilstrækkeligt og overbevisende for den, der oprigtigt søger sandheden, til at forkaste denne bidʿah (religiøse nyskabelse) og tage sig i agt for den – nemlig bidʿah at fejre laylat al-isrāʾ wa-l-miʿrādj (Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – natlige rejse og himmelstigning) – og til at erkende, at den på ingen måde hører til islām.
Og i lyset af det, som Allāh har pålagt af forpligtelsen til oprigtigt råd til muslimerne, til at tydeliggøre det, som Allāh har foreskrevet for dem af religionen, og til forbuddet mod at skjule viden, har jeg fundet det nødvendigt at gøre mine muslimske brødre opmærksomme på denne bidʿah (religiøse nyskabelse), som har bredt sig i mange egne, i en sådan grad at nogle mennesker er kommet til at anse den for at være en del af religionen.
Og Allāh er Den, som der anmodes om, at bringe alle muslimers forhold i orden, at skænke dem indsigt og forståelse i religionen, og at give os og dem succes i at holde fast ved sandheden og være standhaftige i den samt at forlade alt, som strider imod den. Han er Den, der varetager dette, og Den, der har magt til det.
Og må Allāhs velsignelser, fred og velsignelse være over Hans tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, samt over hans familie og hans ledsagere.
Den syvende risālah (budskab)
Den retslige afgørelse om fejringen af laylat an-niṣf min shaʿbān (natten midt i måneden shaʿbān)
Al lovprisning tilkommer Allāh, som har fuldkommengjort ad-dīn (religionen) for os og fuldendt Sin nåde over os. Og må Allāhs velsignelser og fred være over Hans Profet og Sendebud, Muḥammad – angerens og barmhjertighedens Profet.
Herefter: Allāh – ophøjet er Han – siger: "I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer, og Jeg har fuldbyrdet Min gunst over jer og har godkendt al-islām som dīn for jer.” [Sūrah al-Māʾidah:5:3]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Eller har de medparter, som har foreskrevet dem noget i religionen, som Allāh ikke har givet tilladelse til?" [Sūrah ash-Shūrā:42:21] Og i de to Ṣaḥīḥ-samlinger [al-Bukhārī og Muslim] berettes det fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Den, der indfører noget i denne vores sag (islāms religion), som ikke hører til den, så er det afvist.” Og i Ṣaḥīḥ Muslim berettes det fra Djābir – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – plejede at sige i fredagsprædikenen: “Herefter: Sandelig er den bedste tale Allāhs Bog, og den bedste vejledning er Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – vejledning. De værste anliggender er de nyskabte, og enhver bidʿah (nyskabt religiøst anliggende) er vildfarelse.” Og āyāt og aḥādīth i denne betydning er talrige, og de peger med klar og utvetydig tydelighed på, at Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – har fuldendt denne ummahs religion, fuldbyrdet Sin nåde over den, og at Han ikke tog Sin Profet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – bort, før han havde overbragt det klare og åbenlyse budskab og gjort tydeligt for ummahen alt det, som Allāh har foreskrevet for den af ord og handlinger. Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – gjorde det klart, at alt, hvad mennesker indfører efter ham og tilskriver islām som religion – hvad enten det er udsagn eller handlinger – alt dette er bidʿah (religiøs nyskabelse), som afvises og tilbageføres til den, der har indført den, selv hvis hans hensigt er god. Dette anliggende var kendt af Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – og ligeledes af islāms lærde efter dem; derfor tog de afstand fra nyskabelserne og advarede imod dem, sådan som det er nævnt af enhver, der har forfattet værker om at ophøje as-Sunnah og forkaste al-bidʿah (religiøs nyskabelse) – såsom Ibn Waḍḍāḥ, al-Ṭurṭūshī, Abū Shāmah og andre.
Og blandt bidaʿ (religiøse nyskabelser), som nogle mennesker har indført, er nyskabelsen med at fejre midtenatten i Shaʿbān og at særskilt udpege dens dag til faste. Der foreligger herfor intet bevis, som kan anses for gyldigt og pålideligt at lægge til grund, og der er overleveret aḥādīth om dens fortrin, som er svage, og som det ikke er tilladt at lægge til grund.
Hvad angår det, som er overleveret om fortrin ved ṣalāh (bøn) i den, så er det hele mawḍūʿ (fabrikeret), sådan som mange af de lærde har gjort opmærksom på; og nogle af deres udsagn vil blive nævnt senere, in shā’ Allāh (om Allāh vil).
Og der er herom også overleveret āthār (beretninger) fra nogle af as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer) blandt folkene i ash-shām (Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan) og andre.
Og det, som flertallet af de lærde er enige om, er, at fejringen af den er bidʿah (religiøs nyskabelse), og at de aḥādīth, der er overleveret om dens fortrin, alle er svage, og at nogle af dem er mawḍūʿ (fabrikerede). Blandt dem, der har gjort opmærksom på dette, er al-ḥāfiẓ Ibn Radjab i sit værk (Laṭāʾif al-Maʿārif), og andre. Og det er velkendt, at svage aḥādīth kun lægges til grund i tilbedelseshandlinger, hvis deres grundlag allerede er fastslået ved autentiske beviser. Hvad angår fejringen af midtenatten i Shaʿbān, så har den intet autentisk grundlag, således at man kan støtte sig til svage aḥādīth i den forbindelse. Dette ophøjede princip er blevet nævnt af imām Abū al-ʿAbbās, Shaykh al-Islām Ibn Taymiyyah – må Allāh være ham barmhjertig.
Og jeg gengiver for dig – o kære læser – det, som nogle af de lærde har sagt om dette anliggende, for at du kan være på klarhed i det.
Og de lærde – må Allāh være dem barmhjertig – er enige om, at det påbudte er at føre de spørgsmål, som mennesker er uenige om, tilbage til Allāhs Bog – ophøjet er Hans majestæt – og til Hans Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah. Det, som de to, eller blot én af dem, har fastslået, er den lov, som det er obligatorisk at følge; og det, som strider imod dem, er det obligatorisk fuldstændigt at forkaste. Og det, som ikke er overleveret i dem af tilbedelseshandlinger, er bidʿah (religiøs nyskabelse), som det ikke er tilladt at udføre – endsige at opfordre til den eller at fremme den. Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – siger: 59. "O I som tror! Adlyd Allāh og adlyd Sendebuddet og dem, der har myndighed blandt jer. Hvis I strides om noget, så henvis det til Allāh og Sendebuddet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er bedre og det bedste udfald." [Sūrah an-Nisāʾ:4:59]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Hvad end I er uenige om i noget, så tilkommer afgørelsen Allāh..." [Sūrah ash-Shūrā:42:10] Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Sig [O Muḥammad]: 'Hvis I elsker Allāh, så følg mig; da vil Allāh elske jer og tilgive jer jeres synder …'” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:31]. Og Allāh – ophøjet er Hans Majestæt – siger: 65. ”Så nej! Ved din Herre: de tror ikke, før de gør dig til dommer i det, som er opstået af strid imellem dem; derpå finder de ingen indre modvilje over det, du har afgjort, og de underkaster sig fuldstændigt.” [Sūrah an-Nisā’:4:65]. Og āyāt om dette anliggende er talrige, og de udgør en klar og utvetydig tekst om pligten til at føre stridsspørgsmål tilbage til Bogen og Sunnah, og om pligten til at være tilfreds med deres afgørelse; og at dette er troens nødvendige konsekvens, og det bedste for tjenerne i det nære og i det hinsidige, og det bedste udfald – det vil sige: den bedste endelige konsekvens.
Al-Ḥāfiẓ Ibn Radjab – må Allāh være ham barmhjertigh – sagde i sit værk (Laṭāʾif al-Maʿārif) om dette anliggende – efter forudgående redegørelse, ordret som følger:
Og hvad angår midtenatten i Shaʿbān, så var det tābiʿūn (de lærde, der fulgte efter Profeten Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere – må Allāh være tifreds med dem) blandt folk i ash-shām (Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan) – såsom Khālid ibn Maʿdān, Makhūl og Luqmān ibn ʿĀmir samt andre – der ophøjede den og lagde stor flid i ‘ibādah (tilbedelse) i den; og fra dem tog folk opfattelsen af dens fortrin og dens ophøjelse til sig. Og det er blevet sagt, at der i denne forbindelse nåede dem isrāʾīliyyāt (beretninger med oprindelse i jødisk-kristne overleveringer). Da dette blev kendt om dem rundt om i landene, opstod der uenighed blandt folk herom; blandt dem var der nogle, som tog det fra dem og tilsluttede sig deres ophøjelse af den – heriblandt en gruppe af de hengivne blandt Baṣras folk og andre. Og dette blev forkastet af de fleste af Hidjāzs (området omkring Makkah og Madīnah) lærde, heriblandt ʿAṭāʾ og Ibn Abī Mulaykah. Dette er blevet overleveret af ʿAbd ar-Raḥmān ibn Zayd ibn Aslam fra Madīnahs fuqahāʾ (retslærde), og dette er opfattelsen hos Māliks følger og andre; og de sagde: Alt dette er bidʿah (religiøs nyskabelse).
Og de lærde blandt folk i ash-shām (Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan) var uenige om måden, hvorpå den genoplives, i to opfattelser.
Den ene opfattelse er, at det anses for anbefalelsesværdigt at genoplive den i fællesskab i masādjid (moskéerne). Khālid Ibn Maʿdān, Luqmān Ibn ʿĀmir og andre plejede i den anledning at iføre sig deres fineste klæder, anvende røgelse og påføre sig kuḥl (øjenkosmetik) samt at stå i bøn i moskéen den nat; og Isḥāq Ibn Rāhawayh var enig med dem heri. Og han sagde om udførelsen af den i masādjid (moskéerne) i fællesskab: “Dette er ikke bidʿah (religiøs nyskabelse)”; dette er overleveret af Ḥarb al-Kirmānī i hans Masāʾil.
Og den anden opfattelse: at det er misbilliget at samles i masādjid (moskéerne) i den nat til ṣalāh (bøn), fortællinger og påkaldelse, mens det ikke er misbilliget, at den enkelte beder for sig selv. Dette er udtalelsen fra al-Awzāʿī – ash-Shāms (Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan) folks imam, deres retslærd og deres lærd – og dette er den opfattelse, der ligger tættest på det korrekte, hvis Allāh – ophøjet er Han – vil. Indtil han sagde: “Der kendes ingen udtalelse fra imām Aḥmad om midtenatten i Shaʿbān; og hvad angår, om det er anbefalelsesværdigt at stå i ṣalāh (bøn) i den, kan der for ham afledes to overleverede opfattelser, udledt fra de to beretninger fra ham om at stå i bøn i de to ʿīd-nætter. For i én beretning anså han det ikke for anbefalelsesværdigt at udføre den i fællesskab, fordi det ikke er overleveret fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans ledsagere.” Og i én overleveret beretning vurderede han den som anbefalelsesværdig, idet ʿAbd ar-Raḥmān Ibn Yazīd Ibn al-Aswad gjorde dette, og han er blandt at-Tābiʿīn (generationen efter Profetens Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere). På samme måde gælder, at der for qiyām (at stå i ṣalāh (bøn)) i midtenatten intet er fastslået fra Profeten ﷺ eller fra hans ledsagere; derimod er det fastslået fra en gruppe af at-Tābiʿīn, blandt ash-Shāms fremtrædende retslærde.
Hermed afsluttes det tilsigtede uddrag af al-Ḥāfiẓ Ibn Radjabs – må Allāh være ham barmhjertig – ord, og i dette ligger en udtrykkelig tilkendegivelse fra ham selv om, at der intet er fastslået fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – eller fra hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – vedrørende midtenatten i Shaʿbān.
Hvad angår det, som al-Awzāʿī – må Allāh være ham barmhjertig – valgte, nemlig at anse qiyām i den for anbefalelsesværdig for den enkelte, samt al-Ḥāfiẓ Ibn Radjabs – må Allāh være ham barmhjertig – valg af denne opfattelse, så er dette usædvanligt og svagt; for alt, hvis status som legitim religiøs praksis ikke er fastslået ved de sharīʿah-mæssige beviser, er det ikke tilladt for en muslim at indføre i Allāhs religion – hvad enten han udfører det alene eller i fællesskab, og hvad enten han skjuler det eller gør det åbent – på grund af Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – generelle udsagn: “Den, der udfører en handling, som ikke er i overensstemmelse med vores sag (islām), så er den afvist.” og andre beviser, som peger på forkastelsen af bidʿa (religiøse nyskabelser) og advarslen imod dem.
Og imām Abū Bakr aṭ-Ṭurṭūshī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde i sit værk (al-Ḥawādith wa-l-Bidaʿ), ordret som følger:
Og Ibn Waḍḍāḥ overleverede fra Zayd Ibn Aslam, at han sagde: “Vi fandt ingen blandt vores lærde ældre eller vores retslærde, som tillagde midten af Shaʿbān opmærksomhed; ej heller tillagde de Makhūls ḥadīth opmærksomhed, og de anså den ikke for at have noget fortrin frem for andre.”
Og der blev sagt til Ibn Abī Mulaykah: “Ziyād an-Numayrī siger:” “Belønningen for laylat an-niṣf min Sha‘bān (natten i midten af Sha‘bān) er som belønningen for laylat al-Qadr (den ærefulde nat).” Han sagde: “Hvis jeg havde hørt ham, og der havde været en stok i min hånd, ville jeg have slået ham.” Og Ziyād var en qāṣṣ (fortæller), og hermed afsluttes det tilsigtede.
Og al-ʿAllāmah ash-Shawkānī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde i sit værk (al-Fawāʾid al-Madjmūʿah), ordret som følger:
Ḥadīth: “O ʿAlī! Den, som beder hundrede rakʿah i midtenatten i Shaʿbān og i hver rakʿah reciterer fātiḥat al-Kitāb (al-Fātiḥah) og qul huwa Allāhu aḥad ti gange, for ham vil Allāh opfylde ethvert behov.” (resten udeladt) Den er mawḍūʿ (opdigtet), og i dens ordlyd – som åbent angiver den belønning, udøveren skulle opnå – findes der noget, som intet menneske med dømmekraft kan være i tvivl om er opdigtet. Dens overleveringsled består af ukendte personer; og den er også blevet overleveret ad en anden og en tredje vej, som alle er opdigtede, og hvis overbringere ligeledes er ukendte. Og han sagde i (al-Mukhtaṣar): Ḥadīthen om bønnen i midten af Shaʿbān er falsk; og den ḥadīth, som Ibn Ḥibbān har overleveret fra ʿAlī – “Når det er midtenatten i Shaʿbān, så stå i bøn i den og fast om dagen” – er ḍaʿīf (svag). Og han sagde i (al-Laʾāliʾ): “[Ḥadīthen om] hundrede rakʿah i midten af Shaʿbān med [sūrah] al-ikhlāṣ ti gange” – trods den lange omtale af dens fortrin – er mawḍūʿ (fabrikeret) sådan som den forekommer hos og andre; og flertallet af dens overbringere i de tre overleveringsveje er ukendte og svage. Han sagde: “Og tolv rakʿah med [sūrah] al-ikhlāṣ tredive gange” – er mawḍūʿ (fabrikeret); “og fjorten rakʿah” – er mawḍūʿ (fabrikeret).
Og en gruppe af retslærde er blevet vildledt af denne ḥadīth – såsom forfatteren til (al-Iḥyāʾ) og andre – og ligeledes nogle af koranfortolkerne; og ṣalāh (bøn) for denne nat – jeg mener: midtenatten i Shaʿbān – er blevet overleveret i forskellige former, som alle er ugyldige og fabrikerede. Og dette står ikke i modsætning til den beretning, som at-Tirmidhī har overleveret fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – om, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – gik ud til al-Baqīʿ(gravpladsen i Madīnah), og om Herrens nedstigning på midtenatten i Shaʿbān til den nederste himmel, og at Han tilgiver flere end antallet af hår på fårene fra Kalb-stammen; for der tales udelukkende om denne opdigtede ṣalāh (bøn), som er blevet knyttet til denne nat. Dog rummer denne beretning fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – svaghed og afbrydelse; og ligeledes modsiger den beretning fra ʿAlī – må Allāh være tilfreds med ham – som tidligere er blevet nævnt vedrørende nattebønnen, ikke, at denne ṣalāh (bøn) er mawḍūʿ (fabrikeret) – trods den svaghed, der knytter sig til den – sådan som vi har redegjort for. Hermed afsluttes det tilsigtede.
Og al-Ḥāfiẓ al-ʿIrāqī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: “Ḥadīthen om ṣalāh (bøn) på midtenatten (i Shaʿbān) er mawḍūʿ (fabrikeret) mod Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og en løgn tillagt ham.” Og imām an-Nawawī – må Allāh være ham barmhjertig – sagde i sit værk (al-Madjmūʿ): “Den ṣalāh (bøn), der er kendt som ṣalāt ar-raghāʾib – som består af tolv rakʿah mellem maghrib og ʿishāʾ natten til den første fredag i Radjab – samt aṣ-ṣalāh (bønnen) på midtenatten i Shaʿbān, som består af hundrede rakʿah: disse to bønner er forkastelige bidʿah (religiøse nyskabelser). Man skal ikke lade sig forlede af, at de nævnes i bøgerne (Qūt al-Qulūb) og (Iḥyāʾ ʿUlūm ad-Dīn), ej heller af den ḥadīth, der nævnes i dem, for alt dette er bāṭil (falsk). Og man skal heller ikke lade sig forlede af nogle af imamerne, for hvem deres afgørelse var blevet uklar, og som derfor har forfattet små skrifter om at anse dem for anbefalelsesværdige; for han tager fejl i dette.”
Og shaykh, imām Abū Muḥammad ʿAbd ar-Raḥmān Ibn Ismāʿīl al-Maqdisī – må Allāh være ham barmhjertig – har forfattet et værdifuldt værk i tilbagevisning af dem, hvori han har udmærket sig og gjort det fremragende. Og de lærdes udtalelser om dette spørgsmål er talrige; og hvis vi skulle gengive alt det, vi er blevet bekendt med af udtalelser om dette emne, ville fremstillingen blive lang. Forhåbentlig er der i det, vi har anført, tilstrækkelighed og overbevisning for den, der søger sandheden.
Og på baggrund af det foregående af āyāt, aḥādīth og de lærdes udtalelser bliver det klart for den, der søger sandheden, at fejring af midtenatten i Shaʿbān – hvad enten det er gennem ṣalāh (bøn) eller andet – samt at udskille dens dag til faste, er en forkastelig bidʿah hos størstedelen af de lærde og har intet grundlag i den rene sharīʿah (lovgivning). Tværtimod er det noget, der er opstået i islām efter ledsagernes tid – må Allāh være tilfreds med dem. Og for den, og andre der søger sandheden, er Allāhs – ophøjet er Hans Majestæt – ord tilstrækkeligt i dette anliggende: "I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer”. [Sūrah al-Māʾidah:5:3]. Samt de āyāt, der er kommet med samme betydning, og Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – udsagn: Den, der indfører noget i denne vores sag (islāms religion), som ikke hører til den, så er det afvist.” Og de aḥādīth, der er kommet med samme betydning.
Og i Ṣaḥīḥ Muslim berettes det fra Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “I må ikke særskilt udvælge natten til fredag til nattebøn frem for andre nætter, og I må ikke særskilt udvælge dens dag til faste frem for andre dage, medmindre det indgår i en faste, som en af jer allerede holder.” Hvis det havde været tilladt at særskilt udvælge en af nætterne til en bestemt form for tilbedelse, ville natten til fredag have haft forrang frem for andre, eftersom dens dag er den bedste dag, solen er stået op over, ifølge de autentiske aḥādīth fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Da Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – advarede mod at særskilt udvælge den [nat] til qiyām (nattebøn ) blandt nætterne, viser det med endnu større grund, at det samme gælder for de øvrige nætter: at ingen af dem må særskilt udpeges til nogen form for tilbedelse, medmindre der foreligger et autentisk bevis, som påviser en sådan specificering.
Og da laylat al-Qadr og ramadanens nætter er foreskrevet, at man står i qiyām (nattebøn) i dem og anstrenger sig i dem, gjorde Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – dette klart, opfordrede ummah til at stå i qiyām (nattebøn) i dem, og udførte det selv; sådan som det fremgår af de to Ṣaḥīḥ-værker, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Den, som står i qiyām (nattebøn) i ramadan-måneden med īmān (tro) og iḥtisāb (forventning om belønning), vil få tilgivet det, der er gået forud af hans synder; og den, som står i qiyām på laylat al-Qadr med īmān og iḥtisāb, vil få tilgivet det, der er gået forud af hans synder.” Hvis natten i midten af Shaʿbān, eller natten til den første fredag i Radjab, eller natten for al-Isrāʾ wa-l-Miʿrādj (Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – natlige rejse og himmelstigning) havde været foreskrevet til særskilt udvælgelse med fejring eller en form for tilbedelse, ville Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – have vejledt ummah til det eller have udført det selv. Og hvis noget af dette havde fundet sted, ville ledsagerne – må Allāh være tilfreds med dem – have overleveret det til ummah og ikke have skjult det for dem, for de er de bedste af mennesker og de mest velmenende i deres rådgivning efter Profeterne – fred være med dem. Må Allāh være tilfreds med Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere og skænke dem Sin tilfredshed.
Som du netop har erfaret gennem de lærdes udtalelser, at intet med sikkerhed er fastslået fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og heller ikke fra hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – om nogen særlig fortrin ved natten til den første fredag i Radjab, ej heller ved natten i midten af Shaʿbān. Dermed står det klart, at fejringen af disse to nætter er en nyopstået bidʿah (religiøs nyskabelse) i islām, og på samme måde er det at særskilt udpege dem til en bestemt form for tilbedelse en forkastelig bidʿah (religiøs nyskabelse). til en bestemt form for tilbedelse en forkastelig bidʿah (religiøse nyskabelse). På samme måde forholder det sig med natten til den syvogtyvende i Radjab, som nogle mennesker mener er natten for al-isrāʾ wa-l-miʿrādj ((Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – natlige rejse og himmelstigning). Det er ikke tilladt at særskilt udpege den til nogen form for tilbedelse, ligesom det ikke er tilladt at fejre den, på baggrund af de tidligere nævnte beviser. Dette gælder endda, hvis tidspunktet var kendt; så hvordan kan det være tilladt, når det korrekte ifølge de lærdes udtalelser er, at den slet ikke er kendt? Og udsagnet fra den, der har sagt, at den er natten til den syvogtyvende i Radjab, er et falsk udsagn, som ikke har noget grundlag i de autentiske aḥādīth. Og sandelig har den talt rigtigt, som sagde:
De bedste anliggender er de, der er gået forud i overensstemmelse med retledningen; og de værste anliggender er de nyskabte innovationer.
Og Allāh er Den, som der anmodes om, at lede os og alle muslimer til at holde fast ved Sunnah og give os styrke til at forblive standhaftige på den, og til at være på vagt over for det, der strider imod den. Sandelig, Han er gavmild, ædel.
Og må Allāhs velsignelser og fred være over Hans tjener og Hans Sendebud, vores Profet Muḥammad, samt over hans familie og hans ledsagere.
Den ottende risālah (budskab)
En vigtig advarsel om falskheden af den tillagte waṣiyyah (formaning)
af Shaykh Aḥmad, tjener ved al-Ḥaram an-Nabawī (den Profetiske helligdom/moské)
Fra ʿAbd al-ʿAzīz Ibn ʿAbd Allāh ibn Bāz til enhver muslim, der får kendskab til dette. Må Allāh bevare dem i islām, og må Han beskytte os og dem mod det onde i de uvidendes og uansvarliges påstande. Āmīn.
Salāmun ʿalaykum wa raḥmatullāhi wa barakātuh (Fred være over jer og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelser).
Herefter: Jeg er blevet bekendt med en tekst, der tillægges Shaykh Aḥmad, tjener ved al-Ḥaram an-Nabawī (den Profetiske helligdom), med titlen: “Dette er en waṣiyyah (formaning/testamente) fra al-Madīnah al-Munawwarah, fra Shaykh Aḥmad, tjener ved al-Ḥaram an-Nabawī (den Profetiske helligdom)”, hvori han siger:
“Jeg var vågen natten til fredag og reciterede den ædle Koran og derefter Allāhs smukkeste Navne. Da jeg var færdig med dette, gjorde jeg mig klar til at sove. Da så jeg ham, der er kendetegnet ved den strålende og ædle fremtoning – Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ham, der bragte Koranens āyāt og de ædle forskrifter; en barmhjertighed for alle verdener, vor herre Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Han sagde: ‘O Shaykh Aḥmad.’ Jeg sagde: ‘Her er jeg, o Allāhs Sendebud, o den ædleste af Allāhs skabninger.’” Han sagde til mig: “Jeg føler skam over menneskenes afskyelige handlinger, og jeg er ikke i stand til at møde min Herre eller englene; for fra fredag til fredag døde hundrede og tres tusinde på anden religion end islām.” Derefter nævnte han nogle af de synder, som menneskene var faldet i. Så sagde han: “Denne waṣiyyah (formaning) er en barmhjertighed for dem fra Den Almægtige, Den Alsvældige.” Derefter nævnte han nogle af ashrāṭ as-sāʿah (dommedagens forvarsler), indtil han sagde: “Så underret dem, o Shaykh Aḥmad, om denne waṣiyyah (formaning); for den er overleveret med skæbnens pen fra den bevarede tavle. Den, der nedskriver den og sender den fra land til land og fra sted til sted, for ham vil der blive opført et palads i paradiset; og den, der ikke nedskriver den og sender den, vil blive nægtet min forbøn på dommens dag.” Og den, der nedskriver den: hvis han er fattig, vil Allāh gøre ham velhavende; hvis han er i gæld, vil Allāh indfri hans gæld; og hvis han har en synd på sig, vil Allāh tilgive ham og hans forældre ved velsignelsen af denne waṣiyyah (formaning). Og den af Allāhs tjenere, som ikke nedskriver den, vil få sit ansigt gjort sort i denne verden og i det hinsides. Og han sagde: “Ved Allāh, Den Almægtige – tre gange – dette er sandheden. Og hvis jeg lyver, må jeg forlade denne verden på anden religion end islām. Den, der bekræfter den, vil blive frelst fra ildens straf; og den, der erklærer den for løgn, begår kufr (vantro).”
Dette er en sammenfatning af indholdet i den waṣiyyah, som falskt er tillagt Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Vi har hørt denne falske waṣiyyah mange gange gennem adskillige år; den spredes blandt folk fra tid til anden og promoveres blandt mange af lægfolket, og dens ordlyd varierer. Og løgneren bag den siger, at han så Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i søvne, og at han betroede ham denne waṣiyyah. Men i denne seneste publikation, som vi har nævnt for dig, kære læser, hævder opdigteren, at han så Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – netop i det øjeblik, han gjorde sig klar til at sove. Det indebærer i betydning, at han påstår at have set ham i vågen tilstand!
Denne opdigter har i denne waṣiyyah fremsat mange påstande, som hører til den mest åbenlyse løgn og den klareste falskhed. Jeg vil snart gøre dig opmærksom på dem i denne tekst, in shā’ Allāh (om Allāh vil). Jeg har allerede i tidligere år gjort opmærksom på dem og tydeliggjort for folk, at de hører til den mest åbenlyse løgn og den klareste falskhed. Da jeg blev bekendt med denne seneste publikation, tøvede jeg med at skrive om den på grund af dens åbenlyse falskhed og den store dristighed, hvormed dens opdigter fremsætter løgne. Og jeg havde ikke forestillet mig, at dens falskhed kunne finde udbredelse hos nogen, der besidder blot den mindste indsigt eller en sund fiṭrah (medfødt sund natur). Men mange af brødrene har fortalt mig, at den er blevet udbredt blandt mange mennesker, at de har cirkuleret den indbyrdes, og at nogle af dem har taget den for sand. Af den grund fandt jeg det nødvendigt for folk som mig at skrive om den for at tydeliggøre dens falskhed og at den er opdigtet mod Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – så ingen lader sig narre af den. Enhver, der gransker den indgående blandt besiddere af viden og īmān (tro) – eller blandt dem med en sund natur og en klar fornuft – vil erkende, at den er løgn og bevidst opdigtning af mange grunde.
Jeg har spurgt nogle af Shaykh Aḥmads slægtninge – ham, som denne grove opdigtning fejlagtigt er blevet tillagt – om denne påståede formaning. Han svarede mig, at den er falsk tillagt Shaykh Aḥmad, og at han overhovedet ikke har sagt det. Og den nævnte Shaykh Aḥmad er død for nogen tid siden. Selv hvis vi – hypotetisk – antager, at den nævnte Shaykh Aḥmad, eller en der stod over ham, påstod, at han havde set Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i søvne eller i vågen tilstand, og at han havde pålagt ham denne formaning, ville vi med fuld sikkerhed vide, at han enten lyver, eller at den, som talte til ham, var en shayṭān (satan) og ikke Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – af mange grunde, heriblandt:
For det første: at Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ikke ses i vågen tilstand efter hans – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – død. Den, der blandt de uvidende sufier påstår, at han ser Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i vågen tilstand, eller at han er til stede ved mawlid eller lignende, har taget den groveste fejl, er blevet bedraget i yderste grad, er faldet i en alvorlig fejltagelse og har handlet i strid med Bogen, Sunnah og de lærdes konsensus; for de døde kommer kun ud af deres grave på Opstandelsens Dag – ikke i denne verden. Og den, der siger det modsatte, er enten en løgner, der lyver en åbenlys løgn, eller én, der tager fejl og er blevet bedraget; han har ikke erkendt den sandhed, som as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer) erkendte, og som Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – og deres efterfølgere i retskaffenhed fulgte. Allāh – ophøjet er Han– siger: 15. “Derefter skal I sandelig dø.” 16. “Derefter vil I sandelig blive genoprejst på opstandelsens dag..” [Sūrah al-Muʾminūn:23:15-16]. Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Jeg er den første, for hvem jorden vil åbne sig på opstandelsens dag, og jeg er den første, der fremsætter forbøn, og den første, hvis forbøn bliver accepteret.” Og āyāt og aḥādīth i denne betydning er talrige.
For det andet: at Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ikke taler imod sandheden, hverken i sit liv eller efter sin død. Denne påståede formaning er i åbenlys og klar modstrid med hans sharīʿah, og dette på mange måder – som det vil fremgå –; og han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – kan ses i drømme. Og den, der ser ham i en drøm i hans ædle skikkelse, har i sandhed set ham; for shayṭān (satan) kan ikke antage hans skikkelse, sådan som det er kommet i den autentiske og ædle ḥadīth. Men det afgørende – ja, det helt afgørende – er seerens īmān (tro), hans sandfærdighed, retskaffenhed, pålidelighed, fromhed og troværdighed, og om han så Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i hans skikkelse eller i en anden (altså i en fremtoning, der ikke svarer til Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – kendte beskrivelse).
Selv hvis der blev overleveret en ḥadīth fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – som han udtalte i sin levetid, men den ikke kom gennem pålidelige, retskafne og præcise overbringere, ville den ikke blive accepteret og ikke blive anvendt som bevis. Og hvis den kom gennem pålidelige og præcise overbringere, men stod i klar modstrid med overleveringen fra en, der er mere præcis i hukommelsen og mere troværdig – på en måde, hvor det ikke er muligt at forene de to overleveringer – ville den ene være mansūkh (abrogeret), som der ikke handles efter, og den anden nāsikh (abrogerende), som der handles efter, når dette er muligt efter dets betingelser. Og hvis hverken forening eller abrogation er mulig, er det obligatorisk at forkaste overleveringen fra den, der er mindre præcis og af lavere retskaffenhed, og at dømme den som værende shādh (afvigende), som der ikke handles efter.
Hvordan forholder det sig da med en formaning, hvis ophavsmand ikke kendes – den, som skulle have overleveret den fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hvis retskaffenhed og troværdighed ikke kendes? I en sådan situation er det i sandhed fastslået, at den skal forkastes og ikke tillægges nogen vægt, selv hvis den ikke indeholdt noget, der strider mod sharīʿah. Hvordan da, når denne formaning rummer talrige forhold, der tydeligt viser dens falskhed, at den er opdigtet mod Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og at den indeholder en lovgivning af religion, som Allāh ikke har givet tilladelse til?!
Og Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: "Den, der tillægger mig noget, jeg ikke har sagt, lad ham gøre sig rede til sin plads i ilden." Og opdigteren bag denne formaning har tillagt Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – noget, han ikke har sagt, og har løjet om ham med en åbenlys og alvorlig løgn. Hvor meget fortjener han da ikke denne alvorlige varsel, og hvor berettiget er den ikke imod ham, hvis han ikke straks skynder sig at angre og tydeligt kundgør for folk, at denne formaning, som tilskrives Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er falsk. For den, der udbreder falskhed blandt mennesker og tilskriver den religionen, er hans anger ikke gyldig, medmindre han åbent erklærer og tydeligt fremviser den, så folk bliver klar over hans tilbagetrækning fra sin løgn og hans tilbagevisning af sig selv; i henhold til Allāhs – Ophøjet er Hans Majestæt – ord: 159. "Sandelig, de, der skjuler, hvad Vi har åbenbaret af de klare tegn og retledningen – [selv] efter at Vi tydeligt har gjort det klart for menneskene i Skriften – det er dem, Allāh forbander, og [som] forbandes af dem, der forbander." 160. "Undtagen de, der angrer og forbedrer sig og tydeliggør [det, de plejede at skjule]. Så dem tager Jeg imod deres anger fra, for Jeg er Den, der igen og igen accepterer Anger – Den Mest Barmhjertige." [Sūrah al-Baqarah:2:159-160]. Således har Allāh – ære være Ham og ophøjet er Han – i denne ædle āyah tydeliggjort, at den, der skjuler noget af sandheden, hans anger derfra ikke er gyldig, medmindre den følges af opretning og klar tilkendegivelse. Og Allāh – ære være Ham – har fuldendt religionen for Sine tjenere og fuldendt Sin nåde over dem ved at sende Sin Sendebud Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og ved det, som Allāh åbenbarede for ham af den fuldkomne sharīʿah. Og Han tog ham ikke til Sig, førend efter fuldendelsen og den klare tydeliggørelse, sådan som Han – ophøjet er Hans majestæt – siger: "I dag har Jeg fuldendt jeres dīn (religion) for jer, og Jeg har fuldbyrdet Min gunst over jer og har godkendt al-islām som dīn for jer.” [Sūrah al-Māʾidah:5:3]
Og opdigteren bag denne formaning kommer i det fjortende århundrede og forsøger at bedrage folk med en ny religion, som medfører, at den, der følger hans (opdigterens) påfundene lovgivning, får adgang til paradiset, mens den, der ikke følger hans lovgivning, nægtes paradiset og kommer i Ilden. Og han ønsker at gøre denne formaning, som han selv har opdigtet, større og mere fortrinlig end Koranen, idet han i den har opdigtet, at den, der nedskriver den og sender den fra land til land eller fra sted til sted, vil få bygget et palads i paradiset, mens den, der ikke nedskriver den og ikke sender den, vil blive nægtet Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – forbøn på opstandelsens dag. Dette hører til de mest afskyelige former for løgn og udgør et af de klareste beviser på denne påståede formanings falskhed, på dens opdigters mangel på blufærdighed og på hans grove dristighed i at lyve. For den, der skriver den Ædle Koran og sender den fra et land til et andet, eller fra et sted til et andet, opnår ikke denne fortjeneste, hvis han ikke handler i overensstemmelse med den ædle Koran. Hvordan skulle da den, der har opdigtet denne løgn og viderebringer den fra land til land, kunne opnå en sådan fortjeneste? Og den, som ikke nedskriver Koranen og heller ikke sender den fra land til land, bliver ikke berøvet Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – forbøn, hvis han tror på ham og følger hans sharīʿah. Denne ene opdigtning i denne såkaldte formaning er i sig selv tilstrækkelig til at påvise dens falskhed, samt afsløre løgnen hos den, der har udbredt den, hans uforskammethed, hans tåbelighed og hans fjernhed fra erkendelsen af den retledning, som Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – er kommet med.
Og i denne formaning findes der – ud over det, som allerede er nævnt – andre forhold, som alle peger på dens falskhed og løgnagtighed. Selv hvis dens opdigter svor tusind eder eller flere på dens sandhed, og selv hvis han påkaldte sig selv den største straf og den hårdeste eksemplariske straf for at fremstå som sandfærdig, ville han ikke være sandfærdig, og den ville ikke være sand. Tværtimod er den – ved Allāh, ja ved Allāh igen – blandt den mest alvorlige og mest afskyelige falskhed, og vi tager Allāh – ære være Ham – samt de engle, der er til stede hos os, til vidne. Og enhver muslim, som bliver bekendt med dette skrift – et vidnesbyrd, hvormed vi vil møde vores Herre – ophøjet er Hans Majestæt – [skal vide], at denne formaning er løgn og opdigtning mod Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Må Allāh vanære den, der har opdigtet den, og behandle ham i overensstemmelse med det, han fortjener.
Og ud over det, der allerede er nævnt, vidner mange forhold fra selve den anførte tekst om denne formanings løgnagtighed og falskhed, heriblandt:
For det første: Hans udsagn i den, hvor han siger: “For fra fredag til fredag døde et hundrede og tres tusinde på anden religion end islām”; for dette hører til viden om det skjulte, og åbenbaringen til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ophørte efter hans død. Og han kendte ikke til det skjulte, mens han levede – så hvordan skulle han da kunne kende det efter sin død? Dette er i overensstemmelse med Allāhs – ære være Ham – ord: Sig [O Muḥammad]: “Jeg siger ikke til jer, at jeg har Allāhs skatte, og jeg kender heller ikke det skjulte.” [Sūrah al-Anʿām:6:50] Allāh – ophøjet er Han – siger: Sig [O Muḥammad]: “Ingen, som er i himlene og på jorden, kender det usete – undtagen Allāh.” [Sūrah an-Naml:27:65]. Og i en autentisk ḥadīth berettes det fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: ”Nogle mænd vil blive drevet bort fra min ḥawḍ (dam) på opstandelsens dag, og jeg vil sige: ‘O Herre, mine ledsagere, mine ledsagere.’ Da vil der blive sagt til mig: ‘Sandelig, du ved ikke, hvad de indførte efter dig.’ Så vil jeg sige, som den retskafne tjener sagde: ‘Jeg var vidne over dem, så længe jeg var iblandt dem; men da Du tog mig bort, var det Dig, der vogtede over dem. Og Du er vidne over alting.’ [Sūrah al-Māʾidah 5:117]”
Det andet punkt – blandt de forhold, der peger på denne formanings falskhed og på, at den er løgn – er hans udsagn i den: “ Og den, der nedskriver den: hvis han er fattig, vil Allāh gøre ham velhavende; hvis han er i gæld, vil Allāh indfri hans gæld; og hvis han har en synd på sig, vil Allāh tilgive ham og hans forældre ved velsignelsen af denne waṣiyyah (formaning)” og så videre. Og dette hører til de alvorligste løgne og er et af de tydeligste beviser på dens opdigt¬ers løgn og hans skamløshed over for Allāh og Hans tjenere; for disse tre forhold opnås ikke blot ved at skrive Koranen, så hvordan skulle de kunne opnås af den, der skriver denne falske formaning?! Denne ondsindede ønsker blot at forblænde folk gennem religiøs fordrejning og at binde dem til denne formaning, så de skriver den og hænger deres håb op på denne påståede fortjeneste, hvorved de forlader de veje, som Allāh har foreskrevet for Sine tjenere, og som Han har gjort til årsager til rigdom, indfrielse af gæld og tilgivelse af synder. Så vi søger tilflugt hos Allāh mod årsager til fortabelse og mod at følge begæret og shayṭān (satan).
Det tredje punkt – blandt de forhold, der peger på denne formanings falskhed – er hans udsagn i den: “Og den af Allāhs tjenere, som ikke nedskriver den, vil få sit ansigt gjort sort i denne verden og i det hinsides.” Også dette hører til de mest hæslige løgne og er blandt de tydeligste beviser på denne formanings falskhed og på løgnen hos den, der har opdigtet den. Hvordan kan det i et fornuftigt menneskes sind være tilladeligt at nedskrive denne formaning, som en ukendt mand er fremkommet med i det fjortende århundrede, som han har opdigtet og tilskrevet Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hvori han påstår, at den, der ikke skriver den, får sit ansigt sortnet i denne verden og i det hinsidige, mens den, der skriver den, bliver rig efter fattigdom, fri for gæld efter at den har hobet sig op over ham, og får tilgivelse for de synder, han har begået?!
Ophøjet er Du – dette er en grov og åbenlys bagvaskelse! Beviserne og virkeligheden vidner om løgnen hos denne opdigt¬er, om hans alvorlige dristighed over for Allāh og om hans skamløshed over for både Allāh og mennesker. For der findes mange folk, som ikke har skrevet den, uden at deres ansigter er blevet sortnet. Og her findes en talrig skare – som kun Allāh kan tælle – der har skrevet den mange gange, men hvis gæld ikke er blevet indfriet, og hvis fattigdom ikke er forsvundet. Så vi søger tilflugt hos Allāh mod hjerternes afvigelse fra sandheden og mod syndernes rust. Dette er egenskaber og belønninger, som den ædle sharīʿah ikke har fastlagt for den, der nedskriver den bedste og største af alle bøger – Koranen. Hvordan skulle de da kunne opnås af den, der nedskriver en opdigtet formaning, som rummer forskellige former for falskhed og mange udsagn, der indeholder former for kufr (fornægtelse)?! Ophøjet er Allāh! Hvor overbærende Han er over for den, der vover at lyve om Ham.
Det fjerde punkt – blandt de forhold, der viser, at denne formaning hører til den mest falske af alt og til den mest åbenlyse løgn – er hans udsagn i den: “Den, der bekræfter den, vil blive frelst fra ildens straf; og den, der erklærer den for løgn, begår kufr (fornægtelse).” Dette hører ligeledes til den groveste dristighed i løgn og noget af det mest hæslige falskhed: Denne løgnesmed kalder alle mennesker til at tro på hans opspind og påstår, at de derved frelses fra ildens straf, og at den, der forkaster det, begår kufr (fornægtelse). Ved Allah, denne løgner har fremsat en uhyre løgn mod Allah, og ved Allah, han har talt usandt. Sandelig, den, der tror på den, er den, der fortjener at være en vantro, ikke den, der benægter den; for den er en opdigtelse, en falskhed og en løgn, som er fuldstændig grundløs. Og vi tager Allah til vidne på, at den er en løgn, og at dens opfinder er en løgner, som ønsker at lovgive for folk, hvad Allah ikke har givet tilladelse til, og indføre i deres religion, hvad der ikke er en del af den. Og Allah har fuldkommengjort religionen og fuldendt den for denne ummah (muslimske fællesskab) fjorten århundreder før denne opdigtelse. Vær derfor opmærksomme, o læsere og brødre, og tag jer i agt for at tro på sådanne opdigtede påstande, og for at de får udbredelse iblandt jer. For sandheden har et lys over sig, som ikke forveksles for den, der oprigtigt søger den. Søg derfor sandheden med dens beviser, og spørg de lærde om det, der forekommer jer uklart. Og lad jer ikke narre af løgnernes eder; for Iblīs, den forbandede, svor over for jeres forældre, Ādam og Ḥawwāʼ (Eva), at han var blandt deres oprigtige rådgivere, mens han i virkeligheden er den største af forræderne og den mest løgnagtige af alle løgnere – sådan som Allāh har berettet om ham, idet Han – ære være Ham og ophøjet er Han – siger: “Og han svor for dem begge: ‘Sandelig, jeg er for jer begge blandt de oprigtige rådgivere.’” [Sūrah al-Aʿrāf:7:21]. Så vogt jer for ham, og vogt jer for hans følgere blandt opdigterne; for hvor mange er der ikke hos ham og hos dem af falske eder, forræderiske løfter og forskønnede ord, der bruges til forførelse og vildledning! Hvad angår det, som denne opdigter har nævnt om fremkomsten af det forkastelige, så er det en faktisk realitet; og den ædle Koran og den rene Sunnah har advaret imod det med den kraftigste advarsel. I dem findes retledning og fuld tilstrækkelighed.
Hvad angår det, der er blevet nævnt om ashrāṭ as-sāʿah (dommedagens forvarsler), så har de profetiske aḥādīth klart gjort rede for, hvad der vil indtræffe af ashrāṭ as-sāʿah, og den ædle Koran har peget på noget af dette. Den, som ønsker at kende dette, vil finde det på dets rette plads i Sunnah-værkerne og i de lærdes og de troendes skrifter. Og folk har intet behov for denne opdigters udlægning, hans bevidste fordrejning og hans sammenblanding af sandhed og falskhed. Må Allāh bevare mig og jer og alle muslimer mod shayāṭīns (satanerne) ondskab, mod de vildledendes fristelser, de afvildedes afvigelse og Allāhs fjenders vildledende fordrejning – dem, der står for falskhed – som søger at slukke Allāhs lys med deres munde og fordreje folks religion. Men Allāh vil fuldende Sit lys og støtte Sin religion med hjælp og sejr, selv om Allāhs fjender blandt shayāṭīn (satanerne) og deres følgere blandt al-kuffār (fornægterne) og gudsfornægtere hader det. Og vi beder Allāh om at forbedre muslimernes tilstand, og at Han skænker dem nåden til at følge sandheden, holde fast ved den med retskaffenhed og vende tilbage til Allāh – ophøjet er Han – fra alle synder. Sandelig, Han er Den Angermodtagende, Den Mest Barmhjertige, Den, der er i stand til alt. Ḥasbuna-llāhu wa niʿma-l-wakīl, wa lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh Al-ʿAlīy Al-ʿAẓīm (Allāh er tilstrækkelig for os og Den bedste værner; og der er ingen magt og ingen styrke undtagen ved Allāh – Den Ophøjede, Den Mægtige).
Og al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre. Må Allāhs velsignelser og fred være over Hans tjener og Sendebud – den sandfærdige, den troværdige – samt over hans familie, hans ledsagere og dem, der følger dem i godhed indtil dommedag.
Den niende risālah (budskab): Bestemmelsen om siḥr (magi) og kahānah (spådom gennem okkult viden) og hvad der er relateret til dem [1]
[1] Denne waṣiyyah (formaning) blev udgivet i et hæfte nr. 17 af Det Generelle Præsidium for Videnskabelig Forskning, Iftāʾ, Daʿwah og Vejledning i år 1402 EH.
Al lovprisning tilkommer Allāh alene, og velsignelse og fred være over den [Profeten Muḥammad], efter hvem der ikke kommer nogen profet. Dernæst:
I betragtning af de mange okkulte bedragere i den senere tid, som hævder at praktisere lægekunst og behandler gennem siḥr eller kahānah, og deres udbredelse i nogle lande, og deres udnyttelse af de godtroende blandt mennesker, over hvem uvidenhed dominerer; har jeg – som en oprigtig rådgivning for Allāh og Hans tjenere – anset det for nødvendigt at tydeliggøre, hvad dette indebærer af stor fare for islam og muslimerne; fordi det indebærer tilknytning til andre end Allāh – højt ophøjet er Han – og modstrid med Hans befaling og Hans Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – befaling.
Så siger jeg, idet jeg søger hjælp hos Allāh – højt ophøjet er Han: Det er tilladt at søge behandling efter konsensus. Og det er tilladt for muslimen at gå til en læge i intern medicin, kirurgi, neurologi eller lignende, så han kan få diagnosticeret sin sygdom og blive behandlet med det, der passer til den af tilladte lægemidler ifølge sharʿīʿah (den islamiske lovgivning), i overensstemmelse med hans viden inden for lægekunsten; for dette er en del af at tage de almindelige årsager og modsiger ikke tawakkul (fuld tillid og overladelse) til Allāh. Og Allāh – ophøjet er Han – har nedsendt sygdom og nedsendt sammen med den dens helbredelsen. den kender den, der kender den, og den ignorerer den, der ignorerer den; den kendes af dem, der kender den, og er ukendt for dem, der er uvidende om den. Men Han – ophøjet er Han – har ikke lagt helbredelsen for Sine tjenere i det, Han har forbudt dem.
Det er derfor ikke tilladt for den syge at gå til kahinah (okkulte spåmænd), som hævder at have viden om det usete, for at få kendskab til sin sygdom fra dem. Ligeledes er det ikke tilladt for ham at tro dem i det, de oplyser ham om, for de taler kun ved at gætte om det usete, eller de tilkalder djinnerne for at søge hjælp hos dem til det, de ønsker. Og deres status er kufr (vantro) og vildfarelse, hvis de hævder at have viden om det usete.
Og Muslim berettede i sin Ṣaḥīḥ, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: "Den, der går til en ʿarrāf (okkult sandsiger) og spørger ham om noget, hans ṣalāh (bøn) bliver ikke accepteret i fyrre dage."
Overleveret af Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: "Den, der går til en kāhin (okkult spåmand) og tror ham i det, han siger, har begået kufr (vantro) mod det, der blev nedsendt til Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham." Berettet af Abū Dāwūd, og overleveret af imamerne for de fire Sunan, og erklæret autentisk af al-Ḥākim, fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – med ordlyden: "Den, der går til en ʿarrāf (okkult sandsiger) eller en kāhin (okkult spåmand) og tror ham i det, han siger, har begået kufr (vantro) mod det, der blev nedsendt til Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham."
Overleveret af ‘Imrān Ibn Ḥuṣayn – må Allāh være tilfreds med ham. Han berettede: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Han er ikke af os, den der udøver ṭiyarah (overtroiske varsler) eller får det udøvet for sig, eller som praktiserer kahānah (okkult spådom) eller får det praktiseret for sig, eller som udøver siḥr (magi) eller får det udøvet for sig. Og den, der går til en kāhin (okkult spåmand) og tror ham i det, han siger, har begået kufr (vantro) mod det, der blev nedsendt til Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham.” Berettet af al-Bazzār med en djayyid (god) isnād (beretningskæde).
I disse ædle aḥādīth (profetiske beretninger) er der forbud mod at gå til ʿarrāfūn (okkulte sandsigere), kuhhān (okkulte spåmænd), siḥr-udøvere og deres lige, og mod at spørge dem og tro dem; og deri er der en alvorlig advarsel om dette.
Man må derfor ikke lade sig vildlede af deres tilsyneladende sandfærdighed i nogle forhold, og heller ikke af det store antal mennesker, der går til dem; for de er uvidende, og det er ikke tilladt for folk at lade sig vildlede af dem. For Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har forbudt at gå til dem, at spørge dem og at tro dem; på grund af den store forkastelighed, den alvorlige fare og de skæbnesvangre følger, der ligger heri, og fordi de er løgnere og fordærvede.
Ligeledes er der i disse aḥādīth (profetiske beretninger) et bevis på kāhins (okkult spåmands) og siḥr-udøverens (magiudøvers) kufr (vantro); fordi de begge påstår viden om det usete – og det er kufr – og fordi de ikke når deres formål undtagen ved at tjene djinnerne og tilbede dem foruden Allāh; og det er kufr mod Allāh og shirk (at tillægge nogen eller noget det, som kun tilkommer Allāh) – ophøjet er Han. Den, der tror dem i deres påstand om viden om det usete, er som dem. Og enhver, der modtager disse handlinger fra dem, der praktiserer dem, fra ham har Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – taget afstand.
Ligeledes er det ikke tilladt for en muslim at underkaste sig det, de påstår er behandling – såsom deres mumlen med talismaner eller blystøbning og lignende overtroiske handlinger, som de udfører; for dette hører under kahānah (okkult spådom) og vildledning af folk. Og den, der er tilfreds med dette, har bistået dem i deres falskhed og deres kufr (vantro).
Ligeledes er det heller ikke tilladt for nogen muslim at gå til dem for at spørge dem om, hvem hans søn eller hans slægtning vil gifte sig med, eller om hvad der vil opstå mellem ægtefællerne og deres familier af kærlighed og troskab, eller fjendskab og adskillelse og lignende. For dette hører til det usete, som ingen kender undtagen Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han.
Det er derfor en pligt for magthaverne, ahl al-ḥisbah (tilsynsmyndighederne for det offentlige religiøse tilsyn) og andre, som har myndighed og autoritet, at forbyde at gå til kuhhān (okkulte spåmænd), ʿarrāfūn (okkulte sandsigere) og deres lige, at forhindre dem, der udøver noget af dette på markederne og andre steder, samt at rette den strengeste fordømmelse mod dem og mod dem, der går til dem.
Og således er siḥr (magi); for det hører til de forbudte handlinger, der er kufr (vantro), som Allāh – mægtig og majestætisk er Han – sagde angående de to engle: Men de to [engle] lærte ikke nogen noget, før de sagde: ”Vi er kun en prøvelse, så bliv ikke fornægtere [ved at lære denne magi af os].” Og de lærte [alligevel] fra de to [engle], hvorved man skiller en mand fra hans hustru Men de kunne ikke skade nogen med det , undtagen med Allāhs tilladelse. Og de lærte det, der skadede dem og ikke gavnede dem. Og de vidste [uden tvivl], at den, der købte den [magien], ikke ville få nogen andel i det hinsidige. Og sandelig, ussel er den ting, de solgte deres nafs for. Hvis de bare vidste det! [Sūrah al-Baqarah:2:102].
Disse ædle āyāt viser således, at siḥr (magi) er kufr (vantro), og at siḥr-udøverne skiller en mand fra hans hustru. De viser også, at siḥr ikke i sig selv har nogen virkning, hverken til gavn eller til skade, men kun virker med Allāhs kosmiske og forudbestemte tilladelse; for Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – er Den, der har skabt det gode og det onde (som del af Sin bestemmelse, men Han elsker kun det gode og befaler kun det gode).
Denne ædle āyah viser også, at de, der lærer siḥr (magi), kun lærer det, der skader dem og ikke gavner dem, og at de hos Allāh ikke har nogen andel (dvs. nogen del eller lod). Dette er en alvorlig advarsel, der viser, hvor stort deres tab er i denne verden og i det hinsidige, og at de har solgt deres sjæle for den ringeste pris. Derfor fordømte Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – dem for dette med Sine ord: "Og hvor forkasteligt er det, de solgte deres sjæle for – hvis de blot vidste." [Sūrah al-Baqarah:2:102]. Her bruges “køb” i betydningen “salg”.
Og sandelig, skaden er blevet stor, og faren er blevet alvorlig på grund af disse løgnopdigtere, som har arvet disse kundskaber fra polyteisterne og dermed har skabt forvirring hos mennesker med svag forstand. Sandelig, vi tilhører Allāh, og til Ham vender vi tilbage. Allāh er os tilstrækkelig, og Han er Den bedste værge.
Vi beder Allāh om velvære og sikkerhed mod ondskaben fra siḥr-udøvere (magiudøvere), kuhhān (okkulte spåmænd) og alle andre charlataner, og vi beder Ham – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – om at beskytte muslimerne mod deres ondskab og at give muslimernes ledere succes i at være på vagt over for dem og i at gennemføre Allāhs dom over dem, så tjenerne kan få ro fra deres skade og deres fordærvede handlinger. Sandelig, Han er gavmild og ædel.
Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – har foreskrevet for Sine tjenere det, hvormed de kan beskytte sig mod siḥrs (magis) ondskab, før den indtræffer, og Han – fri for enhver mangel er Han – har gjort klart for dem, hvad de kan behandle den med efter dens indtræffen; som en barmhjertighed fra Ham mod dem, en velgerning fra Ham til dem og som en fuldendelse af Hans nåde over dem.
I det følgende gives en redegørelse for de midler, hvormed man kan beskytte sig mod magiens fare før dens indtræffen, og for de midler, hvormed den kan behandles efter dens indtræffen – blandt de midler, der er tilladt i sharīʿah (den islamiske lov) – og forklaringen herpå er som følger:
For det første: hvad man beskytter sig med mod magiens fare før dens indtræffen. Det vigtigste og mest gavnlige heraf er at befæste sig med de sharīʿah-foreskrevne adhkār (ihukommelse af Allāh), dʿawāt (påkaldelser) og de overleverede muʿawwidhāt (beskyttelses āyāt). Heriblandt er recitationen af Āyat al-Kursī – som er den mægtigste āyah i den ædle Qur’ān – efter hver obligatorisk ṣalāh (bøn), efter s salām (den afsluttende fredshilsen i bønnen). Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: Allāh – der er ingen gud [værdig til tilbedelse] undtagen Ham. Den Evigt Levende, Opretholderen. Hverken døsighed eller søvn rammer Ham. Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Ham. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem. Og de forstår intet af Hans viden, undtagen hvad Han ønsker. Hans kursī (stol) omfatter himlene og jorden, og det tynger Ham ikke at bevare dem. Og Han er Den Ophøjede, Den Mægtige. [Sūrah al-Baqarah:2:255]. Den reciteres også ved sengetid, for det er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: Den, der reciterer āyat al-Kursī i løbet af natten, vil have en vogter fra Allāh over sig, og ingen shayṭān vil nærme sig ham indtil morgenen.
Blandt dette er også recitationen af: 1. "Sig [O Muḥammad]: 'Han er Allāh, Den Ene.'" [Sūrah al-Ikhlās:112:1], og 1. "Sig [O Muḥammad]: 'Jeg søger tilflugt hos morgengryets Herre.'” [Sūrah al-Falaq:113:1], og 1. "Sig [O Muḥammad]: 'Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre.'” [Sūrah an-Nās:114:1], efter hver foreskreven ṣalāh (bøn), samt recitationen af disse tre sūraher tre gange i begyndelsen af dagen efter ṣalāt al-Fadjr (fadjr-bønnen) og i begyndelsen af natten efter ṣalāt al-Maghrib (maghrib-bønnen).
Heriblandt er recitationen af de sidste to āyah (vers) af Sūrah al-Baqarah i begyndelsen af natten, og de er Hans ord – ophøjet er Han: 285."Sendebuddet tror på det, der er blevet åbenbaret for ham fra hans Herre og [ligeledes] de troende. Hver og én tror på Allāh, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebud. [De siger]: ”Vi gør ingen forskel mellem nogen af Hans sendebud,” og de siger: ”Vi hører, og vi adlyder. Vor Herre, [vi beder om] Din tilgivelse! Og til Dig er tilbagevendelsen.” 286.Allāh pålægger ingen nafs mere, end den har evne til at bære. Den vil få, hvad den har fortjent, og over den hviler, hvad den har pådraget sig. [De siger:] ”Vor Herre, hold os ikke ansvarlige, hvis vi glemmer eller fejler. Vor Herre, og læg ikke en byrde på os, som Du lagde på dem før os. Og Vor Herre, pålæg os ikke det, vi ikke har styrke til at bære. Bær over med os, tilgiv os, og vis os barmhjertighed. Du er vores beskytter – så hjælp os mod det folk, der fornægter.” indtil slutningen af sūrahen. [Sūrah al-Baqarah:2:285-286]
For det er autentisk overleveret fra Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han sagde: Den, der reciterer de sidste to āyah af Sūrah al-Baqarah om natten – de vil være tilstrækkelige for ham. Og betydningen er – og Allāh ved bedst –: at de er tilstrækkelige for ham mod enhver skade. Hertil hører også hyppigt at søge tilflugt i “Allāhs fuldkomne ord mod det onde i det, Han har skabt” om natten og om dagen, samt når man slår lejr eller gør ophold et sted, hvad enten det er i en bygning, i ørkenen, i luften eller på havet; i overensstemmelse med Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – ord: Den, der slår sig ned et sted og siger: “Jeg søger tilflugt i Allāhs fuldkomne ord mod det onde i det, Han har skabt.” (Aʿūdhu bi-kalimāti-llāhi al-tāmmāti min sharri mā khalaq.) vil intet skade ham, indtil han forlader det sted.
Hertil hører også, at muslimen i begyndelsen af dagen og i begyndelsen af natten siger følgende tre gange: “I Allāhs navn, med Hvis navn intet kan skade, hverken på jorden eller i himlen; og Han er Den Althørende, Den Alvidende.” (Bismi-llāhi alladhī lā yaḍurru maʿa ismihi shayʾun fīl-arḍi wa-lā fis-samāʾ, wa-huwa-s-Samīʿul-ʿAlīm).
Fordi opfordringen til dette er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og fordi det er en årsag til beskyttelse mod enhver skade.
For det andet: hvad magi behandles med efter dens indtræffen, og dette sker også gennem flere midler:
1 – Det første er: hyppigt at påkalde Allāh med ydmyg bøn og inderlighed og at bede Ham – fri for enhver mangel er Han – om at fjerne skaden og fjerne lidelsen.
2 – Det andet er: at gøre en indsats for at finde stedet, hvor magien er anbragt, hvad enten det er i jorden, i et bjerg eller et andet sted. Når det er blevet fundet, taget frem og ødelagt, ophører magien. Dette er en af de mest virkningsfulde behandlinger mod magi.
3 – Det tredje er: ruqyah (helbredende recitation) med de islamisk-foreskrevne adhkār (ihukommelser af Allāh) og awrād (regelmæssige recitationer); og de er mange. Heriblandt:
Hvad der er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham: “O Allāh, menneskenes Herre, fjern lidelsen og helbred; Du er Helbrederen. Der er ingen helbredelse undtagen Din helbredelse – en helbredelse, der ikke efterlader nogen sygdom.” (Allāhumma rabba an-nās, adhhib al-baʾs, wa-shfi anta ash-Shāfī, lā shifāʾa illā shifāʾuk, shifāʾan lā yughādiru saqaman.) Han ytrede den tre gange.
Heriblandt er den ruqyah (helbredende recitation), hvormed Djibrīl (Gabriel – fred være med ham) udførte ruqyah over Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og den lyder: “I Allāhs navn udfører jeg ruqyah over dig mod alt, hvad der skader dig, og mod det onde fra enhver sjæl eller et misundeligt øje. Allāh helbreder dig. I Allāhs navn udfører jeg ruqyah over dig.” (Bismi-llāhi arqīka, min kulli shayʾin yuʾdhīka, wa-min sharri kulli nafsin aw ʿayni ḥāsid, Allāhu yashfīka, bismi-llāhi arqīka.) Og han gentog den tre gange.
Blandt dette er – og dette er en gavnlig behandling for manden, når han er hindret i at have samleje med sin hustru – at han tager syv blade af grøn sidr (lotustræ), knuser dem med en sten eller lignende, lægger dem i et kar, hælder så meget vand over dem, som er tilstrækkeligt til ghusl (rituel helkropsafvaskning), og reciterer deri:
Āyat al-Kursī (Tronverset; āyah 255 i Sūrah al-Baqarah), og 1. ”Sig [O Muḥammad]: ’O I fornægterne …’”, dvs. hele sūrahen. [Sūrah al-Kāfirūn:109:1], og 1. "Sig: Han er Allāh, Den Ene.'" [Sūrah al-Ikhlās:112:1], og 1. ”Sig [O Muḥammad]: ’Jeg søger tilflugt hos morgengryets Herre.’” [Sūrah al-Falaq:113:1], og 1. “Sig [O Muḥammad]: ‘Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre.'” [Sūrah an-Nās:114:1],
Og āyāt om siḥr (magi/trolddom) i Sūrah al-Aʿrāf, og de er Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: 117. “Og Vi åbenbarede til Mūsā: ‘Kast din stav!’ Og da opslugte den det, som de falskeligt frembragte.” 118. “Så blev sandheden stadfæstet, og det, de plejede at udføre, blev gjort ugyldigt.” 119. “Så blev de besejret dér, og de vendte om fornedrede.” [Sūrah al-Aʿrāf:117-119].
Og āyāt i Sūrah Yūnus, og de er Allāhs – fri for enhver mangel er Han – ord: 79. “Og Firʿaun (farao) sagde: ‘Bring mig enhver kyndig sāḥir (troldmand/ magiker).’” 80. “Da troldmændene kom, sagde Mūsā (Moses) til dem: ‘Kast det, I vil kaste.’” 81. “Da de kastede, sagde Mūsā: ‘Det, I er kommet med, er siḥr (magi/trolddom). Allāh vil sandelig gøre det ugyldigt. Allāh bringer sandelig ikke de fordærveliges værk i orden.’” 82. “Og Allāh stadfæster sandheden ved Sine ord, selv om forbryderne afskyr det.” [Sūrah Yūnus:10:79-82].
Og āyāt i Sūrah Ṭāhā: 65. “De sagde: ‘O Mūsā! Enten kaster du, eller også er vi de første til at kaste.’” 66. “Han sagde: ‘Kast I blot.’ Og da forekom det ham, på grund af deres siḥr (magi/trolddom), at deres reb og deres stave fór frem.” 67. “Da følte Mūsā i sit indre en frygt.” 68. “Vi sagde: ‘Frygt ikke. Det er sandelig dig, der vil få overtaget.’” 69. “Og kast det, der er i din højre hånd; det vil opsluge det, de har frembragt. Det, de har frembragt, er kun en troldmands list. Og troldmanden får ikke fremgang, hvorfra han end kommer.” [Sūrah Ṭā-Hā:20:65-69].
Efter at have reciteret det nævnte over vandet, drikker han tre slurke deraf og bader sig med resten. Derved vil lidelsen forsvinde, in shāʾ Allāh. Og hvis der er behov for at gentage det to eller flere gange, er der intet til hinder for det, indtil lidelsen forsvinder.
Således er disse adhkār (ihukommelser af Allāh), taʿawwudhāt (beskyttelsessøgninger hos Allāh) og metoder blandt de største midler til at værne sig mod siḥrs (magiens/trolddommens) ondskab og andre onder. De er også det største våben til at fjerne siḥr (magi/trolddom), efter at det er indtruffet – for den, der holder fast ved dem med oprigtighed og īmān (tro), med tillid til Allāh og afhængighed af Ham, og med et bryst, der er åbent for det, de peger på.
Dette er, hvad der har været muligt at forklare om de forhold, hvormed man værner sig mod siḥr (magi/trolddom) og behandler det. Og Allāh er tawfīqs (succesens og den rette ledelses) Ejer og Skænker.
Og her kommer et vigtigt spørgsmål, nemlig behandling af siḥr (magi/ trolddom) ved hjælp af troldmændenes handlinger, som udføres ved at søge nærhed til djinn gennem slagtning eller andre former for qurubāt (tilnærmelseshandlinger). Dette er ikke tilladt, for det er en af shayṭāns handlinger – ja, det er snarere blandt ash-shirk al-akbar (den store shirk). Ligeledes er det ikke tilladt at behandle det ved at opsøge kahanah (spåmænd), ʿarrāfūn (sandsigere) og mashaʿwidhah (charlataner/trolddomsudøvere), eller ved at handle efter det, de siger; for de har ikke īmān (tro), og de er løgnere og fordærvede, som påstår viden om al-ghayb (det usete) og forvirrer folk. Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har advaret mod at opsøge dem, spørge dem og tro dem, som det tidligere er blevet forklaret i begyndelsen af denne risālah (budskab). Så det er påkrævet at vogte sig for dette. Og det er autentisk overleveret fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – at han blev spurgt om an-nushrah (ophævelse af siḥr ved behandling), hvorefter han sagde: “Det er en af shayṭāns (satans) handlinger.” Overleveret af Imām Aḥmad og Abū Dāwūd med en god isnād (overleveringskæde).
An-nushrah er ophævelsen af siḥr (magi/trolddom) fra den, der er ramt af siḥr. Og det, han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – mente med disse ord, er den nushrah, som folkene i djāhiliyyah (den før-islamiske uvidenheds tid) praktiserede, nemlig: at spørge en troldmand om at ophæve siḥr, eller at ophæve den med tilsvarende siḥr fra en anden troldmand.
Hvad angår ophævelsen af siḥren med ruqyah (helbredende recitation), sharʿī muʿawwidhāt (beskyttelsesrecitationer) og tilladte lægemidler, så er der intet til hinder for det, som tidligere nævnt. Dette er også udtrykkeligt fastslået af al-ʿAllāmah Ibn al-Qayyim og Shaykh ʿAbd al-Raḥmān ibn Ḥasan i Fatḥ al-Madjīd – må Allāh være dem begge barmhjertig – og ligeledes af andre blandt de lærde.
Og Allāh er Den, fra Hvem det søges, at Han skænker muslimerne ʿāfiyah (beskyttelse og velbevarelse) mod alt ondt, bevarer deres religion for dem, skænker dem fiqh (dyb forståelse) i den og ʿāfiyah fra alt, der strider imod Hans Sharīʿah (lovgivning).
Må Allāh sende Sine velsignelser og fred over Hans tjener og Hans Sendebud Muḥammad, og over hans familie og hans ledsagere.
Den tiende risālah (budskab): Advarsel mod at opføre masādjid (moskéer) over gravene.
I Allāhs navn. Al lovprisning tilkommer Allāh, og velsignelser og fred være over Allāhs Sendebud.
Dernæst: Jeg er blevet bekendt med, hvad der blev offentliggjort i det tredje nummer af tidsskriftet for Sammenslutningen af Islamiske Videnskaber under rubrikken (Månedens nyheder for muslimerne): at Sammenslutningen af Islamiske Videnskaber i Det Hashimitiske Kongerige Jordan har til hensigt at opføre en moské over hulen, som for nylig er blevet opdaget i landsbyen ar-Ruḥayb. Det er den hule, om hvilken det siges, at Hulefolket, som er nævnt i den ædle Qurʾān, lå i søvn i den. Citat slut.
I betragtning af pligten til oprigtig rådgivning for Allāhs og Hans tjeneres skyld fandt jeg det passende at rette et indlæg i det samme tidsskrift til Sammenslutningen af Islamiske Videnskaber i Det Hashimitiske Kongerige Jordan, hvis indhold er at råde Sammenslutningen fra at gennemføre det, den har til hensigt, nemlig at opføre en moské over den nævnte hule. Dette er udelukkende fordi opførelse af masādjid (moskéer) over profeternes og de frommes grave og deres spor er noget, den fuldkomne islamiske sharīʿah (den guddommelige lovgivning) er kommet med forbud mod og advarsel imod, og den har forbandet den, der gør det; fordi det er blandt midlerne til shirk og til overdreven ophøjelse af profeterne og de fromme. Virkeligheden vidner om sandheden i det, som sharīʿah (den guddommelige lovgivning) er kommet med, og er et bevis på, at den er fra Allāh – majestætisk og ophøjet er Han – samt et klart bevis og et afgørende argument for sandfærdigheden af Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – i det, han er kommet med fra Allāh og har overbragt til ummah (det muslimske fællesskab). Enhver, der betragter tilstanden i den islamiske verden og det, der er opstået i den af shirk og ghulū (overdreven religiøs ophøjelse) som følge af opførelsen af moskéer over aḍriḥah (gravhelligdomme), samt deres ophøjelse, udsmykning, indretning og udnævnelsen af sadanah (vogtere eller forvaltere af sådanne helligdomme), vil med sikker vis vide, at dette er blandt midlerne til shirk, og at det er blandt den islamiske sharīʿahs (den guddommelige lovgivnings) fortrin at forbyde dette og advare imod opførelsen af sådanne.
Og blandt det, der er overleveret herom, er det, som de to Shaykhs, al-Bukhārī og Muslim – må Allāh være dem begge barmhjertig – har overleveret fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – som sagde: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Allāh har forbandet jøderne og de kristne; de tog deres profeters grave som masādjid (tilbedelsessteder/moskéer).” ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – sagde: “Han advarede imod det, de havde gjort.” Hun sagde: “Og havde det ikke været for dette, ville hans grav være blevet gjort synlig, men det blev frygtet, at den ville blive taget som et masdjid (tilbedelsessted/moské).” Og i de to Ṣaḥīḥ-værker (al-Bukhārī og Muslim) er det også overleveret, at Umm Salamah og Umm Ḥabībah – må Allāh være tilfreds med dem begge – omtalte for Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – en kirke, som de havde set i landet al-Ḥabashah (Abessinien), og de billeder, der var i den. Da sagde han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham: “Det er dem, som, når en ṣāliḥ (retskaffen) mand iblandt dem døde, byggede et masdjid (tilbedelsessted/moské) over hans grav og fremstillede disse billeder i det. De er de værste af skabningerne hos Allāh.”
Og i Ṣaḥīḥ Muslim er det overleveret fra Djundub Ibn ʿAbdullāh – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: “Jeg hørte Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sige fem dage før sin død:” “Sandelig, jeg erklærer mig fri over for Allāh fra, at jeg skulle have en khalīl (særlig nær og inderlig fortrolig) iblandt jer; for Allāh har taget mig som khalīl, ligesom Han tog Ibrāhīm som khalīl. Og hvis jeg havde taget en khalīl fra min ummah (det muslimske fællesskab), ville jeg have taget Abū Bakr som khalīl. Vær da opmærksomme på, at dem før jer plejede at tage deres profeters og deres ṣāliḥīn (retskafne menneskers) grave som masādjid (tilbedelsessteder/moskéer). Så tag ikke gravene som masādjid, for jeg forbyder jer dette.” Og der er mange aḥādīth (beretninger) om dette emne.
Og imamerne blandt de muslimske lærde fra alle de fire madhāhib (retsskoler) og andre har udtrykkeligt fastslået forbuddet mod at tage masādjid (tilbedelsessteder/moskéer) over grave og har advaret imod dette; i efterlevelse af Sendebuddets – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – Sunnah, som oprigtig rådgivning til ummah (det muslimske fællesskab) og som advarsel til den, så den ikke falder i det, som dem før den faldt i – blandt de ghulāt (dem, der gik til overdreven religiøs ophøjelse) blandt jøderne og de kristne, og deres ligesindede blandt de vildledte i denne ummah.
Så det, der påhviler Sammenslutningen af Islamiske Videnskaber i Jordan og andre blandt muslimerne, er at holde fast ved Sunnah, følge imamernes vej og at vogte sig for det, som Allāh og Hans Sendebud har advaret imod; for deri ligger tjenernes rette tilstand, deres lykke og deres frelse i denne verden og i det hinsidige. Og nogle mennesker har i dette emne påberåbt sig Allāhs – majestætisk er Hans Majestæt – ord i beretningen om Hulefolket: “De, som fik overtaget i deres sag, sagde: ‘Vi vil visselig opføre en masjdid (tilbedelsessted/moské) over dem.’” [Sūrah al-Kahf:21:18].
Og svaret på dette er, at der siges: Allāh – Han er fri for enhver mangel, ufuldkommenhed og lighed med skabelsen og ophøjet er Han – har blot underrettet om, at lederne og dem med myndighed på den tid fremsatte denne udtalelse. Dette er ikke som udtryk for accept og stadfæstelse af dem, men derimod som fordømmelse, bebrejdelse og for at vække afsky for deres handling. Og det, der viser dette, er, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – til hvem dette vers blev åbenbaret, og som er det mest vidende menneske om dets fortolkning, har forbudt sin ummah (det muslimske fællesskab) at opføre moskéer over grave, advaret dem mod dette og forbandet og stærkt fordømt dem, der gjorde det.
Og hvis dette havde været tilladt, ville Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred over med ham – ikke have udtrykt denne store skærpelse i sagen og ikke have understreget det så stærkt, at han endog forbandede den, der gjorde det, og meddelte, at han er blandt de værste af skabningerne hos Allāh – Den Mægtige, Den Majestætiske. Og i dette er der tilstrækkelighed og overbevisning for den, der søger sandheden. Og selv hvis vi antog, at det at opføre moskéer over grave var tilladt for dem før os, ville det ikke være tilladt for os at tage dem som forbillede i dette; for vores sharīʿah (den islamiske lovgivning) ophæver de lovgivninger, der var før den, og vores Sendebud – velsignelse og fred være over ham – er sendebuddenes segl, og hans sharīʿah er fuldkommen og almen. Han har forbudt os at opføre moskéer over grave; derfor er det os ikke tilladt at gå imod ham, og det påhviler os at følge ham, holde fast ved det, han er kommet med, og at forlade det, der strider imod dette, af tidligere lovgivninger og af de skikke, som blev anset for gode af dem, der fulgte dem; for der findes ingen lovgivning mere fuldkommen end Allāhs lovgivning, og ingen vejledning bedre end Allāhs Sendebuds – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – vejledning.
Og Allāh er Den, vi bønfalder om at give os og alle muslimer tawfīq (guddommelig støtte og fremgang) til fasthed på Hans religion og til at holde fast ved Hans Sendebud Muḥammads sharīʿah (den islamiske lovgivning) – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – i ord og handlinger, i det ydre og det indre og i alle anliggender, indtil vi møder Allāh – majestætisk er Hans Majestæt. Han er sandelig althørende, nær.
Og må Allāh sende fred og velsignelser over Hans tjener og Hans Sendebud Muḥammad, over hans familie og hans ledsagere, og over dem, der følger hans vejledning indtil afregningsdagen.
Den ellevte afhandling: begravelse af de afdøde i moskéer
I Allāhs navn – al lovprisning tilkommer Allāh, og velsignelser og fred være over Allāhs Sendebud, hans familie og enhver, der retledes af hans vejledning.
Jeg har gennemgået avisen Khartoum, udgivet den 17/4/1415 H, og konstaterede deri, at der var offentliggjort en meddelelse om, at Sayyid Muḥammad al-Ḥasan al-Idrīsī var blevet begravet ved siden af sin far i deres moské i umm durrmān … osv.
Og ud fra den forpligtelse, som Allāh har pålagt om at rådgive muslimerne og tydeliggøre det forkastelige, har jeg fundet det nødvendigt at gøre opmærksom på, at begravelse i moskéer ikke er tilladt. Tværtimod er det en af de handlinger, der kan føre til shirk (at tillægge nogen eller noget det, som kun tilkommer Allāh), og det ligner de praksisser hos jøderne og de kristne, som Allāh har dadlet dem for, og som Hans Sendebud ﷺ advarede imod. Dette er som nævnt i de to Ṣaḥīḥ-samlinger i beretningen fra ʿĀʾishah – må Allāh være tilfreds med hende – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: "Allāh fjernede jøderne og de kristne fra Sin barmhjertighed, fordi de tog deres profeters grave som masādjid (steder for tilbedelse)." Og i Ṣaḥīḥ Muslim er det berettet fra Djundub Ibn ʿAbdullāh – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Sandelig, de der var før jer, plejede at gøre deres profeters og deres frommes grave til masādjid (steder for tilbedelse). Så gør ikke gravene til masādjid, for jeg forbyder jer dette.” Og der er mange aḥādīth med denne betydning
Det er en forpligtelse for muslimer overalt – både regeringer og befolkninger – at være bevidste om Allāh og være på vagt over for det, Han har forbudt, og at begrave deres afdøde uden for masādjid (moskéerne) , sådan som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – plejede at begrave de døde uden for masādjid; og sådan gjorde deres efterfølgere, dem der fulgte dem i iḥsān (godhed og korrekthed) – og sådan bør enhver, der følger dem i godhed, også gøre.
Hvad angår det forhold, at Profeten– må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans to ledsagere, Abū Bakr og ʿUmar – må Allah være tilfreds med dem begge har deres grave i hans moské, så udgør dette ikke et bevis for at begrave afdøde i masādjid (moskéer). Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – blev nemlig begravet i sit hjem – i ʿĀʾishahs – må Allah være tilfreds med hende – hus og derefter blev hans to ledsagere begravet dér sammen med ham. Da al-Walīd ibn ʿAbd al-Malik udvidede moskéen ved i begyndelsen af det andet århundrede efter hidjrah, indlemmede han kammeret i moskéen. De lærde kritiserede ham for dette, men han mente, at det ikke forhindrede udvidelsen, og at sagen var klar og uden forveksling.
Derved står det klart for enhver muslim, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og hans to ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem begge – ikke blev begravet i masdjid (moskéen). At deres gravkammer senere blev inddraget i masdjid som følge af udvidelsen, udgør derfor ikke et bevis for tilladelsen til at begrave afdøde i masādjid (moskéer); for de ligger ikke i moskéen, men i hans hus – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Og al-Walīds handling kan ikke tjene som bevis i denne sag. Beviset findes derimod i Koranen og i Sunnah samt i den enstemmige konsensus blandt denne ummahs as-salaf aṣ-ṣāliḥ (de første, retskafne generationer) – må Allāh være tilfreds med dem – og må Han gøre os til blandt dem, der følger dem i iḥsān (godhed og korrekthed).
Som et udtryk for oprigtig rådgivning og for at befri samvittigheden, blev dette nedskrevet den 14/5/1415 H.
Og Allāh er Den, der skænker tawfīq (evnen til at gøre det rette). Må Allāhs velsignelser og fred være over vores Profet Muḥammad, hans familie, hans ledsagere og dem, der følger dem i iḥsān (godhed og korrekthed)..
Den tolvte risālah (afhandling): En redegørelse for vantroen og vildfarelsen hos den, der hævder, at det er tilladt for nogen at træde ud af Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sharīʿah (den islamiske lov).
Al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre. Fred og velsignelser være over profeternes og sendebudenes segl, vores Profet Muḥammad, hans familie og alle hans ledsagere.
Dernæst: Jeg har gennemlæst artiklen, der blev offentliggjort i avisen al-Sharq al-Awsaṭ i dens udgave nr. (5824), dateret 5/6/1415 H., skrevet af den, der kalder sig: ʿAbd al-Fattāḥ al-Ḥāyik, under titlen: (Den forkerte forståelse).
Sammenfatningen af artiklen er: hans benægtelse af det, som er nødvendigt kendt i Islams religion – ved tekst og konsensus – nemlig Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – universelle budskab til alle mennesker; og hans påstand om, at den, der ikke følger Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og ikke adlyder ham, men forbliver jøde eller kristen, er på en sand religion. Dernæst hans respektløse overmod over for verdenernes Herre – fri for enhver mangel er Han – i hans omtale af Allāhs visdom i at straffe fornægterne og synderne, idet han betragter dette som tomt og meningsløst.
Han har fordrejet de religiøse tekster, placeret dem ude af deres rette kontekst og fortolket dem efter sine egne lyster. Han har vendt sig bort fra de sharīʿah-mæssige beviser og de klare tekster, der fastslår Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – universelle budskab, samt vantroen hos den, der hører om ham og ikke følger ham, og at Allāh ikke accepterer nogen anden religion end islām – og fra andre lignende klare tekster, som han har vendt sig bort fra, for at de uvidende kan blive bedraget af hans tale. Og det, han har gjort, er åbenlys vantro, et frafald fra islam og en fornægtelse af Allāh – fri for enhver mangel er Han – og af Hans Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham –; dette ved enhver blandt folk af viden og tro, som har læst artiklen.
Det er en pligt for den ansvarlige myndighed (walī al-amr): at henvise ham til retten for at opfordre ham til at angre og for at dømme ham i overensstemmelse med, hvad den rene sharīʿah (den islamiske lov) kræver.
Og Allāh – fri for enhver mangel og ophøjet er Han – har tydeliggjort Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – universelle budskab og pligten til at følge ham for alle blandt ath-thaqalayn (djinner og mennesker); og dette er ikke ukendt for nogen muslim, der besidder blot den mindste smule viden.
Allāh – ophøjet er Han – siger: 158: "Sig [O Muḥammad]: “O mennesker! Jeg er Allāhs Sendebud til jer alle – Ham, som har herredømmet over himlene og jorden. Der er ingen gud [værdig tilbedelse] undtagen Ham. Han giver liv og lader dø. Tro derfor på Allāh og Hans Sendebud – den ummī-profet (som ikke læser eller skriver) – som tror på Allāh og Hans ord; og følg ham, for at I måtte blive retledt.” [Sūrah al-Aʿrāf:7:158]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…Og denne Koran er blevet åbenbaret til mig, så jeg med den kan advare jer og enhver, som den når.....” [Sūrah al-Anʿām:6:19]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Sig [O Muḥammad]: ‘Hvis I elsker Allāh, så følg mig; Allāh vil elske jer og tilgive jer jeres synder. Og Allāh er tilgivende, barmhjertig.’” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:31]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 85. “Og den, der søger en anden religion end islām, den vil aldrig blive accepteret fra ham; og i det hinsidige vil han være blandt taberne.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:85]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Og Vi har ikke sendt dig [O Muḥammad] , undtagen som en bærer af det glædelige budskab og en advarer til hele menneskeheden...” [Sūrah Sabaʾ:34:28]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 107. "Og Vi har ikke sendt dig [O Muḥammad], undtagen som en barmhjertighed for. [Sūrah al-Anbiyāʾ:21:107]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…Og sig til dem, der fik Skriften, og til de ummī (de skriftløse): ‘Har I underkastet jer?’ Hvis de underkaster sig, er de sandelig retledte; men hvis de vender sig bort, så påhviler det dig kun at overbringe budskabet. Og Allāh er seende over Sine tjenere.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:20]. Og Han – fri for enhver mangel er Han – siger: 1. “Ophøjet i velsignelse er Han, som har nedsendt al-Furqān (Skriften, der adskiller sandhed fra falskhed) til Sin tjener, så han kan være en advarer for alverdenerne.” [Sūrah al-Furqān:25:1].
Og al-Bukhārī og Muslim har berettet fra Djābir – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: “Jeg er blevet givet fem ting, som ingen før mig er blevet givet: Jeg er blevet sejret ved frygt (som indgydes i fjenden) på en afstand af en måneds rejse; jorden er blevet gjort til en moské og et middel til renselse for mig, så enhver mand fra mit fællesskab, for hvem tiden for ṣalāh (bønnen) indtræffer, skal bede; krigsbyttet er blevet gjort tilladt for mig, og det var ikke tilladt for nogen før mig; jeg er blevet givet ash-shafāʿah (forbønnen); og en profet blev sendt særligt til sit folk, mens jeg er blevet sendt til alle mennesker.”
Dette er en klar tilkendegivelse af det universelle og altomfattende i vores profet Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – budskab til hele menneskeheden, og at det ophæver alle tidligere lovgivninger. Den, der derfor ikke følger Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – og ikke adlyder ham, er en fornægter og en ulydig, der fortjener Allāhs straf. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…Og den, der blandt grupperne fornægter den, så er ilden hans bestemmelsessted…” [Sūrah Hūd:11:17]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…Så lad dem, der modsætter sig hans befaling, vogte sig for, at en fitnah (prøvelse eller ulykke) rammer dem, eller at en smertefuld straf rammer dem.” [Sūrah an-Nūr:24:63]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Men den, der er ulydig mod Allāh og Hans Sendebud og overskrider Hans grænser – Ham vil Han lade træde ind i Ilden, hvor han vil forblive deri; og for ham er der en ydmygende straf.” [Sūrah an-Nisā’: 14]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “…Og den, der udskifter troen med vantro, er sandelig faret vild fra den rette vej.” [Sūrah al-Baqarah:2:108]. Og āyāt med denne betydning er talrige.
Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – har knyttet lydigheden mod Sendebuddet – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – til lydigheden mod Ham, og har tydeliggjort, at den, der antager en anden religion end islām, er en taber, fra hvem hverken ṣarf (nogen handling eller kompensation) eller ʿadl (løsesum eller erstatning) vil blive accepteret. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: 85. “Og den, der søger en anden religion end islām, den vil aldrig blive accepteret fra ham; og i det hinsidige vil han være blandt taberne.” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:85]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: "Den, der adlyder Sendebuddet, har adlydt Allah." [Sūrah an-Nisāʾ:4:80]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Sig: ‘Adlyd Allāh og adlyd Sendebuddet.’ Men hvis de vender sig bort, så påhviler der ham kun det, han er blevet pålagt, og jer det, I er blevet pålagt. Og hvis I adlyder ham, vil I blive retledt.” [Sūrah an-Nūr:24:54]. Og Allāh – ophøjet er Han – siger: “Sandelig, de, der fornægter blandt Bogens folk og blandt afgudsdyrkerne, vil være i djahannams (helvede) ild, hvor de vil forblive deri for evigt. De er de værste af skabningerne.” [Sūrah al-Bayyinah:98:6].
Og Muslim har i sin Ṣaḥīḥ berettet, at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde: ”Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er: Ingen fra denne ummah (dvs. blandt dem, der er blevet kaldt til mit budskab) – hverken jøde eller kristen – hører om mig og derefter dør uden at tro på det, jeg er blevet sendt med, uden at han vil være blandt ildens folk.”
Og Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – har gennem sine handlinger og sine ord tydeliggjort ugyldigheden af religionen hos den, der ikke træder ind i islām. Han bekæmpede jøderne og de kristne, ligesom han bekæmpede andre blandt de vantro, og han modtog djizyah (en beskyttelsesskat betalt af ikke-muslimer under muslimsk styre) fra dem, der betalte den, for at de ikke skulle forhindre daʿwah (kaldelsen til islām) i at nå frem til resten af dem, og for at enhver blandt dem, der ønskede det, kunne træde ind i islām uden frygt for, at hans folk ville afvise ham, forhindre ham eller dræbe ham.
Al-Bukhārī og Muslim har berettet fra Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: “Mens vi var i masdjid (moskeen), kom Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være overd ham – ud og sagde:” “Gå til jøderne.” Så gik vi ud sammen med ham, indtil vi nåede frem til Bayt al-Midrās (deres studiehus). Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – rejste sig, kaldte på dem og sagde: “O jøder! Træd ind i islām, så vil I være i sikkerhed.” De sagde: “Du har sandelig overbragt budskabet, O Abā al-Qāsim.” Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde til dem: “Det er netop det, jeg ønsker. Træd ind i islām, så vil I være i sikkerhed.” De sagde: “Du har sandelig overbragt budskabet, O Abā al-Qāsim.” Så sagde Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – til dem: “Det er netop det, jeg ønsker.” Derefter sagde han det en tredje gang.” Ḥadīthen.
Hensigten er, at han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – gik til jøderne, folk af en religion, i deres Bayt al-Midrās (studiehus) og kaldte dem til islām og sagde til dem: ”Træd ind i islām, så vil I være i sikkerhed”, og han gentog det for dem.
Ligeledes sendte Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sit brev til Heraklios, hvori han kaldte ham til islām og meddelte ham, at hvis han afviste, ville synden for dem, der afviste islām på grund af hans afvisning, hvile på ham. Al-Bukhārī og Muslim har i deres to Ṣaḥīḥ-værker berettet, at Heraklios bad om brevet fra Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – og læste det, og der stod i det: I Allāhs navn – Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige. Fra Muḥammad, Allāhs Sendebud, til Heraklios, romernes stormand. Fred være med den, der følger retledningen. Herefter: Jeg kalder dig til islām. Træd ind i islām, så vil du være i sikkerhed; træd ind i islām, og Allāh vil give dig din belønning to gange. Men hvis du vender dig bort, så vil synden for al-arīsiyyīn (dine undersåtter) være over dig, og … “O Bogens folk! Kom til et fælles ord mellem os og jer: at vi ikke tilbeder nogen anden end Allāh, og at vi ikke sætter noget ved Hans side, og at ingen af os tager andre som herrer i stedet for Allāh. Men hvis de vender sig bort, så sig: ‘Vær vidner til, at vi er muslimer.’” [Sūrah Āl ‘Imrān:3:64].
Derefter, da de vendte sig bort og nægtede at træde ind i islām, bekæmpede han – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – dem sammen med sine ledsagere – må Allāh være tilfreds med dem – og pålagde dem djizyah.
Og for at understrege deres vildfarelse, og at de er på en falsk religion efter at den er blevet ophævet ved Muḥammads – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – religion, har Allāh pålagt muslimen at bede Ham hver dag, i hver ṣalāh (bøn) og i hver rakʿah, om at retlede det til den rette, sande og accepterede vej, som er: islām. og at Han må holde det borte fra vejen for dem, der har pådraget sig vreden – nemlig jøderne og deres ligesindede, som ved, at de er på falskhed, og som holder fast ved den, og at Han må holde det borte fra vejen for de vildfarne, som tilbeder uden viden og hævder, at de er på retledning, mens de i virkeligheden er på en vej af vildfarelse. Disse er de kristne og dem blandt andre folk, der ligner dem – dem, der tilbeder på vildfarelse og uvidenhed. Og alt dette er for, at muslimen med sikker viden skal vide, at enhver religion uden for islām er falsk, og at enhver, der tilbeder Allāh i henhold til andet end islām, er vildledt. Og den, der ikke tror på dette, er ikke blandt muslimerne. Og beviserne omkring dette emne er talrige fra Koranen og Sunnah.
Det er derfor pålagt forfatteren af artiklen – ʿAbd al-Fattāḥ – at ile til oprigtig tawbah (anger) og at skrive en artikel, hvori han bekendtgør sin anger. Den, der vender sig til Allāh i oprigtig anger, vil Allāh tage imod hans anger; i henhold til Hans – fri for enhver mangel er Han – ord: “…Og vend jer alle i anger til Allāh, O I troende, For I måtte få succes.” [Sūrah an-Nūr:24:31]. Og Allāh – fri for enhver mangel er Han – siger: “Og dem, der ikke påkalder nogen anden guddom sammen med Allāh, og som ikke dræber det liv, som Allāh har gjort ukrænkeligt, undtagen med ret, og som ikke begår utugt. Og den, der gør dette, vil møde straf.” 69. “Straffen vil blive fordoblet for ham på opstandelsens dag, og han vil forblive deri for evigt i ydmygelse.” “Undtagen den, der gør tawbah (anger), tror og udfører retskafne handlinger; for dem vil Allāh forvandle deres onde gerninger til gode gerninger. Og Allāh er tilgivende, barmhjertig.” [Sūrah al-Furqān:25:68-70]. Og på grund af Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – udsagn: “Islām udsletter det, der fandt sted før [den], og tawbah (anger) udsletter det, der fandt sted før [den].” Og Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – udsagn: “Den, der gør tawbah (angrer) fra en synd, er som én, der ingen synd har.”
Og der er mange āyāt og aḥādīth med denne betydning.
Og jeg beder Allāh – Han er fri for enhver mangel, ufuldkommenhed og lighed med skabelsen og ophøjet er Han – om at vise os sandheden som sandhed og give os evnen til at følge den, og at vise os falskheden som falskhed og give os evnen til at undgå den, og at Han skænker os, skribenten ʿAbd al-Fattāḥ og alle muslimer oprigtig tawbah (anger), og at Han beskytter os alle mod de vildledende prøvelser og mod at følge vores begær og shayṭān. Sandelig, Han er Værgen over dette og Den, der har magt til det.
Og må Allāh velsignelser og fred være over vores Profet Muḥammad, hans familie og hans ledsagere, og over dem, der følger dem med retskaffenhed indtil afregnings dagen.
Related books
All books
Thalāthatu al-uṣūl wa-adillatuhā (de tre principper og deres beviser)73 languagesThalāthatu al-uṣūl wa-adillatuhā (de tre principper og deres beviser)
Bogen handler om de grundlæggende principper, som en muslim skal tilegne sig: at kende Allāh, at kende islām som religion og at kende Profeten Muḥammad – må Allāhs velsignelser og fred være over ham. Den fremhæver vigtigheden af disse principper i opbygningen af tro (īmān) og retskafne handlinger, baseret på klare beviser fra Koranen og Sunnah.
الدروس المهمة لعامة الأمة78 languagesالدروس المهمة لعامة الأمة
يهدف الكتاب إلى تعليم المسلمين أساسيات دينهم بطريقة مبسطة وشاملة. يتناول مجموعة من الدروس المهمة مثل قراءة الفاتحة وقصار السور، وأركان الإسلام والإيمان، وأقسام التوحيد والشرك، وشروط وأركان وواجبات الصلاة، بالإضافة إلى مبطلاتها، مع بيان مختصر لشروط الوضوء وفروضه ونواقضه. كما يسلط الضوء على التحلي بالأخلاق الإسلامية والآداب الشرعية، ويقدم إرشادات لطيفة حول تجهيز الميت والصلاة عليه ودفنه.
نبذة في العقيدة الإسلامية (شرح أصول الإيمان)75 languagesنبذة في العقيدة الإسلامية (شرح أصول الإيمان)
رسالة لطيفة تتناول أصول العقيدة الإسلامية بأسلوب مبسط وميسر. تبدأ بمقدمة حول أهمية علم التوحيد، كونه أشرف العلوم وأجلّها، ثم تتناول مفهوم الدين الإسلامي وأركانه الخمسة: الشهادتان، والصلاة، والزكاة، والصوم، والحج. كما يشرح الإيمان بالله، وملائكته، وكتبه، ورسله، واليوم الآخر، ويؤكد على أهمية التوحيد في بناء دين المسلم بشكل سليم. الكتاب يهدف إلى تعزيز الفهم الصحيح للعقيدة الإسلامية وتطبيقها في حياة المسلم اليومية.
Islam89 languagesIslam
I Allahs Navn, Den mest Nådige, Den mest Barmhjertige Har du spurgt dig selv: Hvem skabte himlene, jorden og alle de storslåede skabninger i dem? Og hvem designede dette præcise og perfekte system i dem?